Jeg lader i denne omgang billederne tale for sig selv, da jeg har meget travlt!

Nu er Kenya-eventyret ved at vaere ved vejs ende, og det betyder et sidste blogindlaeg herfra.
Jeg har en million ting at berette om, men det er der bare ikke tid til. Loerdag morgen forlader vi nemlig platformen for at koere til Nairobi, hvor vi skal se det kaempe slumomraade Kibera og herefter ud og have en oel eller to den sidste aften vi har sammen. Soendag middag flyver jeg til Dar es Salaam med de seks andre skoenne kommende tanzanianere, hvor vi skal tilbringe de foerste tre dage.
I sidste uge var vi blandt andet langt ude paa landet og se en HIV/Aids organisation med 220 HIV-positive medlemmer. Deres kontor var mindre end mit vaerelse paa Vordingborggade, men de saa ud til at have godt styr paa det og holdt ofte moeder. Herefter drog vi om muligt meget laengere ud paa landet, hvor Samuel, formanden, bor med sin HIV-positive kone og deres tre helt raske boern.
Der saa vi hvordan de boede mens de serverede kogte kartofler og var meget gaestfri. Vi kunne spoerge dem om lige det vi ville, og fandt ud af at man som HIV-smittet sagtens kan have et helt normalt liv – ogsaa i Afrika.
Aftenen efter holdt vi bonfire night med Daraja-pigerne, som moedte op glade, fnisende og rimelig overgearede – vi fik alle et kram af dem, trods vi daarligt havde snakket med dem. Herefter stod den paa baal, sang, bootyshaking og hviske-tiske lege, mens socializing gruppen lavede fladbroed paa grillen og spandevis af popcorn. Pigerne sang en virkelig smuk sang for os, og vi var alle helt tryllebundne, lige indtil de sang My Heart Will Go On, og det loed mere som en flok gaardkatte der blev hevet brutalt i halen paa samme tid. Hmm. Men super hyggelig aften med fantastisk stemning!

De to naeste dage lavede vi kortfilmprojekt i grupper med temaet Ung i et u-land. Vi skal deltage i konkurrencen om en jordomrejse fra Kilroy. En gruppe lavede film om en tidligere politimand, som var staerkt imod korruption, en anden gruppe var i Nanyukis faengsel og interviewe en indsat der havde gamblet for meget, og nogen lavede film om en mand der arbejder med heste (the Horsedude). Vores gruppe valgte at interviewe en 21-aarig pige, Rhoda, som bor og arbejder frivilligt paa et naerliggende boernehjem, som hun faar betalt sin Secondary School af. Hun har haft en haard opvaekst med en far der doede da hun var 6, en led og voldelig stedfar, og hun er flygtet hjemmefra flere gange. Hendes droem er at blive gospelsanger, for hun elsker gud og gud elsker bestemt ogsaa hende. Men alt det kan I jo se, naar filmen bliver lagt op.

Fredag morgen stod vi op klokken jeg-doer for at begive os mod Maasai Mara, den beroemte savanne der graenser op til Tanzanias Serengeti-slette. Der var viiirkelig langt!  Som i 10 timer. Og ca. 70% af tiden med veje med flere huller end asfalt, eller slet ingen asfalt. I sandhed et bumpy ride, og vores chauffoer maa vaere foelelsesloes i roeven, for ingen huller var for dybe at raese hen over!
Men vi naaede da langt om laenge frem til Mara Chui Camp, hvor vi hurtigt blev indlogeret i nogle fine, hyggelige hytter og herefter skulle ud paa den foerste safaritur. Her saa vi blandt andet loever og den smukkeste solnedgang med de klassiske savannetraeer i forgrunden. Vi saa ogsaa en masse zebraer (mit yndlings-savannedyr, jeg er paent ligeglad med de ikke er sjaeldne) og gnuer i massevis. Gnuer er sindssygt grimme og ligner en krydsning mellem mange dyr. Som Frederik siger, er alle dyreunger soede, undtagen gnu-unger. De er jo vildt aekle alle sammen. Og de draebte Mufasa. Vi kan ikke lide gnuer.
Det er altsaa bare et genialt koncept med biler hvor taget kan aabnes, bortset fra naar der endnu en gang er bump og man slaar hovedet op i en meget haard kant. Av. Tobias og jeg (de to spejlrefleks-noerder) blev hurtigt meget enige om, at man skulle have anskaffet sig et zoom objektiv foer man tog paa safari! Vores zoom er elendig, og da bilen i forvejen ikke koerer saerligt taet paa dyrene, blev mange af de foerste dyrebilleder smaa prikker i graesset. Det var en anelse skuffende, isaer naar man passerede biler fyldt med japanere, der havde objektiver de daarligt kunne baere, som stak omkring en meter(!) ud fra bilen. Dem og deres teknik, tsk...
Bortset fra det var det en fed tur, som blev fuldendt da vi vendte hjem til spaghetti med koedsovs! Selvfoelgelig med Tusker oel til, alt i mens vi sad og delte sjove historier om vores kaelenavne. Da det var ved at vaere godnattid, tog vi lige et spil 31 i nogle af pigernes hytte. Jeg fik dem alle sammen til at hoppe op af sengen, da jeg saa et stort firben pile op ad vaeggen.
Naeste morgen var det op tidligt og spise utroligt sukrede pandekager, omelet og toastbroed foer vi tog ud paa en heldagstur. Noget af det foerste vi saa var en loeveparring. Det varede cirka fem sekunder, foer begge parterne faldt dybt udmattede om paa jorden. Haha, i oevrigt med ca. 15 safaribiler fyldt med dumme turister som tilskuere. Herefter saa vi et par strudse (Maja: Ej se, den skal til at flyve!) og endelig en elefantflok paa cirka 5. Utroligt store, rolige og underlige dyr.
Lidt senere paa dagen var vi heldige at se to hyaener, som faktisk er ret sjaeldne. Melanie sad med sit vindue aabent da de kom taettere paa bilen og alle ventede i spaending, men valgte saa at skrige op idet hun rev sit vindue i, for hyaener er det dyr hun er mest bange for. Vi andre ville dog gerne have set dem lidt taettere paa. Udtrykket at noget stinker som selvdoed gnu har vi ogsaa faaet opklaret. Der ligger mange skeletter og halvraadne aadsler rundt omkring, og man kan lugte de doede gnuer kraftigt paa 100 meters afstand. Foej, det er forfaerdeligt.
Senere saa vi den soedeste loeveunge der kravlede rundt oppe paa sin sovende mor, legesyg og forventningsfuld – men moren ville vist gerne have sin middagslur, for hun valgte i hvert fald at skaelde ungen ud paa bedste loevemanér: broele den lige op i hovedet med blottede, knivskarpe taender, hvorefter hun daskede den vaek med poten.
Vi har ogsaa set en masse kaempe flodheste, hvoraf den ene valgte at blotte sit kaempe gab for os, store, fede krokodiller der ville faa far til at besvime, tre Pumbaer aka vortesvin, tre geparder (meget sjaeldne) og en leopard der laa majestaetisk i et trae med halen dinglende ned (Maja: Se oppe i traeet! Der er en sjov abe!). Desuden var der et utal af rovfugle, isaer gribbe, som nyder at stikke hovedet langt ind i de stinkende gnuer for at faa et festmaaltid. Mmm.

Vi vendte hjem godt udmattede efter 10 timer i bilen, dog med tanken om at Mt. Kenya holdet nok havde det lidt haardere end os. Igen var der god mad med koed, og efterfoelgende satte Sara og jeg os ud paa til baalet og snakkede med en Masai paa vores egen alder. Navnet fik vi vist aldrig fat i, men soed og hyggelig, det var han. Han fortalte os at hans far har fire koner, og han derfor har intet mindre end 16 soeskende. Han havde ogsaa hele outfittet paa med farvestraalende taeppe, staven i haanden, vild perlehalskaede og meget stretchede oerer. Han ville kun have én kone, og det skulle vaere en han elskede og omvendt – hun maatte meget gerne vaere dansk, haha. Efter snakken koebte jeg en fin zebra-maske af ham, de saelger simpelthen saa mange fine ting.
Paa sidstedagen skulle vi ud klokken lidt over seks og koere den sidste tur, og morgenfriske Camilla her glemte selvfoelgelig sit kamera og opfattede det foerst midt ude paa savannen, da hun var vaagnet. Men det viste sig det ikke gjorde noget, da vi absolut intet saa af interesse, saa det var bare om at komme hjemad. Chauffoeren Charles havde jo sagt at det kun tog syv timer, men hjemturen tog saa 11 (og vi havde koert tre timer i forvejen om morgenen). Vi koerte cirka to timer midt ude i ingenting, der var hverken huse, traeer eller veje, kun gnuer, koeer og graes. Vi maatte tilmed krydse en ret dyb flod, og vi undrede os lidt over valget af vejen. Det viste sig saa at vi var lidt paa flugt fra politiet, der havde noteret nummerpladen fordi Maja og Frederik havde siddet oppe paa taget en del af safarituren, hvilket er ulovligt. Simpelthen saa komisk at det var derfor vi koerte den fuldstaendigt sindssyge vej som ikke var en vej overhovedet!
Vi stoppede og spiste frokost og lidt efter koerte Charles ind til siden for at koebe en ordentlig saek khat - eller miraa som det hedder i Kenya. Det er ikke ulovligt, saa vi undrede os over han daekkede det med et taeppe i bagagerummet. Klokken ni om aftenen ankom vi endelig til Daraja, og det foeltes skoent at komme hjem. Paa tre dage har vi koert omkring 40 timer med den samme chauffoer, den var vist ikke gaaet med de strenge EU-regler derhjemme.

I loebet af denne sidste uge har vi forberedt undervisning og herefter undervist i enten matematik, engelsk, idraet eller billedkunst. Gaet hvilken en jeg var paa. Sara og jeg styrede totalt til at tegne halvnoegne mennesker paa tavlen – og en elefant efter oenske fra en af klassens piger. De var kun 16, fordi de var delt op i fire grupper. Tidligere da vi skulle observere deres science undervisning var de omkring 70 i ét lokale. Deres headmaster var virkelig en nar som kommanderede rundt med dem, ”SIT DOWN!” osv. Men det var en fed oplevelse.
Vi har ogsaa brugt en aften paa at spille Bao med nogle gamle, halvgnavne Maasai maend, som kom her for at laere os det. Det er lidt som kalaha, bare med andre regler. Vores mand grinte dog konstant af Nina og jeg, selvom han ikke kunne forstaa et hak engelsk.
I gaar havde vi Maasai tema og de kom om aftenen og dansede for vildt for os – vi blev tilmed ogsaa hevet med i den vilde hoppedans med underlige lyde, og efterfoelgende kunne vi koebe flotte haandlavede ting og sager. Jeg har dog ikke flere penge, de sidste skal bruges paa at betale for min internettid.
Jeg vil vaere tilbage i Tanzania snarest muligt, dog nok med en del faerre opdateringer! Baadaye!