Overlevelsestur i oedemarken

 Den smukkeste blomstermark

 Mig der poser paa blomstermarken

Solnedgang, der efterlod os i komplet moerke

Haandvasken med spejl - rimelig kreativt! 

Dagligstuen/koekken udefra

 

Og "indenfor"

 

Mandag kom mamas bror Allan endnu en gang paa besoeg, og det var i den sejeste safaribil nogensinde! Aargang '74 og helt aaben med et hoejtsiddende tag og 7 saeder fordelt paa tre raekker, hvor foerste raekke er i normal hoejde, anden raekke er haevet hoejere og tredje raekke er mega hoejt oppe. Endnu en gang lidt svaert at beskrive, men Maja og jeg var ved at doe over hvor fed den var, og ville goere alt for en tur i den. Det endte med vi aftalte, at vi skulle hjem til Allan ca. 50 km op langs kysten og overnatte i et telt paa hans farm. Vi tog afsted om eftermiddagen efter arbejde, og det kan godt vaere der kun var 50 km, men det tog over to timer, fordi det virkelig var ad oede veje langt ude paa landet. Det var lidt ligesom at vaere tilbage i bushen i Kenya, bortset fra de manglende bjerge. Jeg sad paa anden raekke i den totalt retrofede safaribil, og var et godt stykke over foerersaedet uden sele - det var virkelig om at holde godt fast med alle de dybe huller i vejene! Men det var virkelig hyggeligt at koere ude i stilheden og kun passere smaa landsbyer, maasaier med deres kvaeg og en enkelt piki-piki (motorcykel) i ny og nae.
Det sidste stykke vej kunne bestemt ikke defineres som en vej. Det var off-road hvor man hele tiden fik siv og grene i hovedet, og det var et virkelig ujaevnt terraen. Endelig naaede vi lysningen, hvor vi fik en rundvisning i Allans forskellige "huse". Der var et sovevaerelse hoejt haevet over jorden (pas paa elefanterne), kombineret dagligstue/koekken/bryggers i et, toilet, bad med haveslange og haandvask med spejl under aaben himmel og simpelthen den vildeste natur. Den naermeste nabo ligger flere kilometer vaek, hvis man ser bort fra hans medarbejdere paa farmen, som bor i naerheden. Han bor der i oevrigt med sin australske kaereste, som lige nu er paa familiebesoeg i Perth. De moedtes fordi han var taget til Australien for at proeve lykken som guldgraver - hvor nice er det ikke lige? Lige da vi var ankommet, blev vi budt paa afrikaffe, og herefter fik vi en lille rundvisning i omraadet inden moerkets frembrud. De dyrker mange forskellige ting paa farmen, blandt andet loeg, graeskar, majs, soede kartofler, flere loeg, kaal, boenner, guleroedder og... blomster. Farmen ligger lige op til en stor flod, som er hjemsted for en masse soede, kaempestore og mega-farlige flodheste. Aftenen forinden havde der vaeret en flodhest i et af bedene og aede, mens den trampede alle de stakkels afgroeder brutalt ned paa sin vej.
Desuden har han en lille baad ved floden, som vi desvaerre ikke kunne naa at faa en tur i - ellers havde den staaet paa krokodille- og flodhestesafari. Men det havde vi jo allerede set i Masai Mara, kan man sige.
Vi gik tilbage, hvor Allan begyndte at tilberede aftensmaden over et baal med en rist over. Stjernehimlen var enorm, stilheden betagende, madlavningen velduftende og oellen fantastisk! Herefter fik jeg et af mit livs bedste maaltider tilberedt, bortset fra koedet, udelukkende af forskellige groentsager fra farmen. Vi sad ved et fint opdaekket bord udendoers kun oplyst af et lille stearinlys og noed maden. Herefter blev mange af livets store spoergsmaal vendt, og efterfoelgende vendte vi tilbage til bonfire og talte om stort og smaat (og jeg fik en gigantisk edderkop paa mig - pludselig sad den og gloede paa mig med alle 8 onde oejne (eller er det 6? Who cares, den var mega klam!), indtil vi ved midnatstid ville i seng, da vi skulle op kl. 6 for at naa tilbage paa arbejde i nogenlunde tid naeste dag.
Det der med at sove i telt er lige mig. Det er rigtig hyggeligt og giver skoenne associationer til Roskilde og andre gode stunder, men vi proever lige igen: Det der med at sove i telt er lige mig. Naar der vel at maerke ikke er 234 forskellige udefinérbare dyrelyde i naerheden naar man gerne vil sove, og teltet ligger midt ude i oedemarken uden telefonsignal, redningsfolk, vaaben, Steve Irwins spoegelse eller i det mindste en iPod til at holde lydene ude! IPod'en havde jeg faktisk med, men Allan forklarede mig, at hoerelsen er den vigtigste sans naar man ligger i et tyndt telt omringet af fede flodheste, der forlader floden om natten for at aede. Jeg VED godt jeg er en toes, og jeg VED godt flodheste er planteaedere, men jeg har hoert paa Animal Planet, at det paa en eller anden maade alligevel er verdens farligste dyr! Og hvis der ikke kom en flodhest ville der helt sikkert komme en loeve, for dem var der da masser af, forsikrede han os. Og da jeg foerst fik denne tankestroem klokken 1 om natten var der ingen rationelle tanker tilbage i mit stakkels hoved.
Jeg ved ikke hvornaar jeg faldt i soevn, for hver gang jeg var ved at falde til ro, var der noget der skrabede langs teltet, tunge skridt i naerheden, skrappende fugle, gryntelyde og et psykotisk aesel, der hylede op hver 10. minut. Sikke et mareridt!
Jeg var derfor ikke ovenud veludhvilet da jeg vaagnede, men i det mindste var jeg da i live, suk. Vi begav os straks afsted ad de endeloese, hullede grusveje, og jeg blundede saa meget man nu kunne uden at falde ud af bilen. Da jeg aabnede mine oejne igen, sad der pludselig en aeldgammel maasai-mand med det obligatoriske roedternede klaede, mega haengende oereflipper og vandrestav ved siden af mig. Han skulle aabenbart have et lift til et marked, og det var da meget hyggeligt med lidt ekstra selskab - lige indtil bilen valgte at loebe toer for benzin in the middle of fucking nowhere. Hvor kliché er det ikke lige? Der var ingen by eller mennesker i mange kilometers omkreds, og Allan blev godt nok ogsaa paent muggen og undskyldende over for os. Men hvad kunne man goere, han ringede efter hjaelp, og fem minutter efter laa vi alle og sov paa bilens saeder, undtagen maasai-duden, der valgte at lave en slags seng af blade ude i siden af vejen. Det maa virkelig have set komisk ud. Efter en times tid kom der to fyre paa piki-piki med benzin i en stor vandflaske, og saa kunne vi ellers koere videre, indtil bilen i en mindre landsby valgte at gaa i staa igen af ukendte aarsager. Vi var efterhaanden to timer forsinket, da de selvsamme fyre kom koerende igen og fixede bilen saa vi kunne koere helt til Bagamoyo.
Klokken var blevet 10.30, og om tirsdagen arbejder vi kun fra 8-12, saa vi besluttede os for at blive hjemme, og jeg lavede noget saa fornuftigt som at vaske toej i stedet, selvom sengen virkede mere tillokkende oven paa eventyret i vildmarken.

Paa arbejdet gaar det fint. Vi er efterhaanden blevet faerdige med det altomfattende maleprojekt, hvor vi har brugt den samme type maling til at male paa alt - sten, metal, trae, papir og beton. Det kan sagtens lade sig goere i Afrika. Vi er nu gaaet i gang med et fotoprojekt, der omfatter at faa taget billede af hvert enkelt barn, og der er altsaa omkring 90 af dem. Desuden er der blevet taget klassebilleder, og vi har nu faaet sorteret dem og skal til at printe dem, saa de kan blive haengt op i klasselokalerne med navn paa. Det goer det en del lettere for alle, da selv de respektive laerere paa stedet ikke kan alle boernenes navne - og boernene synes jo det er det sjoveste at se sig selv paa billeder. Det er en dejlig foelelse at man goer bare en lille forskel paa stedet.
Ellers er det helt klart omsorgen de er gladest for - de skal roere overalt, og vores haar er virkelig spaendende. De saetter nok ogsaa pris paa vi giver os tid til at troeste dem, naar de graeder, for det har de afrikanske laerere et lidt andet syn paa - hvis de hoerer graad, raaber de aggressivt: Who's crying?!, finder eleven, siger noget paa swahili og lader dem saa sidde. Da vi legede sidste fredag, var der flere af boernene der faldt naar de skulle loebe, og selvom de graed hjerteskaerende, resulterede det kun i hoeje grin fra laererne. Okay, det ser maaske sjovt ud, men det er ikke altid sjovt at slaa sig, slet ikke naar man er et lille barn. Nu skal det heller ikke lyde som om laererne er de rene monstre, de er rigtig soede de fleste af dem, og man kan se de er glade for deres arbejde, omend det er traettende at skulle holde styr paa saa mange smaa boern i mange timer hver dag.
Apropos boern, var vi i gaar aftes ovre og hente vand ved en af naboerne, fordi vores egen vandhane konstant strejker. Her var en lille pige, og da moren saa os, udbroed hun "wazungu!" til pigen, og da hun saa os begyndte hun straks at stortude. Det blev ved - hver gang hun kiggede paa os, graed hun bare hoejere. Vi saa aabenbart meget farlige og blege ud i hendes oejne.

I dag, fredag, har vi vaeret paa stranden med boernene, hvor vi har leget boogie-woogie, slangen er giftig mm., samt samlet de smukkeste konkylier og bygget sandslotte. De elsker simpelthen deres legedag, det er bare lidt synd, at laererne vaelger nogle boern ud, der maa komme med, hvoraf resten, blandt andet en pige med muskelsvind og albinoen skal blive hjemme hver fredag.
Efterfoelgende tog vi paa Poa-Poa og fik gode pizzaer, Maja, Monika, Sara og jeg. Da vi sad der og skulle til at spise, kom der to fyre ind med de beroemte noerdebriller, der var paa mode i Danmark for nogle aar siden. De var ved at optage en (meget) amatoeragtig musikvideo, som de spurgte, om vi havde lyst til at vaere med i. Det gik bare ud paa, at den ene skulle sidde for enden af vores bord og synge med paa en eller anden kaerlighedssang, som den anden fyr afspillede paa en lille CD-afspiller, mens han filmede. Det var virkelig komisk. Mens de filmede, gik tjenerne forbi kameraet, lyden var helt elendig, og fyren sad bag vores sodavandsflasker, saa man ikke rigtigt kunne se ham. Bagefter viste de os stolt det de lige havde filmet paa deres computer, takkede os mange gange og inviterede os til "premiere" paa denne fantastiske video. Vi kan naesten ikke vente.
Herefter tog Sara og jeg hen paa Old Market til drengene, der havde grundet vores laerreder for os - i roed! Jamen tak, det var da lige en skrigende roed baggrund, vi havde taenkt os. Men altsaa, de ville jo bare hjaelpe, saa egentlig var vi lidt utaknemmelige, da vi malede det over med hvid. Vi havde dog sagt paa forhaand, at de bare skulle vaere hvide. Men kommunikationen glipper vist lidt af og til. Det var dog en hyggelig eftermiddag alligevel, hvor vi i stedet fik tegnet lidt fra min anatomibog.
I skrivende stund sidder jeg i baren med en kold cola, mens Maja sidder over for mig og skriver dagbog. Klokken er naesten otte, saa jeg haaber snart der er aftensmad, vi skal nemlig have chapati. Mama er i oevrigt kommet hjem paa besoeg, og i morgen kommer Lucy, vores afrikanske soester, der er paa secondary i Dar. Det er naesten som at have en familie man ikke kender!

Jeg maa indroemme at jeg savner jer i Danmark.
I oevrigt vil jeg gerne tilfoeje at jeg elsker at faa kommentarer paa min blog, selv om jeg aldrig har tid til at besvare dem, fordi jeg har travlt med at forbande den langsomme, hakkende internetforbindelse. Men skriv endelig, det er poa sana!