Bagamoyo Baby

Mamboooo.

Jeg er endelig kommet ud til min familie i Bagamoyo efter naesten en uge i Dar, hvor vi taalmodigt ventede paa vores arbejdstilladelser, som vi stadig ikke har modtaget. Hvad kan man goere, det er Afrika, haha. Vi fik os ellers nogle gode dage i storbyen alle sammen, dog med en nederen strandtur i graa- og blaesevejr med skrald i strandkanten, oev! Vi saa en mand paa vejen hjem der havde verdens stoerste og klammeste bylder paa halsen og i hovedet, de var serioest paa stoerrelse med store vindruer. Bare bonusinfo...
Den aften tog vi ogsaa paa en meget lokal restaurant ved navn Bulls Park (skide hyggeligt navn) som udefra saa meget... lokal og almindelig ud, men indenfor var lavet om til et stort moerkt koeleskab med ultralys(?). Vi valgte saa at sidde udenfor og faa serveret en masse friturestegte sager som bananer, samosa, pomfritter og chapati.
Vi har ogsaa faaet de bedste stenovnspizzaer paa et "dyrt" sted, hvor pizzaen kostede 40 kr.

Nok om mad, fredag eftermiddag kom vi saa endelig afsted til vores placeringer med en smule sommerfugle i maven. Og paa en sidste koeretur med vores tungnemme chauffoer vi i sidste oejeblik fandt ud af hed Dismas. Ikke saa taet paa vores gaet, men hvad fanden.
Maja og jeg fik den varmeste velkomst af vores nanny, Mariam, der var ét stort grin fra begyndelsen. Hun smed min 16 kilos taske paa hovedet og viste os ind i huset med et "karibuni sana!". Huset er virkelig stort efter afrikansk standard, der er en lang og lidt creepy gang, otte mindre vaerelser og en entré. Det er lidt svaert at forklare, men I skal nok faa billeder paa et tidspunkt. Mariam er en stor afrikansk mama, 37 aar og har det skoereste grin. Og saa taler hun i oevrigt ikke et ord engelsk. Det er vildt underholdende, saa til vores ankomstmiddag med kuku og wali (kylling og ris), begyndte hun straks at laere os flere swahili ord. Vi gik herefter en lille tur i omraadet paa de smukke sandveje med masser af farverige hytter og huse langs siderne og boern overalt, der alle raaber MZUNGU! WAZUNGU!efter én, hvilket er OK irriterende i laengden. Man kan bare ikke blive sur paa dem.

Hvor resten af vores nye familie befandt sig, fik vi dog ikke rigtigt fat i. Det viste sig at vores mama foerst ankom kl. 21 om aftenen, da hun havde vaeret paa en 12 timers rejse fra en by naer Arusha, som jo er i det nordvestlige Tanzania. Da sad vi i vores lille hyggelige stue og saa HOEJT TV paa swahili med Mariam, da hun kom ind og gav os et kaempe kram. Hun havde vaeret paa besoeg hos sin mand og soen, Christian, som nu bor ved faren. Vi havde faaet at vide han boede her. Lucy, datteren, gaar paa Secondary School i Dar, saa faktisk bestaar familien kun af Dina, Mariam og nu Maja og jeg. Men det er ogsaa hyggeligt. Vores vaerelse er gult, vi har en stor dobbeltseng med myggenet, og to store vinduer uden glas i, men kun tremmer og net. Saa her er forfaerdeligt lydt, isaer naar man skal sove: haner der galer klokken to om natten, boern der graeder laenge klokken seks om morgenen, person i klipklappere der vader rundt foran vaerelset frem og tilbage ved midnatstid, moské der braeger klokken lort om morgenen og generelt bare folk der raaber. Og taler. Naar jeg gerne vil sove. Vores vaerdigenstande maa foroevrigt helst ikke ligge ved vinduerne, for de har oplevet at folk skaerer nettet op og fisker efter de riges ting.
Vores toilet er en pladsbesparende 3-i-éner: toilet, vask og bad i et. Laekkert, ikke? Der er heller ingen doer til det, da det ligger inde i vores vaerelse. Vandet til alt (tandboerstning, skylle ud, bade, vaske haender osv.) henter vi uden for huset i store spande. Det er egentlig ikke saa slemt som det lyder, men man bliver overraskende glad naar man finder restauranter med traek og slip-toilet.
Den foerste aften sov jeg sent, og morgenen efter stod jeg op til et skoent morgenbad = at haelde iskoldt vand fra en spand ud over sig selv mens man bander og koncentrerer sig om ikke at falde ned i hullet fordi man ikke er vaagen endnu. Jeg savner varme aftenbade med bruser og gulvvarme, haha. Vi gav mama vores vaertindegave (Georg Jensen julepynt) til morgenmaden bestaaende af de foeromtalte "klejner", som dog er bedre her end i Kenya. Herefter begav vi os paa opdagelse i byen, som faktisk er ret stor. Vi er i hvert fald faret vild op til flere gange. Gaderne er smukke, folk er glade og man kan koebe de underligste ting. Overalt er her hyggelige markeder, farvestraalende frugtboder og smaa barer og restauranter. Tilsat en sindssygt chill stemning, sand overalt og abnormt mange cykler og motorcykler (med smartasses der dytter helt vildt). Jeg har ikke taget nogle billeder endnu (shame on me), men jeg vil gerne give bare et lille indtryk af, at jeg ikke er saa turistet og hvid som de alle tror. Som om. De siger konstant velkommen til én, gad vide om de ogsaa goer det om to maaneder.
Efter en smule besvaer fandt vi vej til stranden, hvor vi lige moedte Maria og hendes mama - hun bor i oevrigt kun et par hundrede meter fra os. Det foerste vi saa var en kaempe mindesten der staar et sted hvor de haengte en helvedes masse slaver. Rimelig nederen, men det glemte vi da vi traadte ud paa den smukke strand med klart blaat vand, kridhvidt sand, tusindvis af palmer og lokale fiskerbaade vuggende i det lave vand. Fantastisk! Vi fik straks selskab af en fyr med dread locks og rastafari-armbaand der praesenterede sig som Crazy Drummer. Han var nu meget soed, og kunne naesten flydende engelsk i forhold til saa mange andre. Var i oevrigt meget ivrig for at vise os byen og dansestederne. Vi ville nu gerne bare smide os ud i boelgerne, saa han maatte vente paa stranden siddende med sin medbragte swahili-italian dictionary (hvorfor?) og sin gamle ven Jakoboo, som vi ogsaa stoedte paa. Vandet var naermest kogende. Helt fantastisk varmt. Dog ogsaa fantastisk salt. Hmm. Men det var virkelig skoent endelig at faa lov til at bade. Drengene fulgte med os hen langs stranden igen, og da vi havde gaaet et godt stykke, var Maja overbevist om, at hun havde glemt eller tabt sit ur. Saa hende og Crazy Drummer, hvis rigtige navn skulle vaere Duracell (det kan han bare ikke mene!) gik tilbage for at lede efter det. Imens sad jeg tilbage med en soed, smilende fyr, som ikke kunne et ord engelsk. Saa han valgte at koebe en frisk kokosnoed til os hver, som saelgeren skar for os. Her sad vi saa i sandet med hver vores eksotiske kokosnoed og havde et fantastisk moment. Eller NAARH NEJ, hvorfor er der ingen der har fortalt mig hvilken forfaerdelig spise kokosnoedder er? Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Konsistensen er jo noejagtigt som splattet vandmand. Og hvad goer man saa, naar en fattig afrikansk fyr har vaeret saa soed at koebe saadan en til den hvide, sarte pige? Man tvinger det ned i halsen mens man smiler og nikker. Indtil Maja og trommefyr kommer og spiser med, saa man ikke behoever lide laengere. Aev! Man kan ogsaa doe af at blive ramt af en faldende kokosnoed. Konklusion: Lortefrugt/noed/hvad-end-det-er! I oevrigt laa Majas ur i min taske, efter hun havde panikket en hel del over at det nok var stjaalet.
Heldigvis fandt vi den laekreste lille lokale restaurant taet paa stranden, hvor vi sad i en lille gaardhave med hyggelig musik og soede tjenere og fik pizza og chips-mayai.
Herefter kunne vi ikke finde hjem, og heller ikke finde badehaandklaeder et eneste sted. Vi har kun vores smaa tynde rejsehaandklaeder med, saa hvorfor saelger de ikke saadan noget i en badeby? I don't get it. Til gengaeld kan man faa madrasser og senge over alt. Hmm. Til aftensmad fik vi vores afrikanske livret, chapati, som Mariam sad og tilberedte uden for over kul. Der er ikke noget der hedder ovne eller komfur her! Senere boed mama paa en valgfri oel i hendes bar - det er fantastisk, hun har en hyggelig udendoers bar med baade radio og et overordentligt hoejlydt TV, oel, sodavand (vi drikker seriost mange kolde colaer, de er alle paa glasflaske hernede, mmm!). Det var lige det jeg manglede. En reservemor med tilhoerende bar. Jeg drak en Serengeti-oel og Maja fik en Tosker (den med elefanten paa). Saa sad vi ellers med bartender-Fasili og Jakoboo fra stranden og proevede at foere en samtale paa kiswahili ud fra Majas lille phrasebook. Noget af en udfordring, men en rigtig hyggelig aften!
Jeg vender snarest tilbage med endnu en opdatering og forhaabentlig nogle billeder fra det smukke, eksotiske Bagamoyo.