Lokale kvinder baerende paa tang fordi tidevandet er paa vej - synes det var et smukt motiv
Monika og Maja snorkler i solopgangen
Behoever vist ingen beskrivelse.
Et par af de mange delfiner - den ene kigger paa mig ;)
En af damerne der dyrker tang naar vandet er lavt
Behoever vist ingen beskrivelse.
Idas smukke tattoo - Ingrid og Mai i baggrunden
Sara med en af vores trofaste hundevenner, der fulgte os overalt
Paradis findes virkelig her paa jord - Zanzibar! Hvor var det bare skoent at komme derover og chille i tre dage. Zanzibar ligger faktisk virkelig taet paa Bagamoyo, men det er kun muligt at tage en dhow (skod fiskerbaad med huller og uden sejl) hvilket koster 20 kroner, men til gengaeld ogsaa er livsfarligt og tager mindst 4-5 timer.
Saa vi tog jo selvfoelgelig Dala til Dar, Dala videre fra Mwenge til Posta og moedtes med Mai og hendes veninde Sylvia, som havde vaeret soed at hjaelpe med at reservere billetter. Vi skulle med FastFerries, hvilket jo i sig selv lyder lovende! Sara havde hoert at man kunne faa billetten til lokal pris, hvis man fremviste arbejdstilladelse - og det virkede! Stakkels Mai havde ikke medbragt sit og maatte betale turistpris (65.000 tsh) og vi fik den til kun 20.000 tsh, som er 75 kr. Det var skoent at sidde paa daekket badet i sol og se hektiske, kaotiske Dar forsvinde bag os mens vi passerede smaa, naesten uberoerte oeer med massevis af palmer paa vejen. Efter to timer ankom vi til Stone Town, hvor vi straks blev vinket til side af immigrationsmyndighederne. Mai og jeg havde uheldigvis ikke medbragt vores pas, da vi helst ikke tager det med rundt paa ture i tilfaelde af tyveri. Men selvfoelgelig gaar Zanzibar meget op i at vaere en selvstaendig del af Tanzania.
Jeg blev som den foerste hevet ind paa kontoret. Jamen selvfoelgelig skulle man da medbringe pas, hvordan kunne jeg have taenkt andet, hidsede damen sig op. Det var soerme aergerligt, jeg havde bare at tage den samme faerge direkte tilbage! Jeg naaede at panikke en anelse, foer Mai ogsaa blevet hevet ind, og vi pludselig skulle udfylde et papir med en masse oplysninger, der startede saaledes: "My name is______, and I am very sorry, but I forgot my passport at______, and I promise it will not happen again..." etc. Damen samlede vores papirer sammen, og vi skulle til at gaa, da hun udbroed: "vent lige, det bliver 20.000 for hver!" Mai spurgte straks, hvad i alverden hun skulle have penge for, da der absolut intet stod om noget gebyr paa papirerne. Men det var selvfoelgelig bare bestikkelsespenge, saa hun ikke smed os tilbage paa faergen, hvilket hun aabenbart var i sin ret til. Vi blev lettere irriterede, og det endte med at vi skulle give hende 20.000 i alt.
Det gjorde vi saa. Laenge leve korruption, haha.
Men det var ikke ovre endnu. Vi havde daarligt naaet at nyde synet af solnedgangen over Stone Towns aeldgamle, smukke bygninger, foer vi fik selskab af en tilsyneladende flink mand, der fortalte os, at der ikke gik flere Dalaer til Paje, som vi skulle til (en times koersel fra Stone Town) - men han var taxachauffoer, saa han ville nok gerne bare tjene penge paa at koere os. Den var nu god nok. Vi endte med at maatte tage en taxa. Han ville koere os for 40.000, men pludselig fandt vi en, der ville goere det for 35.000, saa selvfoelgelig tager vi ham. Det synes vores fine ven absolut ikke var i orden, saa han spaerrede for bildoeren, saa den ikke kunne lukkes, mens han skaeldte os ud! Helt aerligt... Det udviklede sig til et stoerre skaenderi mellem diverse chauffoerer og tilskuere. Til sidst maatte vores taxamand koere med doeren aaben, indtil vi fik rystet idioten af os.
Klokken var omkring otte da vi ankom til Paje - en lille og mindre turistet by paa oestkysten. Her ligger den tidligere MS/Global Contact-platform, der jo nu er forflyttet til Kenya. Derfor kan vi voluntoerer overnatte lidt billigere. Hotellet er ikke stort og fantastisk hyggeligt med en lille gaard i midten, to etagers overdaekket restaurant og soede receptionister, der helt automatisk kunne alle vores navne. Vi moedte Ida og Ingrid, som var ankommet to dage foer, og herefter gik vi ned paa den baelgmoerke strand for at finde et sted at spise - det blev velsmagende pizzaer helt ude paa stranden med stearinlys og god stemning. Efter middagen gik vi over paa en bar, ogsaa paa stranden, hvor Ida og Ingrid havde lovet at komme forbi. Der var tre mennesker ud over os, og saa fem bartendere. Vi havde lige bestilt en drink hver, da stroemmen selvfoelgelig gik. Karibu Africaaa! Men den vendte nu hurtigt tilbage, saa der var ingen skade sket. Vores drinks kunne have vaeret bedre, isaer til de turistpriser, saa Mai spurgte om hun ikke maatte komme og vaere gaestebartender naeste aften, for hun er bartender hjemme i Jylland. Det maatte hun gerne! En af bartenderne fortalte han havde haft en dansk kaereste fra Esbjerg (Zanzibar Hoejskolen, som er fyldt med unge danskere, ligger ogsaa i Paje). Ingrid spurgte hvorfor de ikke var sammen laengere, og der kom ikke rigtigt noget svar. Pludselig roeg det bare ud af hende: "did you break up with her because she smelled of fish?" Jeg tror ikke helt han opfangede joken omkring Esbjerg og fiskelugt...
Vi gik hjemad efter en enkelt drink, og paa vejen saa vi en fyr staa op ad en vaeg og onanere, mens han lyste med sin mobil. Sara skreg op, og vi loeb alle sammen. Ad!
Om fredagen var vi super friske og stod op allerede klokken 8, hvor vi spiste laekker morgenmad med en masse frisk frugt, boller med den leende ko <3 og omelet.
Herefter gik vi ned paa stranden, hvor vandet var forsvundet. Det var ikke bare lavvande. Sara og jeg gik et langt stykke ud i foelgeskab af en af hotellets hunde (de fulgte os OVER alt hele weekenden og passede paa os. Nurh, soede, loppebefaengte krae!). Her dyrker en masse lokale kvinder forskellige tangsorter, de har serioest afmaerkede marker ude i vandet. De arbejder hver gang det er lavvande, og naar vandet kommer, maa de skynde sig ind. Noget af det bliver brugt til fremstilling af saebe, fik vi at vide. Man kan sikkert ogsaa spise det.
Her kunne vi saa ligge og dase i det lave, varme vand. Vi tog ogsaa nogle Paradise Hotel billeder, haha. Vi moedtes med de andre piger til frokost, igen helt ude paa stranden. De havde vaeret ovre og faa en times massage for 75 kr. Ida og Ingrid havde ogsaa valgt at faa en veninde-henna-tattoo (de er jo serioest uadskillelige, de to!) af en utroligt grim kylling. Mai havde valgt nogle lidt mere stilfulde stjerner.
Tjeneren paa stedet var en anelse fatsvag og mindede til Ingrids store irritation om Desmond/Desmus/Tismads, vores chauffoer da vi ankom til TZ. Mens vi sad og spiste, nogle af os kun i badetoej, vaelger han at tage sin mobil op - det saa vi ikke, men der er kom da en hoej klik-lyd, idet han tog billedet af os, og Mai farer bare op og siger, at det dér kan han godt stoppe med, hvorefter hun tager hans mobil og sletter billedet. Det saa virkelig godt ud!
Om eftermiddagen kom Maja og Monika, og det samme gjorde vandet, saa vi fik badet en masse i det smukke, turkisblaa hav. Og selvfoelgelig skulle vi da ogsaa benytte os af den fantastiske kombination liggestol/iPod/drink. Den rene luksus og velvaere.
Efter endnu en hyggelig middag tog vi hen til baren, hvor Mai straks hoppede om paa den rigtige side af baren og begyndte at lave drinks paa afrikansk. Der var mange mennesker og selvfoelgelig masser af hvide. Mai praesterede at lave en god drink ud af den slags jordbaersovs, man putter paa is. Desuden lavede hun en deal, saa vi fik alle drikkevarer til halv pris. Vi havde en mega sjov aften, men jeg maa hellere censurere resten for alle parters skyld. Haehae.
Saerlig sjovt var det til gengaeld ikke halvanden time efter vi gik i seng, for vi skulle op og svoemme med delfiner paa sydspidsen af oeen klokken 5! Jesus christ, hvem har bestemt delfiner skal vaere mest aktive om morgenen... Stakkels Mai var kommet hjem halv fem og var slet ikke til at faa liv i, da vi skulle afsted. Maja var til gengaeld blevet hjemme aftenen foer og var super frisk.
Det var dog en fantastisk smuk oplevelse jeg ikke ville have vaeret foruden. Vi blev foert ud i en lille speedbaad med to lokale maend, og mens vi saa solen staa op, kom delfinernes finner samtidigt til syne meget taet paa baaden, og vi hoppede i vandet med vores svoemmefoedder og snorkelsaet. Jeg kunne ingenting se under vandet, fordi det stadig var halvmoerkt, men jeg kunne se finnerne over vandet og hvor taet de var paa os!
En halv time senere kunne man dog sagtens se, og der var pludselig mange delfiner omkring os. Sara proevede at roere en, saa taet var den paa, men den drejede vaek fra hende. Det kan godt vaere delfiner er legesyge, men de er ogsaa vilde dyr, og jeg tror mennesker paavirker dem meget naar de bliver holdt i fangenskab - man ser altid billeder i turistkataloger af smaa, soede, hvide boern der kysser en delfin paa snuden. Jeg synes det er langt mere interessant at se dem deres naturlige habitat. Ned med SeaWorld - befri Willy og Flipper! Og de var rigeligt taet paa, de er trods alt ret store dyr. Da vi sad oppe i baaden saa vi ogsaa nogle af dem springe op af vandet, det var mega fedt!
Tilbage i Paje stod den paa ren afslapning paa stranden resten af dagen. Kun afbrudt af en frokost paa pizzastedet, hvor vi ventede to! timer paa vores mad, og derfor brokkede os og bad om nye drikkevarer, da vi havde naaet at drikke dem for laengst. Han tilboed os én cola til deling, som vi ikke engang fik... Tak for det.
Om aftenen tog vi paa en fin, dyr restaurant som Jan, der er ejer af Zanzibar Hoejskolen, havde anbefalet. Jeg fik den laekreste salaet med rucola, tomat, salat, feta og oliven, som Sara Altaedende fik. Jeg forstaar ikke oliven. Og dertil nogle laekre baadekartofler. Sara fik en kaempe krabbe. De andre fik suppe. Da vi skulle betale, loed regningen paa intet mindre end 96.000, og da vi regnede det sammen, blev det 59.000. Da vi saa endelig havde faaet rettet fejlen og betalte 70.000, fik vi kun 1000 tilbage. Det var noget vaerre rod. Men maden var god. De kan bare ikke regne saa skide godt i dette land.
Vi var totalt smadrede og gik i seng, da vi kom hjem ved 23-tiden.
Soendag var Mai desvaerre blevet meget daarlig og maatte tage afsted til hospitalet i Stone Town tidligt om morgenen. Jeg vaagnede selvfoelgelig ikke af postyret, men Monika og Maja tog med hende. Sara og jeg naaede en dejlig morgendukkert (nu var vandet der pludselig om morgenen?) inden vi gik mod Dalaen, som paa Zanzibar mange steder er en sammenpresset studenter/kreaturvogn. Bogstaveligt talt. Det var mega hyggeligt at koere i den. Vi havde et par timer i Stone inden faergen, hvor vi koebte kangaer og saa en mand komme gaaende med et groteskt stort boeffelhoved med indvoldende ud over det hele. Bortset fra det er der virkelig hyggeligt, med smaa, snoede, forvirrende gader og folk der raaber JAMBO over alt (tsk, hvor turistet, ninasema kiswahili!). Turen hjem var lang, men vi sad inden for paa faergen denne gang, hvor de viste Anaconda, den der virkelig daarlige film med J.Lo.
Som I nok kan fornemme har det vaeret en helt fantastisk tur til Zanzibar, og jeg glaeder mig allerede ubeskriveligt meget til at skulle dertil endnu en gang med min mor.
Ps. Faktisk havde jeg indlaegget klar i onsdags – men det er fordi jeg er i Tanga og besoeger soede Mai!
Saa vi tog jo selvfoelgelig Dala til Dar, Dala videre fra Mwenge til Posta og moedtes med Mai og hendes veninde Sylvia, som havde vaeret soed at hjaelpe med at reservere billetter. Vi skulle med FastFerries, hvilket jo i sig selv lyder lovende! Sara havde hoert at man kunne faa billetten til lokal pris, hvis man fremviste arbejdstilladelse - og det virkede! Stakkels Mai havde ikke medbragt sit og maatte betale turistpris (65.000 tsh) og vi fik den til kun 20.000 tsh, som er 75 kr. Det var skoent at sidde paa daekket badet i sol og se hektiske, kaotiske Dar forsvinde bag os mens vi passerede smaa, naesten uberoerte oeer med massevis af palmer paa vejen. Efter to timer ankom vi til Stone Town, hvor vi straks blev vinket til side af immigrationsmyndighederne. Mai og jeg havde uheldigvis ikke medbragt vores pas, da vi helst ikke tager det med rundt paa ture i tilfaelde af tyveri. Men selvfoelgelig gaar Zanzibar meget op i at vaere en selvstaendig del af Tanzania.
Jeg blev som den foerste hevet ind paa kontoret. Jamen selvfoelgelig skulle man da medbringe pas, hvordan kunne jeg have taenkt andet, hidsede damen sig op. Det var soerme aergerligt, jeg havde bare at tage den samme faerge direkte tilbage! Jeg naaede at panikke en anelse, foer Mai ogsaa blevet hevet ind, og vi pludselig skulle udfylde et papir med en masse oplysninger, der startede saaledes: "My name is______, and I am very sorry, but I forgot my passport at______, and I promise it will not happen again..." etc. Damen samlede vores papirer sammen, og vi skulle til at gaa, da hun udbroed: "vent lige, det bliver 20.000 for hver!" Mai spurgte straks, hvad i alverden hun skulle have penge for, da der absolut intet stod om noget gebyr paa papirerne. Men det var selvfoelgelig bare bestikkelsespenge, saa hun ikke smed os tilbage paa faergen, hvilket hun aabenbart var i sin ret til. Vi blev lettere irriterede, og det endte med at vi skulle give hende 20.000 i alt.
Det gjorde vi saa. Laenge leve korruption, haha.
Men det var ikke ovre endnu. Vi havde daarligt naaet at nyde synet af solnedgangen over Stone Towns aeldgamle, smukke bygninger, foer vi fik selskab af en tilsyneladende flink mand, der fortalte os, at der ikke gik flere Dalaer til Paje, som vi skulle til (en times koersel fra Stone Town) - men han var taxachauffoer, saa han ville nok gerne bare tjene penge paa at koere os. Den var nu god nok. Vi endte med at maatte tage en taxa. Han ville koere os for 40.000, men pludselig fandt vi en, der ville goere det for 35.000, saa selvfoelgelig tager vi ham. Det synes vores fine ven absolut ikke var i orden, saa han spaerrede for bildoeren, saa den ikke kunne lukkes, mens han skaeldte os ud! Helt aerligt... Det udviklede sig til et stoerre skaenderi mellem diverse chauffoerer og tilskuere. Til sidst maatte vores taxamand koere med doeren aaben, indtil vi fik rystet idioten af os.
Klokken var omkring otte da vi ankom til Paje - en lille og mindre turistet by paa oestkysten. Her ligger den tidligere MS/Global Contact-platform, der jo nu er forflyttet til Kenya. Derfor kan vi voluntoerer overnatte lidt billigere. Hotellet er ikke stort og fantastisk hyggeligt med en lille gaard i midten, to etagers overdaekket restaurant og soede receptionister, der helt automatisk kunne alle vores navne. Vi moedte Ida og Ingrid, som var ankommet to dage foer, og herefter gik vi ned paa den baelgmoerke strand for at finde et sted at spise - det blev velsmagende pizzaer helt ude paa stranden med stearinlys og god stemning. Efter middagen gik vi over paa en bar, ogsaa paa stranden, hvor Ida og Ingrid havde lovet at komme forbi. Der var tre mennesker ud over os, og saa fem bartendere. Vi havde lige bestilt en drink hver, da stroemmen selvfoelgelig gik. Karibu Africaaa! Men den vendte nu hurtigt tilbage, saa der var ingen skade sket. Vores drinks kunne have vaeret bedre, isaer til de turistpriser, saa Mai spurgte om hun ikke maatte komme og vaere gaestebartender naeste aften, for hun er bartender hjemme i Jylland. Det maatte hun gerne! En af bartenderne fortalte han havde haft en dansk kaereste fra Esbjerg (Zanzibar Hoejskolen, som er fyldt med unge danskere, ligger ogsaa i Paje). Ingrid spurgte hvorfor de ikke var sammen laengere, og der kom ikke rigtigt noget svar. Pludselig roeg det bare ud af hende: "did you break up with her because she smelled of fish?" Jeg tror ikke helt han opfangede joken omkring Esbjerg og fiskelugt...
Vi gik hjemad efter en enkelt drink, og paa vejen saa vi en fyr staa op ad en vaeg og onanere, mens han lyste med sin mobil. Sara skreg op, og vi loeb alle sammen. Ad!
Om fredagen var vi super friske og stod op allerede klokken 8, hvor vi spiste laekker morgenmad med en masse frisk frugt, boller med den leende ko <3 og omelet.
Herefter gik vi ned paa stranden, hvor vandet var forsvundet. Det var ikke bare lavvande. Sara og jeg gik et langt stykke ud i foelgeskab af en af hotellets hunde (de fulgte os OVER alt hele weekenden og passede paa os. Nurh, soede, loppebefaengte krae!). Her dyrker en masse lokale kvinder forskellige tangsorter, de har serioest afmaerkede marker ude i vandet. De arbejder hver gang det er lavvande, og naar vandet kommer, maa de skynde sig ind. Noget af det bliver brugt til fremstilling af saebe, fik vi at vide. Man kan sikkert ogsaa spise det.
Her kunne vi saa ligge og dase i det lave, varme vand. Vi tog ogsaa nogle Paradise Hotel billeder, haha. Vi moedtes med de andre piger til frokost, igen helt ude paa stranden. De havde vaeret ovre og faa en times massage for 75 kr. Ida og Ingrid havde ogsaa valgt at faa en veninde-henna-tattoo (de er jo serioest uadskillelige, de to!) af en utroligt grim kylling. Mai havde valgt nogle lidt mere stilfulde stjerner.
Tjeneren paa stedet var en anelse fatsvag og mindede til Ingrids store irritation om Desmond/Desmus/Tismads, vores chauffoer da vi ankom til TZ. Mens vi sad og spiste, nogle af os kun i badetoej, vaelger han at tage sin mobil op - det saa vi ikke, men der er kom da en hoej klik-lyd, idet han tog billedet af os, og Mai farer bare op og siger, at det dér kan han godt stoppe med, hvorefter hun tager hans mobil og sletter billedet. Det saa virkelig godt ud!
Om eftermiddagen kom Maja og Monika, og det samme gjorde vandet, saa vi fik badet en masse i det smukke, turkisblaa hav. Og selvfoelgelig skulle vi da ogsaa benytte os af den fantastiske kombination liggestol/iPod/drink. Den rene luksus og velvaere.
Efter endnu en hyggelig middag tog vi hen til baren, hvor Mai straks hoppede om paa den rigtige side af baren og begyndte at lave drinks paa afrikansk. Der var mange mennesker og selvfoelgelig masser af hvide. Mai praesterede at lave en god drink ud af den slags jordbaersovs, man putter paa is. Desuden lavede hun en deal, saa vi fik alle drikkevarer til halv pris. Vi havde en mega sjov aften, men jeg maa hellere censurere resten for alle parters skyld. Haehae.
Saerlig sjovt var det til gengaeld ikke halvanden time efter vi gik i seng, for vi skulle op og svoemme med delfiner paa sydspidsen af oeen klokken 5! Jesus christ, hvem har bestemt delfiner skal vaere mest aktive om morgenen... Stakkels Mai var kommet hjem halv fem og var slet ikke til at faa liv i, da vi skulle afsted. Maja var til gengaeld blevet hjemme aftenen foer og var super frisk.
Det var dog en fantastisk smuk oplevelse jeg ikke ville have vaeret foruden. Vi blev foert ud i en lille speedbaad med to lokale maend, og mens vi saa solen staa op, kom delfinernes finner samtidigt til syne meget taet paa baaden, og vi hoppede i vandet med vores svoemmefoedder og snorkelsaet. Jeg kunne ingenting se under vandet, fordi det stadig var halvmoerkt, men jeg kunne se finnerne over vandet og hvor taet de var paa os!
En halv time senere kunne man dog sagtens se, og der var pludselig mange delfiner omkring os. Sara proevede at roere en, saa taet var den paa, men den drejede vaek fra hende. Det kan godt vaere delfiner er legesyge, men de er ogsaa vilde dyr, og jeg tror mennesker paavirker dem meget naar de bliver holdt i fangenskab - man ser altid billeder i turistkataloger af smaa, soede, hvide boern der kysser en delfin paa snuden. Jeg synes det er langt mere interessant at se dem deres naturlige habitat. Ned med SeaWorld - befri Willy og Flipper! Og de var rigeligt taet paa, de er trods alt ret store dyr. Da vi sad oppe i baaden saa vi ogsaa nogle af dem springe op af vandet, det var mega fedt!
Tilbage i Paje stod den paa ren afslapning paa stranden resten af dagen. Kun afbrudt af en frokost paa pizzastedet, hvor vi ventede to! timer paa vores mad, og derfor brokkede os og bad om nye drikkevarer, da vi havde naaet at drikke dem for laengst. Han tilboed os én cola til deling, som vi ikke engang fik... Tak for det.
Om aftenen tog vi paa en fin, dyr restaurant som Jan, der er ejer af Zanzibar Hoejskolen, havde anbefalet. Jeg fik den laekreste salaet med rucola, tomat, salat, feta og oliven, som Sara Altaedende fik. Jeg forstaar ikke oliven. Og dertil nogle laekre baadekartofler. Sara fik en kaempe krabbe. De andre fik suppe. Da vi skulle betale, loed regningen paa intet mindre end 96.000, og da vi regnede det sammen, blev det 59.000. Da vi saa endelig havde faaet rettet fejlen og betalte 70.000, fik vi kun 1000 tilbage. Det var noget vaerre rod. Men maden var god. De kan bare ikke regne saa skide godt i dette land.
Vi var totalt smadrede og gik i seng, da vi kom hjem ved 23-tiden.
Soendag var Mai desvaerre blevet meget daarlig og maatte tage afsted til hospitalet i Stone Town tidligt om morgenen. Jeg vaagnede selvfoelgelig ikke af postyret, men Monika og Maja tog med hende. Sara og jeg naaede en dejlig morgendukkert (nu var vandet der pludselig om morgenen?) inden vi gik mod Dalaen, som paa Zanzibar mange steder er en sammenpresset studenter/kreaturvogn. Bogstaveligt talt. Det var mega hyggeligt at koere i den. Vi havde et par timer i Stone inden faergen, hvor vi koebte kangaer og saa en mand komme gaaende med et groteskt stort boeffelhoved med indvoldende ud over det hele. Bortset fra det er der virkelig hyggeligt, med smaa, snoede, forvirrende gader og folk der raaber JAMBO over alt (tsk, hvor turistet, ninasema kiswahili!). Turen hjem var lang, men vi sad inden for paa faergen denne gang, hvor de viste Anaconda, den der virkelig daarlige film med J.Lo.
Som I nok kan fornemme har det vaeret en helt fantastisk tur til Zanzibar, og jeg glaeder mig allerede ubeskriveligt meget til at skulle dertil endnu en gang med min mor.
Ps. Faktisk havde jeg indlaegget klar i onsdags – men det er fordi jeg er i Tanga og besoeger soede Mai!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar