Hangover in Dar!

!! DETTE INDLAEG ER NU SKREVET FAERDIGT !!

Jeg drog alene til Dar i fredags, da mine fellow voluntoerer pludselig hellere ville blive her i Bagamoyo. Mai, som er studerende i Tanga, ville nemlig komme dertil og moedes med os - saa selvfoelgelig tog jeg afsted i Dalla Dalla, hvor jeg faldt i snak med den soedeste aeldre dame, Rosmary, som snakkede til mig mens jeg hoerte iPod, og blev ved indtil jeg ligesom opfattede det. Jeg fortalte hende saa, at i DK vil man for det meste blive set som en weirdo, hvis man snakker til andre mennesker i offentlige transportmidler, og det kunne hun serioest ikke forstaa!
Herefter moedtes jeg med Mai midt i Mwenges kaos, og vi begav os mod MS Guesthouse, hvor vi skulle overnatte for weekenden. Rimelig primitive enmandsvaerelser med (rigtigt) toilet/bad paa gangen, men til 50 kr. pr. nat gaar det nok lige. Saa tog vi ud og spiste fedtede burgere paa et Mzungu-sted i Posta, som er midtbyen - og efterfoelgende fik jeg oeje paa et meget hoejt hotel med diskolys paa toppen og taenkte helt sikkert. Det var et vildt dyrt sted, men man kunne bare tage op i baren paa 14. etage, sagde de. Saa det gjorde vi, og kom til en vildt fed tagterrase med store sofaer, daarlig DJ, mega mange tjenere, neonlys og storskaerm med engelsk fodbold (de eeelsker engelsk fodbold) og dyre oel - 5.000 som svarer til 16-17 kr for en halv liter! Man plejer at give 1500. Vi snakkede med Tasja, min laerer fra Kenya, som jo nu er i Dar, og hende og nogle andre MS-medarbejdere var paa et sted der hed Gorge and Dragons, en meget engelsk-inspireret pub, saa der tog vi en taxa hen og moedte dem. Saa var der fadoel, James Blunt og fulde wazunguer over alt, og ved midnatstid tog vi videre til et rimelig forladt sted, hvor vi naermest havde det hele for os selv, og der blev spillet det fedeste reggae - vi slap bestemt ikke for at danse, men det var ogsaa rigtig sjovt. Dog koerte vi efter lidt dans videre til Garden Bistro i en lille Bajat eller Tuktuk, som det ogsaa hedder i Indien - 7 mennesker i en, vi aner ikke hvordan det kunne lade sig goere, da der normalt kan sidde 3 eller max 4. Der var sindssygt meget gang i den med et stort dansegulv, og efter yderligere et par timers dans maatte vi overgive os til det smarte koncept med at koebe grillmad paa selve diskoteket - det blev saa mit dyreste maaltid her i Tz hidtil, 15.000 for en tallerken kolde pomfritter og virkelig spicy kylling. Men Mai var fuld og havde bare koert kortet igennem, haha. Da Kasper begyndte at falde i soevn over sin tallerken, fornemmede vi det var paa tide at tage hjem - denne gang i Taxa. Alt i alt en virkelig sjov aften, som kunne maerkes noget saa grusomt naeste morgen, hvor jeg havde sovet fire timer. Vi skulle jo op og have noget ud af dagen (suk, mor), og Mai tog mig med paa Kaikoo markedet, som er Dars stoerste og er vildt stort, farverigt, stressende og larmende, men ogsaa hyggeligt!
Her fik vi en del timer til at gaa, hvor jeg blandt andet fandt Mias julegave (jeg er for en gangs skyld mega tidligt ude) og fandt Afrikas svar paa Matas, hvor jeg endelig kunne faa en ny haarboerste (saadan nogen bruger de jo ikke specielt meget). Vi ville have taget videre paa et kunstmarked for handicappede selvom vi var godt kvaestede, men vi stoedte uheldigvis ind i verdens mest inkompetente taxachauffoer, som ikke kendte vejen overhovedet, selvom han blev ved med at sige at han vidste hvor det var. Vi gentog flere gange, og til sidst stoppede han og sagde, at nu var vi i hvert fald paa vejen vi havde spurgt om. Det var vi saa bestemt ikke, da vi spurgte en tilfaeldig forbipasserende. Saa vi blev lidt sure og skred fra manden uden at betale, for saa bare at tage over til Mwenge, hvor vi skulle moedes med Sara, da hun gerne ville med til Beach Party om aftenen. Det mente hun saa ikke der var alligevel, saa hun tog hjem til Baga igen. Mai og jeg ville proeve at sove en times tid inden det gik loes igen, men vi endte med at koebe en ananas og sidde og snakke i stedet, inden vi tog et hurtigt bad og ind til et pizzeria, hvor de solgte pizzaer med ost i kanten. BUT why har jeg aldrig hoert om det foer? Genialt, isaer naar man faar ost her ca. en gang om maaneden, snoeft.
Og soerme om vi ikke endte paa tagterrasen igen, hvor vi drak Reeds (en form for oel) og Morgan og cola. Da vi skulle til at gaa, var der en mand der sendte os to Reeds som gave. Vi sagde, at vi desvaerre var paa vej videre til Beach Party, som vi havde faaet opklaret eksisterede alligevel, men vi kunne da bare tage dem med, sagde han. Da vi saa forgaeves forsoegte at faa en taxi til ordentlig pris, kom han ned og sagde han nok skulle soerge for det. Paa vejen fandt vi ud af han var fanatisk Arsenal-fan, han ville doe for holdet, udtalte han alvorligt. Hmm.. Men han betalte taxaen og oenskede os en god aften, men han kunne saa alligevel ikke dy sig for at foelge efter os ind til festen. Paa parkeringspladsen stod der en masse maasaier i deres traditionelle toej og holdt vagt ved bilerne. Jeg synes det er lidt morsomt, at de paa landet vogter kvaeg, saa hvad goer man saa i byen? Man vogter da bare biler i stedet.
Vi betalte hver 10.000 og kom ind til den vildeste fest med stort dansegulv og bar, fed lokal party-musik og placeret halvt udendoers paa selve stranden. Der var aabenbart en kendt DJ der spillede, han kunne som den foerste jeg har hoert i Afrika finde ud af det! Vi gik ned mod vandet og ville drikke vores Reeds, hvorefter en spritstiv mand bekendte sin dybe kaerlighed til mig, og efter vi havde udvekslet et "Hej, hvad hedder du?" ville han gerne have et forhold til mig. Saa sagde jeg, at det kunne ikke komme paa tale, jeg har en kaereste (den bruger man tit her, Mai tager tilmed ring paa og siger hun er gift). Saa stirrede han underligt paa mig og saa mine bryster, og sagde, at dem skulle jeg ikke vise hvis jeg havde en kaereste. Det er nogle sjove typer man moeder af og til her...
Men anyway, vi fik danset lidt, omend vi var traette efter doedsdruk dagen forinden, og saa blev jeg budt en oel i baren af en vildt sjov fyr, som vi endte med at snakke med det meste af aftenen. Han var sur over vi kunne lidt swahili naar han ikke kunne dansk, og vi forklarede, at det ligesom var fordi vi var i Tanzania, og han aldrig havde vaeret i DK. Men vi laerte ham at sige "hva' saa?" hvilket blev til "lasso!" - og "tak", som han udtalte meget hurtigt og aggresivt. Herefter fortalte han mig, at Camilla faktisk er et thailandsk navn - wooot? Den har jeg saa aldrig hoert foer! Han var sjov, men meget let at misforstaa - han spurgte Mai "are you James Bond?" (laengere historie), hvor vi begge opfattede det som "are you just born?" Mai tog ogsaa sig selv i at tale dansk til ham flere gange - man bliver fandme sprogforvirret her!
Ved firetiden tog vi afsted i taxa, og vi taler ikke om min tilstand om soendagen...

Mandag og tirsdag var jeg syg (og nej, det var ikke (kun) toemmermaend!), hvilket resulterede i, at min chef Jimmy pludselig stod uden for min doer tirsdag eftermiddag, da jeg laa og halvsov. Nu skulle jeg nemlig tjekkes for malaria! Okay saa! Vi gik over til en naerliggende primary school, hvor der er en lille hospitalsafdeling tilknyttet. Her skulle jeg foerst registreres i receptionen, hvor de skrev mit navn og alder i et gammelt brunt skolekladdehaefte, haha. Herefter fik jeg et par ord med den kvindelige laege, som var en af de eneste der kunne engelsk. Hun henviste mig til et rum, hvor der stod en pige paa min alder. Hun gjorde tegn til jeg skulle tage min venstre haand op, og herefter snittede hun mig uden varsel med et slags barberblad i min ringfinger. Noget af blodet fangede hun paa en lille glasplade, som herefter skulle undersoeges. Det var simpelthen saa underligt, den maade de gjorde det paa, eller i hvert fald meget anderledes. Men jeg blev heldigvis erkendt malaria-fri, og kunne gaa hjem med en fin foelelse og nogle sygeligt pink smertestillende piller i tasken...

I hele sidste uge har der vaeret festival paa Tasuba, Bagamoyo College of Art, og det har vaeret fantastisk, men mere om det i naeste indlaeg.

Ps. Jeg har en tilstaaelse. Jeg er begyndt at nyde de kolde "bade" med en spand vand over hovedet. Jeg savner ikke brusebad som saadan! Og heller ikke koed, jeg er naermest blevet vegetar! Der maa vaere et eller andet galt med mig, i hvert fald.
Pps. Har IGEN proevet at laegge billeder ind, men den gider simpelthen ikke. Velkommen til Afrika. :)

Baga Baga eh eh!

Argh, jeg kan slet ikke fatte halvdelen af tiden naesten er gaaet – tiden flyver sindssygt hurtigt altsaa. Sidste fredag var vi med nogle af boernene paa stranden, da det er deres ”legedag” (det burde vaere legedag hver dag med den alder de fleste har, men bedre end ingenting!) Maja og jeg proevede at laere dem Pepeta-legen, hvor man skal drible og danse med en imaginaer bold i en rundkreds, og den fattede de saa absolut ikke, da man skal taenke lidt selvstaendigt. Men vi lavede Boogie-Woogie (og et par andre lege) og det var da en sikker vinder. Skoen dag med boernene, og saa weekend! 

Sara havde spurgt mig om jeg ville med ud med nogle af de unge dudes fra hendes arbejde, og det loed da meget sjovt. Vi tog hjem til Jumanne, tror jeg han hed, som boede sammen med en anden fyr. De havde et mega hyggeligt vaerelse i et meget fattigt kvarter med dobbeltseng, store plakater af safaridyr og amerikanske rappere og fint gulvtaeppe. Stroemmen var gaaet, saa det eneste der lyste var et stearinlys. Det var aergerligt, for de havde ellers et ordentligt 90’er anlaeg som fyldte 1/3 af vaerelset. Men den ordnede de da nemt, de har nemlig et par musiknumre paa deres gamle Nokia-telefoner. Justin Bieber og Timbaland fuldendte den hyggelige stemning... Haha, vi valgte at tage ned paa en lokal bar og drikke en cola efterfoelgende. Vild ungdom. Jeg gav omgang til alle 6 (de har jo ingen penge) til den svimlende sum af 12 kr! Herefter fulgte de os hjem, da klokken var blevet 23(!) og det var moerkt. 

Dagen efter skulle Monikas 21-aars foeldselsdag fejres, og vi startede ud med en lille picnic foran hendes hus, hvor vi spiste frisk vandmelon og drak juice, som hende og Maja havde forberedt – mega laekkert. Saa fik hun en fin kanga, et kaffekrus og noget Africafe af os, da hun aabenbart gerne vil laere at drikke kaffe. Herefter maatte Maja og jeg en tur hjem igen fordi vi ville lave danske pandekager til mama som en slags afsked – hun havde sagt hun rigtig godt kunne lide pandekager. Saa vi rendte rundt i byen og koebte ind til det og brugte omkring to timer paa at lave det. Og saa spiser hun fandme kun en. Mama tog jo til en by naer Arusha i loerdags, fordi hendes mand og soen bor der i forvejen, og hun har faaet job der. Det vil sige at vi nu egentlig bor alene i et 8-vaerelsers hus med Mariam, vores nanny. Rimelig underligt naar en del af opholdet jo netop er at komme taet paa en afrikansk familie. Mama regner med at komme tilbage en uges tid foer vi tager afsted. Hmm, godt saa.. 
Men Monika skulle jo fejres, saa vi havde aftalt at finde et hotel ved stranden og overnatte paa. Valget faldt paa Beach Bora, som ligger i 1. raekke ud til havet - det er ikke mange steder i verden man faar et stort vaerelse med toilet og bad + havudsigt for 85 kr. Vi tog herefter ned paa Poa Poa, som allerede er blevet vores stamrestaurant, vil jeg vove at paastaa. Dog vidste vi ikke, at de benytter sig af det vildeste roede pornolys om aftenen. Vi forsikrede dog de andre at maden var god alligevel. Her sad vi og spiste mens vi ventede paa Ida, Grusje og vores hippie-laerer fra platformen i Kenya, Tasja. De var ikke overraskende forsinkede i et par timer, men de kom med godt humoer og fik hurtigt bestilt noget mad, da de havde spist vores rester, haha. Vi fik da ogsaa skraalet foedselsdagssang med danske flag og det hele, mens tjenerne foerst gloede meget underligt og herefter doede af grin.
Saa tog vi paa et meget lokalt dansested som var udendoers i en slags gaard, hvor der var en masse lokale maend, et stort dansegulv med diskolys og det obligatoriske skrattende anlaeg.
Sara og jeg fik endelig koebt os en flaske Konyagi, afrikanernes svar paa vodka. Vi blandede den op med cola, men den var godt nok stadig staerk! Jeg faldt senere i snak med Kaya, en fyr med de stoerste dreads jeg har set! Han blev konsekvent ved med at tro jeg var tysker, og det er faktisk en generel opfattelse, at vi er det. Meget faa kender til lille DK. Men han var i hvert fald sjov nok, selvom heeeele byen konstant siger at man hverken skal snakke med eller stole paa fyre med dreadslocks. Synes personligt det er en lettere ubehagelig generalisering. Han var kunstner og lavede blandt andet skulpturer, saa han kom pludselig frem til at han skulle lave en skulptur af mit hoved. Jeg var faerdig af grin! Jeg undskyldte mange gange og sagde at saadan en kunne jeg ikke bare lige have med til Danmark. Det mente han sagtens jeg kunne!
Stedet lukkede desvaerre allerede kl. 00, og de andre ville gerne tilbage paa hotellet, saa der var vi og hyggede lidt. Sara og jeg fandt ud af, at vores vaerelse faktisk var som taget ud af en gyser; der var blodpletter paa myggenettet, knivhuller i lagnet, loebende blod paa vores spejl og lig oppe paa loftet. Men vi vaagnede stadig op til boelgernes brusen og kunne slet ikke vente med at hoppe ud i dem. Dog var det lavvande, saa det der med at hoppe i dem skulle man mindst 100 meter ud for at goere. Men det var stadig bare skoent, og Ida og Grusje som skal bestige Kili i denne uge mente at lidt svoemmetraening var godt for dem! Herefter moedtes vi med de andre paa Old Market, som er kunstnermarkedet her i Baga. Jeg forelskede mig totalt i stedet. Det er et stort overdaekket marked med hundredvis af de smukkeste, farverige afrikanske malerier, en masse smykker, toej, traefigurer, musik og alt hvad mit kreative hjerte begaerer. Jeg har allerede fundet et maleri jeg er noedt til at have. Det koster 160 kr, og ville i DK nok koste 5. - 10.000. Jeg blev desuden vist rundt af en rigtig soed fyr, Idd (udtales Idi) som laver art workshops, og jeg skulle vaere meget velkommen til at joine dem dernede og male selv. Det har Sara og jeg aftalt at goere snart, det bliver saa fedt! 

Paa arbejdet har Maja og jeg brainstormet en masse og faaet gode ideer til projekter osv., saa det skal forhaabentlig nok blive rigtig godt. Jeg opdagede ogsaa, at en af boernene har en skoletaske med Harry Potter paa, jeg blev virkelig roert, for ingen kender min Harry hernede! Jeg tvivler saa ogsaa paa hun kender ham, selvom han er paa hendes taske. Oev, de gaar virkelig glip af noget. Jeg har til gengaeld laest snart 2000 siders HP paa engelsk hernede. Jeg ved Tessie er stolt af mig i det mindste, haha.. De sidste par dage har vi malet en helt masse, som der virkelig ogsaa traengte til. Her snakkede vi meget med maler-duden, min navnebror Tamilla, som er mega sjov, har rastaarmbaand og Bob Marley t-shirt, og stolt fortaeller, at han ryger en morgenjoint hver eneste morgen, haha. 
Naa ja, vi fik ogsaa vores foerste doedstrussel paa vej hjem fra arbejde den ene dag, af en alkoholisk fyr med (gisp) dreadlocks. Det har saa meget noget med haaret at goere, det er jeg sikker paa, eller.. Men han blev ved med at foelge efter os og gaa helt op i ansigtet paa os, og vi bad ham om at lade vaere utallige gange, og til sidst ignorerede vi ham bare. Han blev lidt sur: "Fuck I hate white people, get out of my fucking country now! Go home fucking wazungus! I'm gonna kill you one day!" Og saadan blev han ved lidt tid, indtil han gav op. Hmm. Vil helst ikke moede ham en moerk aften.

Vi har faaet cyklen nu, kun en uge forsinket, men nu er den vi koebte foerst punkteret, og alle steder vil de have mzungu-price for at lave den, saa vi har stadig kun en. Men det gaar nok, man kan sagtens gaa rundt i byen, hvilket ogsaa er nemmere og mindre livsfarligt. Ellers kan man tage en af de utallige motorcykler til et par kroner.
Vi har ogsaa vaeret paa det kaotiske marked endnu en gang, hvor jeg fik koebt nogle nice hvide shorts med stjerner paa, noget neglelakfjerner og... Et haandklaede, langt om laenge! Fantastisk. Vi kunne heller ikke dy os for at koebe en stor chilisovs, som serioest redder ugalien vi faar hver dag til frokost rimelig godt.

Ps, ville gerne have lagt billeder op af vores vaerelse, men det gad den ikke. Sorry!

Et lidt forsinket indlaeg fra en lille netcafe her i Baga.

 De fleste billeder her har relevans til mit forrige indlaeg, men altsaa - you get the picture, right?
Nogle af jer har efterspurgt billeder, og har faktisk ikke rigtigt taget nogen her i Baga endnu.
De to foerste billeder her er fra vores tur til Kibera i Nairobi - fantastisk anderledes sted.

Et af de foerste lokale maaltider i Dar - virkelig afrikansk portion, kaaaempestor. 15 kr.
Grusje var saa soed at bemaerke, at min kylling ligner en stegt froe, lige inden jeg skulle spise den. 

 

Hvem har saa brug for en lastbil?

Igen er Sara og jeg gode til at holde orden - denne gang paa hotelvaerelset. 

Meget moerkt billede af vores Yaya, som sidder og laeser i Majas swahili phrasebook mens hun laver boenner og chapati udenfor. 

En af de mange farverige boder i Dar - de saelger virkelig alt paa gaden. En Dalla Dalla i baggrunden.

Vores virkelig fail strandtur i Dar - ikke lige hvad man forbinder med et tropeparadis, vel?

Soendag skulle vi efter en omgang hvide boller med BlueBand (wannabe smoer) til Dar, da Maja havde glemt sin telefon paa hotellet (Jeg elsker at bo sammen med en, der ogsaa glemmer telefoner!). Vi begav os derfor til Dalla Dalla stationen, hvor vi koerte 65 km for den nette sum af 6 kroner. Jeg er i oevrigt vild med deres princip med at man bare raaber hvis man skal af, og stiller sig et vilkaarligt sted i vejkanten hvis man skal paa. Og saa koerer de hele tiden. Jeg siger det bare.. Ned med DSB og ind med Dalla Dallaer i de koebenhavnske gader! Et passende projekt for vores nye roede regering!
Naa, men vi kom til Mwenge, som omraadet hedder, og tog en tuk-tuk til hotellet, hvor manageren havde passet godt paa telefonen. Han bestilte saa en taxa til Posta, midtbyen, for os, som var mega dyr. 50 kr! Der var bare ingen i hele Afrika der havde fortalt os at intet - som i IN-TET - har aabent om soendagen, i hvert fald ikke i Tanzanias stoerste by. Jeg fandt dog en adaptor hos en gadesaelger, saa nu kan jeg lade min iPod og mit kamera igen. Ellers vadede vi bare rundt og endte ved et uheld nede ved havnekajen, hvor der ligger cirka 45 turistkontorer der alle saelger faergebilletter til Zanzibar eller ture til Kili. Vi blev serioest verbalt overfaldet af 6 maend, der loeb efter os og raabte i munden paa hinanden, at nu skulle vi komme ind paa deres kontor og faa en special price. Da det gik op for dem vi ikke var videre interesserede, begyndte de bare at svine hinanden til i stedet... "No no no, don't listen to this man, he's very very bad!" "He's just trying to get your money, don't talk to him!" Meget modent. Endelig fandt vi et lille spisested i et arabisk kvarter, hvor de havde den stoerste moské jeg har set nogensinde. Vi fik en laekker risret med noget koed af en art, som var godt krydret, til 20 kr. Oven i prisen vaeltede tjeneren endda Pepsi ud over mine lyse bukser.
Pludselig duftede Maja bager og gik helt i selvsving - hun gik ind efter rugbroed men kom ud med en stor sandkage. Serioest, send os noget rugbroed!
Herefter tog vi en dalla dalla tilbage til Mwenge, nu til 50 oere i stedet for 50 kr.
Vi kunne ikke dy os for at kigge rundt paa det store marked med alverdens ting og sager. Vi gik op til en lille musikbiks der laa hoejere oppe, hvor jeg spurgte til en afrikansk sang Sara rigtig gerne vil have paa CD. Han genkendte den straks og satte den paa for fuld skrue, hvorefter Maja og jeg blev grebet af stemningen og begyndte at danse. Pludselig gik det saa op for os at halvdelen af markedet rettede deres oejne mod os. Hvide piger der danser, hvor underligt!
Da vi langt om laenge kom hjem svingede pigerne forbi til en cola i baren, og senere viste vi billeder til mama og Mariam fra Danmark, og de viste os TV-bryllup. Det er simpelthen saa underligt! Rige mennesker betaler en formue for at faa filmet deres bryllup og vist det paa landsdaekkende TV. Det er nok det man maa kalde afrikansk reality-tv. Amalie og Peter i sort version.

Endelig oprandt dagen hvor vi skulle starte paa vores arbejde African Child Daycare Center. Lederen, Jimmi, var der ikke da vi kom, og de andre virkede overraskede over at se os, og spurgte om vi ikke foerst skulle have vaeret der om en maaned. Typisk altsaa. Men det er et meget paent sted sponsoreret af en Robert, en tilsyneladende rig tysker. Det bestaar af et kontor, et "laerervaerelse", et koekken, tre klasselokaler og en legeplads. De er ogsaa ved at faa bygget en spise/sovesal i midten. Jeg ved ikke helt hvor mange boern der er, men omkring 100 tror jeg, fordelt paa baby class, middle class og upper class. Alderen er 3-7 aar, og laererne er paene, unge, afrikanske damer med parykker og taekkelige kjoler - lidt nogle strigler, men jeg tror simpelthen det er den afrikanske undervisningsform. Den er sindssygt disciplineret altsaa.
Man bliver tiltalt Madame (saa foeler man sig jo overhovedet ikke gammel...) og alle boernene har paene uniformer og laksko paa. Deres undervisning gaar i det store og hele ud paa at laere smaa boern engelsk og lidt swahili ved at faa dem til at gentage forskellige ord, bogstaver og tal omtrent 30 gange hver, for det meste i et raabende kor (hvis de ikke raaber hoejt nok, bliver de peget ud og faar skaeld ud eller et dask paa hovedet). Vi har desvaerre ogsaa fundet ud af, at de benytter spanskroer. Jeg gaar altsaa paent meget amok hvis jeg ser dem slaa boernene. Men det kommer jeg nok til. Og os voluntoerer har de ikke lige saa meget respekt for, fordi de ved vi ikke vil slaa dem. Trist at det skal vaere saadan. Der har vaeret over 50 voluntoerer paa stedet foer, saa jeg havde haabet at de havde faaet det afskaffet paa en eller anden maade. Jimmi fortalte os dog, at han meget gerne vil samarbejde med os og de belgiske piger om at faa det afskaffet helt.
Jeg har heller ikke synderligt lyst til at give noget af al mit medbragte legetoej til stedet, da de bruger bamserne til tavlesvampe og plastikskovlene til pegepinde, imens boernene ikke faar lov til at lege med tingene - og der er ellers masser af legetoej. Saa det bliver nok doneret til Sara og Monikas meget fattige boernehjem IMUMA, hvor de maa sidde og skrive i sandet uden for og vitterligt ingenting har.
De foerste par dage har vi mest bare observeret undervisningen, som jo naermest er konstant tavleundervisning, dog med enkelte undtagelser, hvor boernene skal skrive tal eller bogstaver i deres kladdehaefter. Naar man saa spoerger dem efter de har skrevet tyve 12-taller, hvilket tal det er, siger de gerne at det er 8 eller 27 maaske. De fleste af dem har ingen anelse om hvilket tal det er, fordi de faar saa meget udenadslaere via tavlen. Der er dog nogle faa meget kvikke hoveder, som ogsaa ynder at lege laerere med pegepind og tavle, naar de faar lov. Hvis nogen mister koncentrationen (og de bliver altsaa gerne undervist en time eller halvanden kun afbrudt af et par sanglege) bliver de enten truet med en straf eller ydmyget ved tavlen, fordi de ikke har hoert efter. Der er soerme plads til forbedringer.

Tirsdag skulle jeg saa undervise rigtigt for foerste gang - jeg var blevet bedt om at forberede alfabetet med en tegning til hvert bogstav, som jeg lavede paa tavlen. Saa var det ellers bare om at pege og gentage en hel del gange, og variere det lidt. Ved C havde jeg tegnet "Camera" og det var ret sjovt, de sagde alle sammen picture de foerste gange. De er jo vant til at raabe "picture picture" fordi de hjertens gerne vil have taget billeder. Det var sjovt at proeve, men jeg tilpassede mig rimelig meget deres undervisningsmetode, saa det vil jeg gerne aendre fremover.
Indroemmet, det er svaert at lave saa meget andet end tavleundervisning, naar der er 40 vilde boern. Vi straeber dog efter at faa lov at inddele dem i mindre grupper af og til og lave kreative eller sportslige aktiviteter med dem. De fik lov at farvelaegge tegninger fra en malebog forleden, med én virkelig daarlig tusch hver. Det er da ikke sjovt naar man ikke maa bruge forskellige farver.

Vi har vaeret paa det vildeste, mest kaotiske marked som er hver mandag to gader fra os. Der er alt - undtagen haandklaeder, selvfoelgelig. Maja og jeg fik koebt os nogle flotte farvede toerklaeder som vi fik pruttet ned til halv pris. De giver os jo aandsvagt hoeje priser fordi vi er wazungu. Men hold da op, loppemarkeder i Danmark go home siger jeg bare!
Samme dag skulle vi ogsaa koebe os en ny cykel, da skolen har en fra en tidligere voluntoer vi kan laane (gad vide hvornaar vi faar den, det er fire dage siden nu, og den er stadig ved at blive pumpet) og det skulle James, Marias chef, hjaelpe os med. Han havde en cykel staaende til 95.000, men det gad vi sgu ikke vaere med til. De andre havde givet 60 for deres. Saa vi gik lidt rundt i byen og proevede at finde alternativer med ham, og alt imens vi hyggesnakkede kostede cyklen pludselig kun 70.000. Helt fint for os. Det er kun omkring 300 kr, men til gengaeld er det ogsaa virkelig en skodcykel uden bremser, gear eller cykelkurv.

Der er en afrikansk ret der har givet Maja og jeg traumer for livet - noget der er lige saa slemt som foeromtalte kokosnoed. En af vores mamas livretter er ndizi na kasawa, som er en aekel ret vi fik til aftensmad uden tilbehoer. Det er bananer og kasawa (hvad end det er) kogt op med vammel, tyk kokossovs! Det var det mest kvalmende maaltid der bare voksede i min mund, og jeg kunne under ingen omstaendigheder spise det op, foej. Desuden har vi efterspurgt fisk, og det tager de saamaend meget bogstaveligt - vi snakker HELE stegte eller kogte fisk, som man ellers selv faar lov til at partere. Maja var ved at spise en finne den anden dag, og jeg fik en fisk der var med rogn med virkelig store, kuglerunde haarde aeg. Mama sagde jeg bare kunne spise dem, de var laekre. Vi skal vist lige vaenne os af med at vaere saa sarte. Ellers er maden skam god, og det er saa laekkert at vi bare kan koebe friske frugter og avocado i de smaa boder paa vej hjem fra arbejde. Til gengaeld har de aldrig hoert om chips i det her land. Meget godt for mig egentlig, at de eneste man kan faa er med beef, fried chicken og andre klamme sager. Hvor skriver jeg dog meget om mad egentlig - det er bare saa anderledes her.

Bagamoyo Baby

Mamboooo.

Jeg er endelig kommet ud til min familie i Bagamoyo efter naesten en uge i Dar, hvor vi taalmodigt ventede paa vores arbejdstilladelser, som vi stadig ikke har modtaget. Hvad kan man goere, det er Afrika, haha. Vi fik os ellers nogle gode dage i storbyen alle sammen, dog med en nederen strandtur i graa- og blaesevejr med skrald i strandkanten, oev! Vi saa en mand paa vejen hjem der havde verdens stoerste og klammeste bylder paa halsen og i hovedet, de var serioest paa stoerrelse med store vindruer. Bare bonusinfo...
Den aften tog vi ogsaa paa en meget lokal restaurant ved navn Bulls Park (skide hyggeligt navn) som udefra saa meget... lokal og almindelig ud, men indenfor var lavet om til et stort moerkt koeleskab med ultralys(?). Vi valgte saa at sidde udenfor og faa serveret en masse friturestegte sager som bananer, samosa, pomfritter og chapati.
Vi har ogsaa faaet de bedste stenovnspizzaer paa et "dyrt" sted, hvor pizzaen kostede 40 kr.

Nok om mad, fredag eftermiddag kom vi saa endelig afsted til vores placeringer med en smule sommerfugle i maven. Og paa en sidste koeretur med vores tungnemme chauffoer vi i sidste oejeblik fandt ud af hed Dismas. Ikke saa taet paa vores gaet, men hvad fanden.
Maja og jeg fik den varmeste velkomst af vores nanny, Mariam, der var ét stort grin fra begyndelsen. Hun smed min 16 kilos taske paa hovedet og viste os ind i huset med et "karibuni sana!". Huset er virkelig stort efter afrikansk standard, der er en lang og lidt creepy gang, otte mindre vaerelser og en entré. Det er lidt svaert at forklare, men I skal nok faa billeder paa et tidspunkt. Mariam er en stor afrikansk mama, 37 aar og har det skoereste grin. Og saa taler hun i oevrigt ikke et ord engelsk. Det er vildt underholdende, saa til vores ankomstmiddag med kuku og wali (kylling og ris), begyndte hun straks at laere os flere swahili ord. Vi gik herefter en lille tur i omraadet paa de smukke sandveje med masser af farverige hytter og huse langs siderne og boern overalt, der alle raaber MZUNGU! WAZUNGU!efter én, hvilket er OK irriterende i laengden. Man kan bare ikke blive sur paa dem.

Hvor resten af vores nye familie befandt sig, fik vi dog ikke rigtigt fat i. Det viste sig at vores mama foerst ankom kl. 21 om aftenen, da hun havde vaeret paa en 12 timers rejse fra en by naer Arusha, som jo er i det nordvestlige Tanzania. Da sad vi i vores lille hyggelige stue og saa HOEJT TV paa swahili med Mariam, da hun kom ind og gav os et kaempe kram. Hun havde vaeret paa besoeg hos sin mand og soen, Christian, som nu bor ved faren. Vi havde faaet at vide han boede her. Lucy, datteren, gaar paa Secondary School i Dar, saa faktisk bestaar familien kun af Dina, Mariam og nu Maja og jeg. Men det er ogsaa hyggeligt. Vores vaerelse er gult, vi har en stor dobbeltseng med myggenet, og to store vinduer uden glas i, men kun tremmer og net. Saa her er forfaerdeligt lydt, isaer naar man skal sove: haner der galer klokken to om natten, boern der graeder laenge klokken seks om morgenen, person i klipklappere der vader rundt foran vaerelset frem og tilbage ved midnatstid, moské der braeger klokken lort om morgenen og generelt bare folk der raaber. Og taler. Naar jeg gerne vil sove. Vores vaerdigenstande maa foroevrigt helst ikke ligge ved vinduerne, for de har oplevet at folk skaerer nettet op og fisker efter de riges ting.
Vores toilet er en pladsbesparende 3-i-éner: toilet, vask og bad i et. Laekkert, ikke? Der er heller ingen doer til det, da det ligger inde i vores vaerelse. Vandet til alt (tandboerstning, skylle ud, bade, vaske haender osv.) henter vi uden for huset i store spande. Det er egentlig ikke saa slemt som det lyder, men man bliver overraskende glad naar man finder restauranter med traek og slip-toilet.
Den foerste aften sov jeg sent, og morgenen efter stod jeg op til et skoent morgenbad = at haelde iskoldt vand fra en spand ud over sig selv mens man bander og koncentrerer sig om ikke at falde ned i hullet fordi man ikke er vaagen endnu. Jeg savner varme aftenbade med bruser og gulvvarme, haha. Vi gav mama vores vaertindegave (Georg Jensen julepynt) til morgenmaden bestaaende af de foeromtalte "klejner", som dog er bedre her end i Kenya. Herefter begav vi os paa opdagelse i byen, som faktisk er ret stor. Vi er i hvert fald faret vild op til flere gange. Gaderne er smukke, folk er glade og man kan koebe de underligste ting. Overalt er her hyggelige markeder, farvestraalende frugtboder og smaa barer og restauranter. Tilsat en sindssygt chill stemning, sand overalt og abnormt mange cykler og motorcykler (med smartasses der dytter helt vildt). Jeg har ikke taget nogle billeder endnu (shame on me), men jeg vil gerne give bare et lille indtryk af, at jeg ikke er saa turistet og hvid som de alle tror. Som om. De siger konstant velkommen til én, gad vide om de ogsaa goer det om to maaneder.
Efter en smule besvaer fandt vi vej til stranden, hvor vi lige moedte Maria og hendes mama - hun bor i oevrigt kun et par hundrede meter fra os. Det foerste vi saa var en kaempe mindesten der staar et sted hvor de haengte en helvedes masse slaver. Rimelig nederen, men det glemte vi da vi traadte ud paa den smukke strand med klart blaat vand, kridhvidt sand, tusindvis af palmer og lokale fiskerbaade vuggende i det lave vand. Fantastisk! Vi fik straks selskab af en fyr med dread locks og rastafari-armbaand der praesenterede sig som Crazy Drummer. Han var nu meget soed, og kunne naesten flydende engelsk i forhold til saa mange andre. Var i oevrigt meget ivrig for at vise os byen og dansestederne. Vi ville nu gerne bare smide os ud i boelgerne, saa han maatte vente paa stranden siddende med sin medbragte swahili-italian dictionary (hvorfor?) og sin gamle ven Jakoboo, som vi ogsaa stoedte paa. Vandet var naermest kogende. Helt fantastisk varmt. Dog ogsaa fantastisk salt. Hmm. Men det var virkelig skoent endelig at faa lov til at bade. Drengene fulgte med os hen langs stranden igen, og da vi havde gaaet et godt stykke, var Maja overbevist om, at hun havde glemt eller tabt sit ur. Saa hende og Crazy Drummer, hvis rigtige navn skulle vaere Duracell (det kan han bare ikke mene!) gik tilbage for at lede efter det. Imens sad jeg tilbage med en soed, smilende fyr, som ikke kunne et ord engelsk. Saa han valgte at koebe en frisk kokosnoed til os hver, som saelgeren skar for os. Her sad vi saa i sandet med hver vores eksotiske kokosnoed og havde et fantastisk moment. Eller NAARH NEJ, hvorfor er der ingen der har fortalt mig hvilken forfaerdelig spise kokosnoedder er? Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Konsistensen er jo noejagtigt som splattet vandmand. Og hvad goer man saa, naar en fattig afrikansk fyr har vaeret saa soed at koebe saadan en til den hvide, sarte pige? Man tvinger det ned i halsen mens man smiler og nikker. Indtil Maja og trommefyr kommer og spiser med, saa man ikke behoever lide laengere. Aev! Man kan ogsaa doe af at blive ramt af en faldende kokosnoed. Konklusion: Lortefrugt/noed/hvad-end-det-er! I oevrigt laa Majas ur i min taske, efter hun havde panikket en hel del over at det nok var stjaalet.
Heldigvis fandt vi den laekreste lille lokale restaurant taet paa stranden, hvor vi sad i en lille gaardhave med hyggelig musik og soede tjenere og fik pizza og chips-mayai.
Herefter kunne vi ikke finde hjem, og heller ikke finde badehaandklaeder et eneste sted. Vi har kun vores smaa tynde rejsehaandklaeder med, saa hvorfor saelger de ikke saadan noget i en badeby? I don't get it. Til gengaeld kan man faa madrasser og senge over alt. Hmm. Til aftensmad fik vi vores afrikanske livret, chapati, som Mariam sad og tilberedte uden for over kul. Der er ikke noget der hedder ovne eller komfur her! Senere boed mama paa en valgfri oel i hendes bar - det er fantastisk, hun har en hyggelig udendoers bar med baade radio og et overordentligt hoejlydt TV, oel, sodavand (vi drikker seriost mange kolde colaer, de er alle paa glasflaske hernede, mmm!). Det var lige det jeg manglede. En reservemor med tilhoerende bar. Jeg drak en Serengeti-oel og Maja fik en Tosker (den med elefanten paa). Saa sad vi ellers med bartender-Fasili og Jakoboo fra stranden og proevede at foere en samtale paa kiswahili ud fra Majas lille phrasebook. Noget af en udfordring, men en rigtig hyggelig aften!
Jeg vender snarest tilbage med endnu en opdatering og forhaabentlig nogle billeder fra det smukke, eksotiske Bagamoyo.

En hurtig hilsen fra Dar

Ja, jeg er vel ankommet til Dar es Salaam i soendags. Vi var syv piger der skulle hertil, og vi bor paa et luksurioest hotel plantet midt i de lokale gader og butikker. Der var ikke plads paa MS Guesthouse, da det er fyldt med nye voluntoerer. Men hotel med eget bad/toilet og en fantastisk blaeser + aircondition er nu ogsaa okay. Vi klager ikke.
Jeg vil da lige berette om vores sidste dag som samlet hold i Nairobi - det var en fantastisk, omend lidt stresset dag. Da vi ankom til byen med lidt afrikansk forsinkelse, var vi kun lige inde og smide bagagen paa YMCA, hotellet, foer vi drog mod Kibera, byens beroemte slumkvarter med omkring 1 mio. indbyggere.
Vi fik en guide hver og blev delt ind i tre grupper, saa vi ikke saa alt for turistede ud. Rimelig usmageligt koncept, btw, at betale penge for at komme ud og se fattigdommen. Men det er jo ikke den indstilling vi kommer med - det er nysgerrighed, aabenhed og spoergsmaal til de mange soede mennesker. Som man hoerer om Kibera i medierne er der jo fandme mord paa hvert andet gadehjoerne, men der var simpelthen en fantastisk stemning, ingen truende miner - kun en masse smil, hilsner, "HOW ARE YOU? HOW ARE YOU?" fra boernene og "have a look in my shop" fra saelgerne. Okay, og ogsaa en helvedes masse skrald og menneskelort over alt + rabies befaengte hunde fyldt med lopper.
Vi saa endnu en kvindegruppe og ogsaa en stor gruppe muskuloese maend, der lavede de mest fantastiske smykker ud af ko- og kamelknogler. Very delicious indeed... Man indaandede bare knoglestpev i 10 minutter.
Efter det enormt interessante besoeg skulle vi skynde os tilbage paa hotellet og goere os klar - 14 mennesker paa under en halv time, uden bade der virkede = truckerbad/etagevask - vi var nemlig blevet inviteret paa middag hos B.J., som er inder og chef for ActionAid Kenya. Han var ude paa platformen og besoege os, og saa ville han gerne give middag i Nairobi. Vi blev koert ud til et meget smukt lejlighedskompleks, der lignede noget fra Spanien eller Italien. Mega luksus. Vi hilste paa ham og hans soede kone, og satte os udenfor under et halvtag ved et langt bord, lige ud til den oplyste swimmingpool. Der fik vi saa et af vores livs bedste maaltider bestaaende af det laekreste indiske mad; naanbroed, butter chicken, chicken masala, krydrede ris, kartoffelret, det laekreste grillede ost, groentsager i massevis og meget andet. Nu har jeg desvaerre ikke forstand paa indisk mad som saadan, men der er da noget jeg er gaaet glip af! Det var simpelthen saa godt. Stemningen, snakken, maden, oellen, vinen og gaestfriheden. Melanie og jeg sad i vores begyndende brandert og talte laenge med konen om indisk kultur. Hun var foedt og opvokset i Delhi og havde rejst meget rundt.
Herefter takkede vi mange gange for den himmelse middag og de fleste af os begav os til The Black Diamond, som skulle vaere THE place at gaa i byen i Nairobi. Det var det saa sandelig ogsaa. Der var sindssygt meget gang i den, der kom flere og flere mennesker, og vi gav den virkelig gas. Det laa paa foerste 2. sal, saa der var den stoerste tagterrase med udendoers bar og et stort dansegulv. Desuden en fed blanding af lokalt og The Voice musik. Drinks kostede mellem 20-40 kr, og en oel 15 kr.
Man fik godt nok mange tilbud, telefonnumre og drinks som hvid pige - vi fandt saa efterfoelgende ud af, at The Black Diamond var kendt som de prostitueredes paradis. Hmmm. Okay saa. Det var stadig mega sjovt og en stor fest, saa hvad fanden! Sjovt var det til gengaeld ikke da vi skulle hjem, og en af pigerne var blevet vaek. Hende ventede vi saa paa fra kl. 4.30 til 6 om morgenen foer hun endelig dukkede op. Det blev til en times soevn for vores vedkommende og saa op og mod lufthavnen. Vi er stadig unge...

Da vi ankom til Dar efter en times flyvetur var der selvfoelgelig en helvedes ventetid paa visum, og da vi kom ud blev vi angrebet frontalt af en hedeboelge uden lige. Herefter blev vi koert til hotellet af vores nye privatchauffoer(!) Desmond/Desmus/vi fik aldrig fat i hans navn, og blev stoppet af politiet paa vejen, der lige skulle sikre sig, hvem der gemte sig bag de tonede ruder i Brian-bilen.
Herefter var vi ude og spise paa det vaerste pizzeria nogensinde. Bunden mindede mest om en slatten cheeseburger-bolle fra McD (apropros McD: her er ingen. Som i overhovedet ingen. Hverken i Kenya eller Tanzania!) og kyllingen var fyldt med ben og sener. Osten var plastik og i oevrigt var der oliven paa, som jeg hader. Oev oev oev. Stod meget staerkt i kontrast til den indiske middag i Nairobi!
Dagen efter skulle vi foerst ud paa ActionAids hovedkontor, hvor vores chauffoer ikke formaaede at finde vejen og Grusje startede sit voksende had til ham, men endelig kom vi frem og moedte vores landekoordinator, Stella, som simpelthen er den soedeste kvinde. Vi fik endnu en introduktion til vores placeringer, og saa var det ud og koebe nyt SIMkort og anden proviantering i det store Mall som jeg ogsaa sidder i i skrivende stund. Det kunne serioest lige saa godt have ligget i Orlando eller New York. Det er saa amerikansk og kaempestort! De har ogsaa en McD-kompensation kaldet Marry Brown, saa det er til at faa en snasket burger om noedvendigt.

Vi har vaeret ude og spise saa mange steder hernede, fordi der kun er morgenmad paa hotellet, som jeg i oevrigt ikke har set skyggen af. Hellere sove 20 minutter laengere end at faa scrambled eggs og toastbroed. Er jeg maerkelig?  Jeg kan i oevrigt ikke naa at skrive flere ting nu, da min computertid loeber ud om to min. Fuck net-cafeer.

Ps. I gaar saa vi en stor fed mand paa en lille boernecykel. Han var meget serioes og cyklede ivrigt afsted. Det saa ret sjovt ud.

Jeg lader i denne omgang billederne tale for sig selv, da jeg har meget travlt!

Nu er Kenya-eventyret ved at vaere ved vejs ende, og det betyder et sidste blogindlaeg herfra.
Jeg har en million ting at berette om, men det er der bare ikke tid til. Loerdag morgen forlader vi nemlig platformen for at koere til Nairobi, hvor vi skal se det kaempe slumomraade Kibera og herefter ud og have en oel eller to den sidste aften vi har sammen. Soendag middag flyver jeg til Dar es Salaam med de seks andre skoenne kommende tanzanianere, hvor vi skal tilbringe de foerste tre dage.
I sidste uge var vi blandt andet langt ude paa landet og se en HIV/Aids organisation med 220 HIV-positive medlemmer. Deres kontor var mindre end mit vaerelse paa Vordingborggade, men de saa ud til at have godt styr paa det og holdt ofte moeder. Herefter drog vi om muligt meget laengere ud paa landet, hvor Samuel, formanden, bor med sin HIV-positive kone og deres tre helt raske boern.
Der saa vi hvordan de boede mens de serverede kogte kartofler og var meget gaestfri. Vi kunne spoerge dem om lige det vi ville, og fandt ud af at man som HIV-smittet sagtens kan have et helt normalt liv – ogsaa i Afrika.
Aftenen efter holdt vi bonfire night med Daraja-pigerne, som moedte op glade, fnisende og rimelig overgearede – vi fik alle et kram af dem, trods vi daarligt havde snakket med dem. Herefter stod den paa baal, sang, bootyshaking og hviske-tiske lege, mens socializing gruppen lavede fladbroed paa grillen og spandevis af popcorn. Pigerne sang en virkelig smuk sang for os, og vi var alle helt tryllebundne, lige indtil de sang My Heart Will Go On, og det loed mere som en flok gaardkatte der blev hevet brutalt i halen paa samme tid. Hmm. Men super hyggelig aften med fantastisk stemning!

De to naeste dage lavede vi kortfilmprojekt i grupper med temaet Ung i et u-land. Vi skal deltage i konkurrencen om en jordomrejse fra Kilroy. En gruppe lavede film om en tidligere politimand, som var staerkt imod korruption, en anden gruppe var i Nanyukis faengsel og interviewe en indsat der havde gamblet for meget, og nogen lavede film om en mand der arbejder med heste (the Horsedude). Vores gruppe valgte at interviewe en 21-aarig pige, Rhoda, som bor og arbejder frivilligt paa et naerliggende boernehjem, som hun faar betalt sin Secondary School af. Hun har haft en haard opvaekst med en far der doede da hun var 6, en led og voldelig stedfar, og hun er flygtet hjemmefra flere gange. Hendes droem er at blive gospelsanger, for hun elsker gud og gud elsker bestemt ogsaa hende. Men alt det kan I jo se, naar filmen bliver lagt op.

Fredag morgen stod vi op klokken jeg-doer for at begive os mod Maasai Mara, den beroemte savanne der graenser op til Tanzanias Serengeti-slette. Der var viiirkelig langt!  Som i 10 timer. Og ca. 70% af tiden med veje med flere huller end asfalt, eller slet ingen asfalt. I sandhed et bumpy ride, og vores chauffoer maa vaere foelelsesloes i roeven, for ingen huller var for dybe at raese hen over!
Men vi naaede da langt om laenge frem til Mara Chui Camp, hvor vi hurtigt blev indlogeret i nogle fine, hyggelige hytter og herefter skulle ud paa den foerste safaritur. Her saa vi blandt andet loever og den smukkeste solnedgang med de klassiske savannetraeer i forgrunden. Vi saa ogsaa en masse zebraer (mit yndlings-savannedyr, jeg er paent ligeglad med de ikke er sjaeldne) og gnuer i massevis. Gnuer er sindssygt grimme og ligner en krydsning mellem mange dyr. Som Frederik siger, er alle dyreunger soede, undtagen gnu-unger. De er jo vildt aekle alle sammen. Og de draebte Mufasa. Vi kan ikke lide gnuer.
Det er altsaa bare et genialt koncept med biler hvor taget kan aabnes, bortset fra naar der endnu en gang er bump og man slaar hovedet op i en meget haard kant. Av. Tobias og jeg (de to spejlrefleks-noerder) blev hurtigt meget enige om, at man skulle have anskaffet sig et zoom objektiv foer man tog paa safari! Vores zoom er elendig, og da bilen i forvejen ikke koerer saerligt taet paa dyrene, blev mange af de foerste dyrebilleder smaa prikker i graesset. Det var en anelse skuffende, isaer naar man passerede biler fyldt med japanere, der havde objektiver de daarligt kunne baere, som stak omkring en meter(!) ud fra bilen. Dem og deres teknik, tsk...
Bortset fra det var det en fed tur, som blev fuldendt da vi vendte hjem til spaghetti med koedsovs! Selvfoelgelig med Tusker oel til, alt i mens vi sad og delte sjove historier om vores kaelenavne. Da det var ved at vaere godnattid, tog vi lige et spil 31 i nogle af pigernes hytte. Jeg fik dem alle sammen til at hoppe op af sengen, da jeg saa et stort firben pile op ad vaeggen.
Naeste morgen var det op tidligt og spise utroligt sukrede pandekager, omelet og toastbroed foer vi tog ud paa en heldagstur. Noget af det foerste vi saa var en loeveparring. Det varede cirka fem sekunder, foer begge parterne faldt dybt udmattede om paa jorden. Haha, i oevrigt med ca. 15 safaribiler fyldt med dumme turister som tilskuere. Herefter saa vi et par strudse (Maja: Ej se, den skal til at flyve!) og endelig en elefantflok paa cirka 5. Utroligt store, rolige og underlige dyr.
Lidt senere paa dagen var vi heldige at se to hyaener, som faktisk er ret sjaeldne. Melanie sad med sit vindue aabent da de kom taettere paa bilen og alle ventede i spaending, men valgte saa at skrige op idet hun rev sit vindue i, for hyaener er det dyr hun er mest bange for. Vi andre ville dog gerne have set dem lidt taettere paa. Udtrykket at noget stinker som selvdoed gnu har vi ogsaa faaet opklaret. Der ligger mange skeletter og halvraadne aadsler rundt omkring, og man kan lugte de doede gnuer kraftigt paa 100 meters afstand. Foej, det er forfaerdeligt.
Senere saa vi den soedeste loeveunge der kravlede rundt oppe paa sin sovende mor, legesyg og forventningsfuld – men moren ville vist gerne have sin middagslur, for hun valgte i hvert fald at skaelde ungen ud paa bedste loevemanér: broele den lige op i hovedet med blottede, knivskarpe taender, hvorefter hun daskede den vaek med poten.
Vi har ogsaa set en masse kaempe flodheste, hvoraf den ene valgte at blotte sit kaempe gab for os, store, fede krokodiller der ville faa far til at besvime, tre Pumbaer aka vortesvin, tre geparder (meget sjaeldne) og en leopard der laa majestaetisk i et trae med halen dinglende ned (Maja: Se oppe i traeet! Der er en sjov abe!). Desuden var der et utal af rovfugle, isaer gribbe, som nyder at stikke hovedet langt ind i de stinkende gnuer for at faa et festmaaltid. Mmm.

Vi vendte hjem godt udmattede efter 10 timer i bilen, dog med tanken om at Mt. Kenya holdet nok havde det lidt haardere end os. Igen var der god mad med koed, og efterfoelgende satte Sara og jeg os ud paa til baalet og snakkede med en Masai paa vores egen alder. Navnet fik vi vist aldrig fat i, men soed og hyggelig, det var han. Han fortalte os at hans far har fire koner, og han derfor har intet mindre end 16 soeskende. Han havde ogsaa hele outfittet paa med farvestraalende taeppe, staven i haanden, vild perlehalskaede og meget stretchede oerer. Han ville kun have én kone, og det skulle vaere en han elskede og omvendt – hun maatte meget gerne vaere dansk, haha. Efter snakken koebte jeg en fin zebra-maske af ham, de saelger simpelthen saa mange fine ting.
Paa sidstedagen skulle vi ud klokken lidt over seks og koere den sidste tur, og morgenfriske Camilla her glemte selvfoelgelig sit kamera og opfattede det foerst midt ude paa savannen, da hun var vaagnet. Men det viste sig det ikke gjorde noget, da vi absolut intet saa af interesse, saa det var bare om at komme hjemad. Chauffoeren Charles havde jo sagt at det kun tog syv timer, men hjemturen tog saa 11 (og vi havde koert tre timer i forvejen om morgenen). Vi koerte cirka to timer midt ude i ingenting, der var hverken huse, traeer eller veje, kun gnuer, koeer og graes. Vi maatte tilmed krydse en ret dyb flod, og vi undrede os lidt over valget af vejen. Det viste sig saa at vi var lidt paa flugt fra politiet, der havde noteret nummerpladen fordi Maja og Frederik havde siddet oppe paa taget en del af safarituren, hvilket er ulovligt. Simpelthen saa komisk at det var derfor vi koerte den fuldstaendigt sindssyge vej som ikke var en vej overhovedet!
Vi stoppede og spiste frokost og lidt efter koerte Charles ind til siden for at koebe en ordentlig saek khat - eller miraa som det hedder i Kenya. Det er ikke ulovligt, saa vi undrede os over han daekkede det med et taeppe i bagagerummet. Klokken ni om aftenen ankom vi endelig til Daraja, og det foeltes skoent at komme hjem. Paa tre dage har vi koert omkring 40 timer med den samme chauffoer, den var vist ikke gaaet med de strenge EU-regler derhjemme.

I loebet af denne sidste uge har vi forberedt undervisning og herefter undervist i enten matematik, engelsk, idraet eller billedkunst. Gaet hvilken en jeg var paa. Sara og jeg styrede totalt til at tegne halvnoegne mennesker paa tavlen – og en elefant efter oenske fra en af klassens piger. De var kun 16, fordi de var delt op i fire grupper. Tidligere da vi skulle observere deres science undervisning var de omkring 70 i ét lokale. Deres headmaster var virkelig en nar som kommanderede rundt med dem, ”SIT DOWN!” osv. Men det var en fed oplevelse.
Vi har ogsaa brugt en aften paa at spille Bao med nogle gamle, halvgnavne Maasai maend, som kom her for at laere os det. Det er lidt som kalaha, bare med andre regler. Vores mand grinte dog konstant af Nina og jeg, selvom han ikke kunne forstaa et hak engelsk.
I gaar havde vi Maasai tema og de kom om aftenen og dansede for vildt for os – vi blev tilmed ogsaa hevet med i den vilde hoppedans med underlige lyde, og efterfoelgende kunne vi koebe flotte haandlavede ting og sager. Jeg har dog ikke flere penge, de sidste skal bruges paa at betale for min internettid.
Jeg vil vaere tilbage i Tanzania snarest muligt, dog nok med en del faerre opdateringer! Baadaye!