Madtid!!!
Maja og jeg paa stamrestauranten STC/Poa poa
Det har mere relevans til sidste indlaeg, men jeg sidder og ser hilsnen fra min far og bror paa Moyos aeldgamle Mac
Maja, Mariam, mig, Azia, Said og random barn
Wahda, mit yndlings-haengetrae og jeg
Legetoejsuddeling
Mig med nogle af drengene fra Old Market
Boernene med alle deres smaa aber :)
I dag er det soendag. Min sidste dag i Bagamoyo her paa Ruvuma og med de andre piger. Naar min mor kommer til Dar paa tirsdag, tager vi jo tilbage til Baga tre dage. Sara er her stadig, da hun har forlaenget sit ophold med hele tre maaneder. Maja tager videre til Kenya og moeder Helle fra Ghana, og Monika tager hjem til Jylland. Det er en underlig, lidt tom foelelse at have pakket det meste ned. Vi fik ogsaa gjort hovedrent paa vaerelset, der var godt nok lidt halvklamt, haha.
Mama er kommet for at sige farvel til os, men hun har faaet malaria endnu en gang, saa hun er ikke saerligt frisk.
Vi har vaeret en masse paa restaurant og paa stranden. I det hele taget har hele denne sidste uge handlet om at se en masse soede mennesker, man kommer til at savne.
Paa ACC holdt vi afslutning i fredags, hvor vi havde medbragt karameller og balloner til boernene.
Vi startede med at dele slikket ud i de forskellige klasser, og herefter havde vi pustet en masse balloner op, som vi bare kastede ud i lokalerne. De var slet ikke til at styre! Stoejniveauet var paa sit hoejeste, balloner blev kastet rundt (og nogle sprang) og de grinende ansigter var ikke til at tage fejl af. Samme dag ankom Robert og hans kone, som jo er hovedsponsorer for skolen. De havde medbragt tre kufferter fulde af boernetoej, legetoej og en helt masse andet. Derfor fik upper class lov til at lave prinse- og prinsessekroner med karton, klistermaerker og farvet papir. Det synes de jo er enormt spaendende og sjovt, eftersom de aldrig faar lov at vaere kreative. Hvis de fx skal tegne, foregaar det ved at laereren tegner et motiv paa tavlen, de skal tegne noeje efter (oftest er det kedelige ting som en appelsin eller en banan) - og hvis de skal farvelaegge, foregaar det med én tusch pr. barn. Det er lidt aergerligt, men det er mest for at undgaa kaos, tror jeg.
Robert havde ogsaa medbragt en masse smaa abebamser med velcrohaender- og foedder, som vi hjalp med at saette paa boernenes arme. De var helt oppe og koere over at faa en bamse, og synes det var sjovt, den kunne haenge fast paa deres arm.
Det var en virkelig god afslutning og jeg er overbevist om, at boernene synes det samme.
Om eftermiddagen blev vi sat til at sortere alt det nyankomne toej og sko i "baby size" og "kid size".
Laererne og Jimmy ville meget noedigt have vi skulle afsted, og Jimmy jokede med han i smug ville aendre vores flybilletter, saa vi kunne blive noget laengere. Jeg kommer helt bestemt til at savne det, ikke mindst de fantastiske boern! Men tro mig: jeg skal aldrig mere arbejde med smaaboern. Nu har jeg gjort det baade i DK og TZ, og det er rigeligt for mig! Boern er soede, mange boern er... lidt hovedpine. 120 boern man daarligt kan kommunikere med er... ekstremt.
Ellers har vi faaet malet legepladsen (naesten) faerdig, dog bliver der ikke malet forskellige dyreprints paa, som vi havde planlagt. Det har vi simpelthen ikke kunne naa. At male i direkte sol i 40-45 graders varme er haardere end man skulle tro (vi ved ikke hvor varmt her er, men man kan godt maerke det er "sommer" her i november/december! Jeg tror aldrig foer jeg har oplevet sveden loebe ned ad panden i draaber, puha). Resultatet er blevet boerneagtigt og meget farverigt, og nu mangler der bare maling faa steder, et kravlenet og tag over. Jeg er lidt ked af, jeg ikke naar at se boernene faa glaede af den nye legeplads. Men Maja kommer tilbage hertil i slutningen af december og har lovet at tage billeder.
Nu er det pludselig allerede mandag, og jeg sidder i wazungu-centeret i Dar og foeler mig lidt tom.
Maja og Monika er lige koert til lufthavnen, og det var trist at sige farvel til de to dejlige skanks. Men heldigvis har jeg stadig super-skanken Sara tilbage, haha. I gaar blev jeg pludselig afbrudt i mit skriveri, fordi Jimmy, vores chef, kom forbi til en drink i baren. Han var virkelig soed, og fortalte hvor meget det arbejde vi har udrettet har betydet for ham, boernene og skolen generelt. Det var rart at faa at vide. Maja og jeg synes simpelthen han er saa sjov. Vi gav ham den cykel vi havde koebt, da den anden jo er blevet stjaalet fordi den stod ulaast foran huset. Det var ellers den han havde laant os i starten. Men han blev meget glad alligevel. Forhaabentlig kan den vaere til nytte for skolen og de kommende volontoerer.
Da Jimmy var gaaet blev Maja og jeg haengende i baren og drak Redds, en ciderdrik vi virkelig kommer til at savne – Somersby go home! Fasili joinede os og vi boed ham paa en drink ogsaa. Han har virkelig vaeret trofast og venlig mod os hele vejen igennem. Vi elsker ham fordi man altid kan hoere ham naar han kommer - han rapper og synger konstant. Det maa ogsaa kraeve en form for underholdning at bo og arbejde det samme sted, og aldrig faa mulighed for at besoege sin familie. Han er simpelthen i den bar fra morgen til sen aften... Lidt senere kom nogle af vores venner forbi, og det endte jo sjovt nok ud i flere Redds. Den sidste middag skulle ogsaa spises i selskab af Mariam, som vi gav en fin lille afskedsgave i form af tre neglelakker, et armbaand og en clutch. Man har ikke rigtigt kunne maerke vores mamas tilstedevaerelse, saa hende havde vi egentlig ikke lyst til at give noget. Jeg gav hende dog en CD, samt en Lady Gaga CD til Lucy og nogle Disney-dvd’er til min ”bror” Chris jeg aldrig har moedt. Jeg er ikke bitter, for Mariam har vaeret som en hel familie i sig selv!
Jeg har endelig faaet delt mit legetoej ud til nabolagets boern, som blev virkelig glade. At der saa moedte fem-seks boern op, jeg aldrig har set foer, maa man jo tage med. Heldigvis var der lige akkurat nok til, at alle kunne faa en ting. Det var altsaa livsbekraeftende at se, at sent paa eftermiddagen, flere timer efter uddelingen, rendte trillingerne stadig rundt og legede med hver deres bil. Tak for sponsoratet, Christian!
Senere paa aftenen kom Monika og Sara forbi, og de inviterede os med til afskedsfest hos en, der hedder Goody friend (don’t ask), og selvom Maja og jeg ogsaa var inviteret til David, smuttede jeg lige med pigerne forbi og tjekkede den anden fest ud – det var helt fantastisk. Vi sad paa en sivmaatte mens mange af drengene dansede rundt om et stort baal, mens to andre gav den for vildt gas paa trommer. Det kommer jeg til at savne. Ogsaa strandfesterne, som foregaar efter samme model. Alt du behoever i Tanzania for at stable den vilde fest paa benene er: et par bongotrommer, et baal og en masse danseglade mennesker.
Juma og et par andre fyre stod og lavede chapati imens, og pludselig kom Chela, Saidi og Nyolla hen mod os med en vandspand, der viste sig at vaere fuld af de smukkeste roede blomsterblade, som de kastede ud over os mens de sagde, at de var glade for vi ville komme. Senere hen gav Goody friend os ogsaa et flettet armbaand hver, som tak fordi vi kom! Sikken gaestfrihed, jeg var ikke engang inviteret oprindeligt. Senere tog jeg hjem til David, hvor hans bror, Maja og Moyo ogsaa var. Vi drak rosevin som Maja har koebt i dette center, og det var rigtig hyggeligt. Moyo faldt som altid i soevn lige pludselig, haha! Jeg har desvaerre ikke tid til at skrive mere, for min computertid loeber ud. I dag har vaeret meget hektisk, fordi vi skulle virkelig langt for at komme hen til et immigrationskontor, som skulle stemple vores arbejdstilladelser ind i vores pas. Her til aften vil jeg bare slappe af paa det skoenne Tamal.
I morgen kommer min mor, og det glaeder jeg mig sindssygt meget til. Jeg skal bare lige have fundet ud af i dala-helvedet, hvordan man kommer til lufthavnen...
Ps. Jeg har slet ikke lyst til at tage hjem nu. Jeg kommer til at saaavne det.
Mama er kommet for at sige farvel til os, men hun har faaet malaria endnu en gang, saa hun er ikke saerligt frisk.
Vi har vaeret en masse paa restaurant og paa stranden. I det hele taget har hele denne sidste uge handlet om at se en masse soede mennesker, man kommer til at savne.
Paa ACC holdt vi afslutning i fredags, hvor vi havde medbragt karameller og balloner til boernene.
Vi startede med at dele slikket ud i de forskellige klasser, og herefter havde vi pustet en masse balloner op, som vi bare kastede ud i lokalerne. De var slet ikke til at styre! Stoejniveauet var paa sit hoejeste, balloner blev kastet rundt (og nogle sprang) og de grinende ansigter var ikke til at tage fejl af. Samme dag ankom Robert og hans kone, som jo er hovedsponsorer for skolen. De havde medbragt tre kufferter fulde af boernetoej, legetoej og en helt masse andet. Derfor fik upper class lov til at lave prinse- og prinsessekroner med karton, klistermaerker og farvet papir. Det synes de jo er enormt spaendende og sjovt, eftersom de aldrig faar lov at vaere kreative. Hvis de fx skal tegne, foregaar det ved at laereren tegner et motiv paa tavlen, de skal tegne noeje efter (oftest er det kedelige ting som en appelsin eller en banan) - og hvis de skal farvelaegge, foregaar det med én tusch pr. barn. Det er lidt aergerligt, men det er mest for at undgaa kaos, tror jeg.
Robert havde ogsaa medbragt en masse smaa abebamser med velcrohaender- og foedder, som vi hjalp med at saette paa boernenes arme. De var helt oppe og koere over at faa en bamse, og synes det var sjovt, den kunne haenge fast paa deres arm.
Det var en virkelig god afslutning og jeg er overbevist om, at boernene synes det samme.
Om eftermiddagen blev vi sat til at sortere alt det nyankomne toej og sko i "baby size" og "kid size".
Laererne og Jimmy ville meget noedigt have vi skulle afsted, og Jimmy jokede med han i smug ville aendre vores flybilletter, saa vi kunne blive noget laengere. Jeg kommer helt bestemt til at savne det, ikke mindst de fantastiske boern! Men tro mig: jeg skal aldrig mere arbejde med smaaboern. Nu har jeg gjort det baade i DK og TZ, og det er rigeligt for mig! Boern er soede, mange boern er... lidt hovedpine. 120 boern man daarligt kan kommunikere med er... ekstremt.
Ellers har vi faaet malet legepladsen (naesten) faerdig, dog bliver der ikke malet forskellige dyreprints paa, som vi havde planlagt. Det har vi simpelthen ikke kunne naa. At male i direkte sol i 40-45 graders varme er haardere end man skulle tro (vi ved ikke hvor varmt her er, men man kan godt maerke det er "sommer" her i november/december! Jeg tror aldrig foer jeg har oplevet sveden loebe ned ad panden i draaber, puha). Resultatet er blevet boerneagtigt og meget farverigt, og nu mangler der bare maling faa steder, et kravlenet og tag over. Jeg er lidt ked af, jeg ikke naar at se boernene faa glaede af den nye legeplads. Men Maja kommer tilbage hertil i slutningen af december og har lovet at tage billeder.
Nu er det pludselig allerede mandag, og jeg sidder i wazungu-centeret i Dar og foeler mig lidt tom.
Maja og Monika er lige koert til lufthavnen, og det var trist at sige farvel til de to dejlige skanks. Men heldigvis har jeg stadig super-skanken Sara tilbage, haha. I gaar blev jeg pludselig afbrudt i mit skriveri, fordi Jimmy, vores chef, kom forbi til en drink i baren. Han var virkelig soed, og fortalte hvor meget det arbejde vi har udrettet har betydet for ham, boernene og skolen generelt. Det var rart at faa at vide. Maja og jeg synes simpelthen han er saa sjov. Vi gav ham den cykel vi havde koebt, da den anden jo er blevet stjaalet fordi den stod ulaast foran huset. Det var ellers den han havde laant os i starten. Men han blev meget glad alligevel. Forhaabentlig kan den vaere til nytte for skolen og de kommende volontoerer.
Da Jimmy var gaaet blev Maja og jeg haengende i baren og drak Redds, en ciderdrik vi virkelig kommer til at savne – Somersby go home! Fasili joinede os og vi boed ham paa en drink ogsaa. Han har virkelig vaeret trofast og venlig mod os hele vejen igennem. Vi elsker ham fordi man altid kan hoere ham naar han kommer - han rapper og synger konstant. Det maa ogsaa kraeve en form for underholdning at bo og arbejde det samme sted, og aldrig faa mulighed for at besoege sin familie. Han er simpelthen i den bar fra morgen til sen aften... Lidt senere kom nogle af vores venner forbi, og det endte jo sjovt nok ud i flere Redds. Den sidste middag skulle ogsaa spises i selskab af Mariam, som vi gav en fin lille afskedsgave i form af tre neglelakker, et armbaand og en clutch. Man har ikke rigtigt kunne maerke vores mamas tilstedevaerelse, saa hende havde vi egentlig ikke lyst til at give noget. Jeg gav hende dog en CD, samt en Lady Gaga CD til Lucy og nogle Disney-dvd’er til min ”bror” Chris jeg aldrig har moedt. Jeg er ikke bitter, for Mariam har vaeret som en hel familie i sig selv!
Jeg har endelig faaet delt mit legetoej ud til nabolagets boern, som blev virkelig glade. At der saa moedte fem-seks boern op, jeg aldrig har set foer, maa man jo tage med. Heldigvis var der lige akkurat nok til, at alle kunne faa en ting. Det var altsaa livsbekraeftende at se, at sent paa eftermiddagen, flere timer efter uddelingen, rendte trillingerne stadig rundt og legede med hver deres bil. Tak for sponsoratet, Christian!
Senere paa aftenen kom Monika og Sara forbi, og de inviterede os med til afskedsfest hos en, der hedder Goody friend (don’t ask), og selvom Maja og jeg ogsaa var inviteret til David, smuttede jeg lige med pigerne forbi og tjekkede den anden fest ud – det var helt fantastisk. Vi sad paa en sivmaatte mens mange af drengene dansede rundt om et stort baal, mens to andre gav den for vildt gas paa trommer. Det kommer jeg til at savne. Ogsaa strandfesterne, som foregaar efter samme model. Alt du behoever i Tanzania for at stable den vilde fest paa benene er: et par bongotrommer, et baal og en masse danseglade mennesker.
Juma og et par andre fyre stod og lavede chapati imens, og pludselig kom Chela, Saidi og Nyolla hen mod os med en vandspand, der viste sig at vaere fuld af de smukkeste roede blomsterblade, som de kastede ud over os mens de sagde, at de var glade for vi ville komme. Senere hen gav Goody friend os ogsaa et flettet armbaand hver, som tak fordi vi kom! Sikken gaestfrihed, jeg var ikke engang inviteret oprindeligt. Senere tog jeg hjem til David, hvor hans bror, Maja og Moyo ogsaa var. Vi drak rosevin som Maja har koebt i dette center, og det var rigtig hyggeligt. Moyo faldt som altid i soevn lige pludselig, haha! Jeg har desvaerre ikke tid til at skrive mere, for min computertid loeber ud. I dag har vaeret meget hektisk, fordi vi skulle virkelig langt for at komme hen til et immigrationskontor, som skulle stemple vores arbejdstilladelser ind i vores pas. Her til aften vil jeg bare slappe af paa det skoenne Tamal.
I morgen kommer min mor, og det glaeder jeg mig sindssygt meget til. Jeg skal bare lige have fundet ud af i dala-helvedet, hvordan man kommer til lufthavnen...
Ps. Jeg har slet ikke lyst til at tage hjem nu. Jeg kommer til at saaavne det.
