Natbadning og stomp

 Boernene fik balloner i gaar - se hvor fantastisk glade de bliver for saadan en lille ting

 Majas og mit komplet idiotiske Jehova-projekt

 Jeg hjaelper en af de soede naboboern, Azia, med at cykle - det elsker de!

 Jeg drikker Afrikas svar paa Somersby - Savanna

 Maja og jeg var hjemme og besoege koekkendamen, som har denne dejlige pige paa 4 mdr.

 Beachiii!

 Majas projekt med fodspor, der skal haenges op i dette lokale - det blev saa godt!

 Mig med nogle af de utallige billeder
 

Maja og Mariam - der laves chapati i koekkenet

Et enkelt billede fra koncerten paa Millenium

Jeg kan lige naa at skrive endnu et indlaeg inden jeg smutter til Zanzibar med pigerne paa torsdag. Her i Bagamoyo er vi alle ved at omkomme af varmen, der kun bliver vaerre, fordi "sommeren" er i november og december. Siden sidst har jeg haft en virkelig god weekend, hvor jeg loerdag aften var hjemme hos Chela og hans roomie, Godi (som rigtigt hedder Godlove, haha!).
Sara havde siddet der i to timer da jeg kom, hvor hun udelukkende havde lavet chapati - det kan godt tage laaang tid. Det tog endnu en time, foer der endelig var mad: chapati og samaki (fisk). Der var dog ogsaa omkring fem der skulle spise med, plus dem der kommer random forbi og faar sig lidt mad. Her deler man alt. Jeg havde spist, men kunne ikke lade vaere med at tage en af Mama Saras chapatier. Kiggede lidt i huset, som bestaar af et vaerelse med seng, spejl osv. og et vaerelse kun med en madras paa gulvet. Men det er et betonhus med rigeligt plads. Der er et das/hul i jorden/whatever uden for, men Sara har fortalt mig, hvordan der kravler mider og orme rundt i det, saa det skulle jeg ikke have aeren af at proeve!
Senere blev maden ryddet vaek, og trommen kom frem - vi lavede stomp og folk dansede, det var mega fedt. Chela og random fyr spillede tromme i hver sin ende, jeg spillede paa en vandflaske som jeg rystede plus mit laar, Babu spillede paa en glasflaske med en kapsel, Sara fejede en kost over jorden, random fyr II klappede i takt, og random fyr III spillede paa en balje med en traeske. Det loed faktisk vildt godt. Paa et tidspunkt kom Godi ud kun ifoert Kanga forneden, han saa virkelig sjov ud. Han er vanvittigt tynd, saa kangaen var hele tiden ved at falde af, da han dansede. Der er gang i ham, selvom han desvaerre har lidt alkoholiske tendenser. Den anden aften fortalte han mig gravalvorligt, at han hverken havde HIV eller Malaria, som jo er de stoerste draebere her. Til gengaeld, fortsatte han alvorligt, blev han meget daarlig naar han spiste tomater. Han er altsaa en skaeg type.
Ved midnatstid besluttede vi os pludselig for at tage videre til fest. Det var paa et sted der laa lidt uden for byen, saa vi tog piki-piki. Det var et stort sted ude midt paa nogle marker, hvor der var sat en masse havemoebler op, og med et stort, overdaekket dansegulv med bar. Vi fandt pludselig ud af, at det var et universitetscampus. Det mindede lidt om en dansk gymnasiefest, og det er altsaa lidt vildt at se, at lige saa tildaekkede de unge piger er i hverdagen, lige saa skanky klaedt er de godt nok saa snart det bliver weekend, fest og dans.
Vi fik danset en del og drukket en enkelt oel, foer vi besluttede os for at tage hjem.

Soendag var jeg nede paa Old market for at hygge og male lidt videre paa mit maleri. Dejligt at sove laenge og vaagne op uden toemmermaend, hehe. Jeg kan love jer for det er 100 gange slemmere at have toemmermaend her, men det er nok paa grund af varmen.
Jeg fik malet min dame pink, saa nu er det tid til detaljerne. Jeg er spaendt paa at se om jeg bliver faerdig med det inden jeg tager afsted! Chela hjalp mig med at koebe en traefigur til rafiki pris, det er vildt at saa snart man er i selskab med en sort person, ryger prisen nedad. Bagefter koebte jeg et armbaand af Chela, og han spurgte om jeg havde nogle soeskende. Fortalte ham jo saa om Christian, og saa gav han mig et armbaand og sagde "det her er til din bror, du maa hilse ham mange gange!" Jeg synes simpelthen det var saa soedt af ham.
Sara og jeg gik paa isjagt, men om soendagen er det som om de fleste ting holder lukket. De skoenne iscykler der koerer rundt i byen normalt, kunne vi i hvert fald ikke finde. Vi gik lettere nedtrykte tilbage, men Sara havde nu faaet lyst til pomfritter i stedet, saa Babu gik straks ud og koebte nogle for hende, da vi kom tilbage. Naar det er "Take-away" faar man bare pomfritterne i en lille, sort plastikpose, hvor der ellers bare er ketchup over alt. Haha. Men de smager vildt godt, deres pomfritter, fordi de er hjemmelavede alle sammen.
Da jeg kom hjem om aftenen, var Maja kommet tilbage fra Dar, og hun havde efter mit oenske koebt Harry Potter and the Deathly Hallows (jeg har ikke mere at laese, serioest det gaar ikke) plus to KitKat med hvid chokolade med hjem til mig. Det var naesten som juleaften.

Maja ville gerne have mig med paa Tasuba og hoere koncert om aftenen, saa vi moedtes med Moyo (en fyr der hjaelper os paa arbejdet) og hans ven King David ude i baren. Det viste sig saa at de foerst skulle have aftensmad (kl. 21), men de boed os paa noget at drikke i mellemtiden.
Lidt i ti kunne vi saa komme videre paa Piki-Piki, hvor vi foerst koerte til Millenium Hotel, der var det sjovt nok ikke, og saa til Tasuba, der var det sjovt nok heller ikke! Endelig koerte vi til Millenium Beach Hotel, hvor vi kunne hoere live musik udefra. Det var et vildt hyggeligt og fint sted, hvor lidt forskellige musikere fra Tasuba optraadte. Vi drak et par oel i mellemtiden, selvom det egentlig ikke var meningen paa en hoejhellig soendag, men naar nu de flinke fyre boed os...
Pludselig fandt vi ud af der var en pool paa hotellet, og var straks helt med paa natbadning. Vi lagde ud med at sidde paa kanten med foedderne dyppet i vandet, for vagten havde sagt vi ikke maatte bade om aftenen. Vi faldt i snak med nogle hollandske fyre, der er frivillige paa Tasuba, Frank og Stefan - de var virkelig soede, selvom Maja og jeg hadede Stefan lidt i smug: han har vaeret her i fire uger, og han kunne naesten tale flydende swahili, det var helt hjernedoedt! Det loed snarere som om han havde vaeret her fire aar. Vi har til sammenligning vaeret her i naesten tre maaneder og synes det gaar rimelig langsomt fremad med sproget.
Pludselig var resten af gaesterne forsvundet, det var ved at blive sent, og vi var kun den haarde kerne tilbage, haha. Omkring ti mennesker. Folk var efterhaanden lidt fulde - Moyo besluttede i et eftertaenksomt oejeblik at fylde sin oelflaske op med klorvand fra poolen og drikke det. Vi andre besluttede, at naar vi ikke maatte bade i poolen, og vagtmanden holdt oeje med os, maatte vi jo bevaege os de cirka 15 meter ned til stranden. Vi badede alle i vores undertoej, da det var totalt spontant. Vi lavede en lang raekke paa stranden, tog hinanden i haenderne og loeb alt hvad vi kunne ud i de moerke boelger. Det er saa skoent at bade om natten! David svoemmede rundt og raabte "I'm a little fiiish!" og Maja og jeg stod paa haender. Vi havde det saa sjovt og grinte simpelthen hele tiden. Da vi kom op igen, naaede rebellerne Maja og Frank at hoppe i poolen inden vagten inden for 10 sekunder kom og skaeldte dem ud, saa jeg naaede det ikke. Vi fandt et sted med en varm bruser og skyllede os, og der var ingen af os der havde haandklaeder. Men saa maa man jo finde en maade at faa varmen paa: gyngekonkurrence paa hotellets legeplads. Holland vs. Danmark. Det gik vist nok ud paa at hoppe laengst fra gyngen. Og det hjalp da lidt, selvom vi aldrig fik udnaevnet en vinder. Pludselig synes receptionisten ikke vi skulle vaere paa hotellet laengere, fordi vi var en flok larmende unge, saa vi gik videre ned paa en anden strand og var dér en times tid, foer Maja og jeg besluttede os for at gaa hjem. Vi gik naesten hele vejen (2,5 km.) foer vi fandt en piki-piki. Der er ikke gang i Bagamoyo soendag nat. Til gengaeld var der gang i Maja da vi kom hjem, for hun lavede baade kaffe og natmad til sig selv: ris og aertesovs fra aftensmaden - ikke helt det samme som den shawarma hun nogle gange koeber efter druk i Danmark, men hun synes det smagte vildt godt alligevel, haha.
Vi faldt i soevn lidt i fem og skulle op kl. syv for at komme paa arbejde. Skoent! Jeg kom faktisk paa mirakuloes vis op kl. 7:30 og paa arbejde, hvor vi lavede det mest idiotiske arbejde jeg nogensinde har vaeret ude for. Jimmy, vores chef, er Jehovas Vidne og samtidigt har han et voldsomt samler-gen. I hvert fald har han opmagasineret Vaagn Op, Vagttaarnet, diverse bibler og cd'er med Jehova osv. Bladene var helt tilbage fra 1990, og selvfoelgelig har han de fleste baade paa engelsk og swahili, det er klart. Vores opgave har saa vaeret at rydde op i dem, fordi de staar og fylder det kvarte af legepladsen. De fleste af bladene var mugne, aedt op af diverse insekter og totalt jordslaaede. Saa det var en dejlig opgave. Undervejs er vi stoedt paa en roed og sort giftfroe, en kaempe kakerlak, edderkopper og en million myrer. Foej... Vi skulle laegge dem ud paa hele legepladsen saa de kunne toerre, for Jimmy derefter kunne sortere dem. Ja, I laeste rigtigt! Han har taenkt sig at gemme nogle af de klamme, mugne blade. Men heldigvis skal resten braendes. Gad vide hvornaar det sker, og om han kan taale at se paa det! Der er i hvert fald blade nok til at dele ud til samtlige Jehovas Vidner i Tanzania, er jeg overbevist om.
Utroligt nok fandt vi energien til at tage paa stranden og bade i gaar eftermiddags. Det var dejligt - en god kur mod de dumme toemmermaend.
 I dag har vi undervist Baby Class, og jeg har faaet haengt billederne af boernene op dér, selvom jeg stadig mangler billeder af fem-seks stykker. Men stort tak til min far, som har sponsoreret hele projektet! Det er de rigtigt glade for. Det har godt nok ogsaa vaeret langt mere tidskraevende, end jeg troede, men det er det hele vaerd. Da vi var paa arbejde, kom en trist, fattig mand ind da Maja og jeg sad paa kontoret med et brev fra hospitalet. Vi forstod selvfoelgelig ikke det store, saa vi fik koekkendamen til at oversaette. Mandens kone var alvorligt syg og havde akut brug for penge til en operation. Det valgte han saa fint at illustrere med et billede af hendes mave, hvor tarmen hang ude. Det braendte sig lige saa fint fast paa min nethinde. Men det virkede, for vi valgte selvfoelgelig at give ham nogle penge. Og forhaabentlig gaar han ikke ud og drikker dem op eller andet, for vi skulle i hvert fald skrive navn, dato og beloeb paa en seddel fra hospitalet.
Paa vejen hjem skulle jeg koebe airtime, og saedvanligvis skulle jeg rundt i 3-4 shops, foer jeg fandt en der rent faktisk havde det. De reklamererer alle sammen med store Vodacom skilte, men faa af dem har det rent faktisk. Jeg stod lidt utaalmodigt og ventede i en mobil-cover-shop, og taenkte hvor ejeren blev af. Indtil jeg fik kigget lidt grundigere, og det gik op for mig, at han laa paa gulvet og sov. Der skulle bare et hoejt "mambo" til, foer han vaagnede. Det er meget normalt at butiksejere tager en lur - hvad skulle man ellers lave? Jeg kunne forestille mig, hvor meget man ville gaa amok i DK, hvis man gik ind i en Telia-butik, og ekspedienterne lige tog sig en lur bag disken. Her tager man bare tingene meget pole pole og med et smil.

Jeg talte forresten lige, og der er praecis 50 dage til jeg staar i kulden og siger hej til Danmark.

Op- og nedture (2talt Arto)

OP

- At jeg har moedt nogle virkelig skoenne mennesker, som trods deres daarlige levevilkaar er fantastisk glade og givende.
- At jeg efter snart tre maaneder i Afrika endelig har faaet min foerste is!
- At der er baade turkis og lyseroede kyllinger her i byen. Det ser mega sejt og soedt ud. Og nu maa I ikke oedelaegge det ved at fortaelle mig, at det er doedsensfarligt og dyreplageri.
- At se vores nabopige, som er paa min alder og blind, kan klare alt selv. Der er sgu ingen hjaelpende haand til handicappede her.
- At boernene paa arbejdet er rigtig glade for Maja og jeg.
- At min fantastiske mor kommer ned og besoeger mig og vi rejser rundt i TZ sammen - det betyder min hjemrejsedato er aendret til d. 13. december i stedet for 28. november.
- At se boernene i omraadet faa uendelig meget glaede ud af kapsler, papir, grene og blade. De laver desuden biler ud af en halvliters colaflaske, fire kapsler sat paa som hjul, og saa bare en snor i den saa den kan traekkes rundt.
- At have laest syv boeger indtil videre. Det er noget jeg naesten aldrig giver mig tid til i Danmark.
- At koere bag paa Piki-piki rundt i byen (uden hjelm, gisp!) og foele den friske brise og friheden.
- At alle de danske piger her i Tanzania skal til Zanzibar og snorkle om en uge!
- At min chef elsker boybands over alt paa jorden. Det er det eneste musik han har paa sin computer. Ud over lidt Beyonce.
- At der er graavejr og koeligt en gang i mellem, det vil sige 25 grader, hehe.
- At haeve 400.000 tsh i 10.000 sedler. Saa foeler man sig godt nok rig.
- At opleve med egne oejne, at Afrika ikke er saa farligt, som man hoerer hjemmefra. Jeg har en del eksempler paa, hvad Global Contact og Udenrigsministeriet har kategoriseret som farligt eller dumt, som jeg i hvert fald har overlevet. 

NED

- At koere i Dalladalla hjem fra Dar, en tur paa naesten to timer, staaende hele vejen med en skrattende hoejttaler direkte ned i hovedet, svedige armhuler rundt om en og utallige bump. Inkl. toemmermaend.
- At der laa en doed kat inde paa vores hotel i Dar. Den laa lige ved siden af restauranten, og foerst ville jeg hen og kaele den, men saa saa jeg den ikke trak vejret og i oevrigt stirrede helt tomt ud i luften. Ad... Godt jeg ikke er overtroisk.
- At jeg traadte et soem op gennem min klip-klap og videre op i foden. Av..
  - Mine negle. Perma-fucking-nent orange farve. Hvor laenge gaar der, foer ens negle vokser ud?
- At samtlige boern paa vej til og fra arbejde stadig raaber mzuuungu efter én, selvom de har set en hver dag i knap to maaneder.
- Folk der tigger penge af én og ikke vil gaa igen, selvom man siger fra paa swahili.
- At blive vildt glad over at Chela havde en Muse t-shirt paa, og begejstret spoerge ham, om han kan lide dem (deres musiksmag ligger generelt laaangt fra min), hvorefter han stirrer undrende paa mig og siger, at han ikke engang vidste det var et band.
- At voldsomt lange, hekseagtige taanegle er paa mode her. Hvis der er noget, der er klamt, er det lange taanegle!
- At folk konstant ringer til mig og knaevrer loes paa swahili. Folk jeg ikke kender, vel at maerke.
- At naar der for en gangs skyld ikke er myre attack paa vores vaerelse, er det inde ved spisebordet i stedet, saa vi kan sidde og toerre myrer vaek fra glas, tallerkener og dug, foer vi foeler det er sikkert at spise.
- At haeve 400.000 tsh i 10.000 sedler. Saa foeler man godt nok, at verden er uretfaerdig.

Baga in my moyo

 Jeg er ved at tegne skitse til mit maleri...

 

En af vores livretter hernede - pilau, som er en risret med kartofler og daarligt koed + den laekreste salat med pili-pili (chili), tomat, loeg osv. 

 Smukke Sara paa stranden

 Glaeden var stor, da Maja modtog en pakke med Haribo-slik og bolsjer fra hendes soede foraeldre!

 Sara, Maja, Monika og jeg paa stranden. Laeg maerke til fotografens skygge. Haha. Fail. 

 En af vores... andre retter. Samaki. Med hoved, finner og det hele... Saa gaar man bare i gang med fingrene. 

Boernene tegner paa tavlen inden de bliver hentet. Pigen i forgrunden, Suzy, er den jeg har mistet mit hjerte til. Hun er det soedeste nogensinde!

 

Bloggen er desvaerre blevet en anelse nedprioriteret i den seneste uge - tiden flyver afsted her i Tanzania. Men nu har jeg faaet aeren af at laane Monikas computer endnu en gang, saa jeg slipper for de uendelige problemer paa netcaféen. Med hensyn til overskriften betyder moyo heart, hvis nogen skulle vaere i tvivl.
Lige nu sidder jeg i stuen og taler lidt med Maja og Allan, som er paa besoeg igen.
Da jeg var hjemme ved Monika tidligere, fik jeg den lettere tvivlsomme aere af at faa hennafarve paa mine negle, som blev en yndig nuance af gulerodsfarvede - det ligner jeg har roeget 1000 cigaretter mellem samtlige fingre... Og det er permanent. Hvad goer man ikke for lidt afrikansk toesehygge. Hele sidste uge har vi haft besoeg af Lucy, vores soede, afrikanske dada (soester), som er paa min alder og har ferie lige nu. Det har vaeret rigtig hyggeligt, og hun har blandt andet taget os paa en gaatur rundt i Baga, hvor vi saa familiens tidligere hus og besoegte nogle af Lucys tidligere laerere. De boede i det sjoveste hus! Der var skriggule sofaer, bamser i alle afskygninger, en badebold haengende fra loftet og en transparent dug med tropiske fisk paa sofabordet. De var virkelig soede og boed paa mangojuice, selvom de var travlt optagede af at se engelsk fodbold. Lucy havde dog lidt bagtanker ved besoeget, da hun ville laane et kaempe ringbind fyldt med rettede matematikopgaver, som hun kunne goere nytte af til sin kommende eksamen. Hun viste os noget af det, og jeg fattede ikke saerlig meget. Hun skal studere noget business and economics, saa det passer jo fint til hende.
I oevrigt er hun noget af en sangfugl - naar hun er her, kan man hoere hende synge i hele huset. Det skifter lidt hvad hun kan lide at synge med paa - det ene oejeblik er det hardcore gangsterrap, og det naeste oejeblik har hun sat en CD paa med kristne salmer. En aften hoerte vi musik paa min iPod, og hun gik helt amok, da hun saa jeg havde Lady Gaga (Tak Tessie) - jeg har ikke rigtigt hoert Lady Gaga blive spillet i Afrika, saa blev lidt overrasket over Lucy kendte hende. Da jeg gik i seng var det til lyden af Lucy, der skraalede Paparazzi igen og igen, og da jeg vaagnede naeste morgen, var det til lyden af Lucy, der sang endnu hoejere med paa Paparazzi. Simpelthen saa sjovt!

Sidste loerdag var hele familien samlet i stuen, og vi havde egentlig taenkt os at se en film, men vi endte med at se en forfaerdelig saebe-opera, som varede en hel ulidelig time. Den var i korte traek fillipinsk, men synkroniseret til engelsk tale. Paa en time naaede en at vaere en anden utro, et andet kaerestepar slog op og graed begge ustoppeligt, to kvinder kom op at slaas, et firma beskyldte et andet for at bedrage dem, en rigmandsdatter bestak en kvinde for at faa hende til at lyve, og der var desuden to fyre, der skaendtes om en helt fjerde kvinde. Tilsat en masse soergelig violinmusik. Og OK elendigt skuespil. Og en volume paa max.
Men det var lige til at holde ud, naar nu familien var samlet. Og mama gav os et fint smykke hver bagefter, maaske for at kompensere for hendes manglende tilstedevaerelse, hehe.
Lige da hun kom hjem fortalte hun det var fordi hun savnede os, men et par dage efter havde hun vist glemt det, for pludselig var hun her udelukkende fordi baren skulle lejes ud. Det er den i oevrigt blevet nu - der er blevet malet og shinet op, der er kommet nye skilte, et langt stoerre udvalg i baren (godt, men saa alligevel ikke...) og lidt forskellige retter at vaelge imellem. Hertil hoejere musik, flere borde og stole og en bartender mere ud over Fasili. Saa nu er der pludselig gang i den til sent om aftenen, og der blev tilmed holdt endnu et bryllup sidste soendag. Lad mig sige det saadan... Man er glad for sin iPod naar man skal sove!

Sara og jeg er ikke naaet saa forfaerdeligt langt i vores maleprojekt, vi har egentlig kun faaet tegnet vores motiver op med blyant. Jeg skal male en ganske almindelig noegen kvinde i siddende stilling, men Sara har valgt at gaa all in og male to noegne kvinder, der kaertegner hinanden. Haha, hun er simpelthen fantastisk. Den anden dag var vi nede og bade, og vi fik selskab af den sjoveste, 17-aarige fyr, Idd, der er totalt hyper og mangler halvdelen af sin ene fortand. Han gav os show for alle pengene i sandet, hvor han saa let som ingenting lavede flik-flak, gik i bro, stod paa haender osv.
Vi hoppede sammen ud i de hoeje, varme boelger, og det var fantastisk. Jeg bader virkelig alt for lidt i havet. Men det er heller ikke en specielt turistet strand, og der ligger ingen blege tyskere og steger. Der er nemlig slet ingen der solbader, primaert fordi det er en muslimsk-domineret by, og det ikke er velset at ligge halvnoegen et saa offentligt sted. Meget apropos var Sara og jeg kun lige staaet op af vandet, da en flok paa omkring 50 midaldrende, velklaedte afrikanere gik forbi os (vi havde badedragter paa, og forsoegte derudover desperat at daekke os med mit lille haandklaede), mens nogle af dem helt alvorligt loeftede pegefingre af os - kombineret med et draebende elevatorblik. Nogle af dem kunne dog godt se det komiske i det, og de grinte og kiggede forlegent vaek. I deres oejne kunne vi garanteret lige saa godt have staaet splitternoegne og danset foran dem.

Det ugentlige marked her i byen er ogsaa en oplevelse for sig. Hver mandag er et kaempe areal lige rundt om hjoernet forvandlet til et hektisk marked med alverdens underlige ting. Der er sindssygt mange rodebunker med toej, der tydeligvis stammer fra diverse noedhjaelpscontainere i vesten. Jeg elsker simpelthen det toej, det er saa Beverly Hills, og det kan jeg sige uden rigtigt at have set serien. I en af disse bunker fandt jeg en forvasket, lidt beskidt t-shirt, som jeg var noedt til at have, selvom den er saa grim. Der staar "Books are good for you" og saa er der et billede af en pige, der spiser en bog med kniv og gaffel og har skubbet sin tallerken med taerte vaek. Det er jo mig, hehe. Derudover koebte jeg en fake laedertaske til 4 kr. Desvaerre har nogle af saelgerne faaet den geniale idé (synes de selv) at spare paa stemmebaandet og derfor indspille salgstalen paa megafon. Over alt hvor man gaar, er de indstillet paa repeat og max volumen, og saa koerer den ellers bare: "BEI POA, MIA TANO, MIA TANO, MIA TANO, RAFIKI YANGU!" (God pris, 500, 500, 500 min ven!) Jeg koeber af princip ikke noget i de boder. Saa maa I kalde mig snerpet.   

Torsdag eftermiddag tog Maja til Dar for at kunne loebe halvmarathon tidligt fredag morgen. Det er ikke for sjov jeg kaldte hende Marathon-Maja i et af mine foerste indlaeg! Jeg saa tilfaeldigvis en billboard-reklame for marathon og fortalte det til hende, og hun var straks klar: "Det er lige som at give et lille barn slik, at fortaelle mig der er marathon!", udbroed hun. Jeg maa indroemme, at jeg ville have valgt slik. Men super sejt gaaet af Maja, der loeb paa en bedre tid end hun havde regnet med, og vi andre moedte hende i Dar fredag eftermiddag, hvor der dog ikke var flere vaerelser ledige paa det motel, hun havde sovet paa, saa vi rykkede over til Tamal, det hotel vi boede paa den foerste uge i Tanzania.
Herefter tog vi i Milimani City Mall og fik opfyldt lidt af vores mzungu-behov, saasom chokolade, shampoo, myggespray osv. Jeg fik ogsaa printet intet mindre end 100 billeder af alle de soede boern paa African Childcare. De skal haenges op klassevis med navn til hvert billede. Samtidig fik jeg en laengere snak med ejeren, en pensioneret globetrotter, som havde boet forskellige steder i Europa for at studere, og arbejdet en masse steder i Afrika som lektor. Han var meget interessant at tale med, og han blev ved med at sige, at han oenskede at vaere ung igen.
Senere tog vi paa endnu et mzungu-sted, nemlig det gode stenovns-pizzeria! Det var super hyggeligt, ogsaa selvom vi endnu en gang skulle vente over en time paa maden. Efterfoelgende ville vi gerne i byen, men Maja var forstaaeligt nok traet, og Monika tog med hende tilbage paa hotellet. Men Sara og jeg begav os i en taxa til tagterrassebaren, hvor vi straks blev budt paa en drink af tre fyre fra Dar, men med mellemoesteligt udseende. Vi fandt aldrig helt ud af, hvor de var fra. Den ene af fyrene foelte vist han var Afrikas mandlige svar paa Paris Hilton, fordi hans far ejer et 5-stjernet hotel i Dar, hvor de alle tre arbejdede. Saa han var hele tiden saadan: fuck this man, I have money! Det var liiidt belastende at hoere paa i laengden. Den anden havde arbejdet i Dubai indtil for nylig, og den sidste var flyttet til Dar fra Long Island i NY. Men masser af drinks og shots, det gav de, og vi tog videre paa en club der hedder Bilicanas, som var virkelig stor: fire dansegulve, fire barer og to etager. Da vi kom ved 23-tiden var der maaske fire-fem andre, men da klokken blev et var der propfyldt! Der skulle de tre nu rimelig fulde dudes paa arbejde paa hotellet, fordi der var vagtskifte. Det passede os egentlig fint. Saa kunne vi danse videre med en masse andre, og oenske sange til DJ'en. Det var en mega fed aften!

Jeg vil slutte af med en lille anekdote. Vi sad ude i baren loerdag aften, Monika, Maja og jeg. Saa kom Babu forbi for at sige hej, og han fortalte Monika, at hun havde koebt noget af ham paa Old Market, og det var han meget glad for. Monika var bare saadan: hvem er han, jeg kan ikke se ham naar det er saa moerkt! Saa proevede jeg at forklare det, men hun vidste det stadig ikke og blev utaalmodig. "Maja, du har kameraet, saa blitz ham dog i hovedet og tag et billede, saa jeg har en chance for at se hvem pokker han er!" Endelig blev mysteriet opklaret. Hahahah, man skulle nok have vaeret der.

PS: Min hjemrejsedato bliver rykket cirka 14 dage, saa I maa leve lidt laengere i smerte... ;)

Take a pictuure, mzungu! Pictuuure!

 Babu, mig, Sara og Chela, da vi havde gaaet amok paa hinanden med Saras ansigtsmaling - et smukt syn, ikke?

 Sara, Konyagi og mig. Vi er alle tre meget gode venner.

Mig og Fasili! 

 En lille del af Old Markets mange farverige malerier

 Appelsiiiin! Som smager saa godt, og jeg er blevet lidt nervoes over den skrigende orange farve de har i DK!

 To af upper class-pigerne faar deres uji - eller porridge. Ad bad. Men de elsker det.

 Mariam og jeg i baren - hun har de sjoveste ansigtsudtryk paa billeder! 

 Babu og jeg efter vi havde leget med Saras ansigtsmaling

To af upper class pigerne ved deres nymalede borde
Den ene er, som den opmaerksomme laeser nok har bemaerket, albino - dem er der en del af!

Ja, dette er bare et hurtigt indlaeg med diverse billeder, som I sikkert nok ogsaa kan faa glaede af at kigge paa. Titlen paa indlaegget er det, mange boern raaber, lige gyldigt om man har et kamera paa sig eller ej. Jeg smutter snart til Dar med de fleste af Baga-pigerne, hvor vi skal paa marked, tagterrassebar og alt muligt andet.

Overlevelsestur i oedemarken

 Den smukkeste blomstermark

 Mig der poser paa blomstermarken

Solnedgang, der efterlod os i komplet moerke

Haandvasken med spejl - rimelig kreativt! 

Dagligstuen/koekken udefra

 

Og "indenfor"

 

Mandag kom mamas bror Allan endnu en gang paa besoeg, og det var i den sejeste safaribil nogensinde! Aargang '74 og helt aaben med et hoejtsiddende tag og 7 saeder fordelt paa tre raekker, hvor foerste raekke er i normal hoejde, anden raekke er haevet hoejere og tredje raekke er mega hoejt oppe. Endnu en gang lidt svaert at beskrive, men Maja og jeg var ved at doe over hvor fed den var, og ville goere alt for en tur i den. Det endte med vi aftalte, at vi skulle hjem til Allan ca. 50 km op langs kysten og overnatte i et telt paa hans farm. Vi tog afsted om eftermiddagen efter arbejde, og det kan godt vaere der kun var 50 km, men det tog over to timer, fordi det virkelig var ad oede veje langt ude paa landet. Det var lidt ligesom at vaere tilbage i bushen i Kenya, bortset fra de manglende bjerge. Jeg sad paa anden raekke i den totalt retrofede safaribil, og var et godt stykke over foerersaedet uden sele - det var virkelig om at holde godt fast med alle de dybe huller i vejene! Men det var virkelig hyggeligt at koere ude i stilheden og kun passere smaa landsbyer, maasaier med deres kvaeg og en enkelt piki-piki (motorcykel) i ny og nae.
Det sidste stykke vej kunne bestemt ikke defineres som en vej. Det var off-road hvor man hele tiden fik siv og grene i hovedet, og det var et virkelig ujaevnt terraen. Endelig naaede vi lysningen, hvor vi fik en rundvisning i Allans forskellige "huse". Der var et sovevaerelse hoejt haevet over jorden (pas paa elefanterne), kombineret dagligstue/koekken/bryggers i et, toilet, bad med haveslange og haandvask med spejl under aaben himmel og simpelthen den vildeste natur. Den naermeste nabo ligger flere kilometer vaek, hvis man ser bort fra hans medarbejdere paa farmen, som bor i naerheden. Han bor der i oevrigt med sin australske kaereste, som lige nu er paa familiebesoeg i Perth. De moedtes fordi han var taget til Australien for at proeve lykken som guldgraver - hvor nice er det ikke lige? Lige da vi var ankommet, blev vi budt paa afrikaffe, og herefter fik vi en lille rundvisning i omraadet inden moerkets frembrud. De dyrker mange forskellige ting paa farmen, blandt andet loeg, graeskar, majs, soede kartofler, flere loeg, kaal, boenner, guleroedder og... blomster. Farmen ligger lige op til en stor flod, som er hjemsted for en masse soede, kaempestore og mega-farlige flodheste. Aftenen forinden havde der vaeret en flodhest i et af bedene og aede, mens den trampede alle de stakkels afgroeder brutalt ned paa sin vej.
Desuden har han en lille baad ved floden, som vi desvaerre ikke kunne naa at faa en tur i - ellers havde den staaet paa krokodille- og flodhestesafari. Men det havde vi jo allerede set i Masai Mara, kan man sige.
Vi gik tilbage, hvor Allan begyndte at tilberede aftensmaden over et baal med en rist over. Stjernehimlen var enorm, stilheden betagende, madlavningen velduftende og oellen fantastisk! Herefter fik jeg et af mit livs bedste maaltider tilberedt, bortset fra koedet, udelukkende af forskellige groentsager fra farmen. Vi sad ved et fint opdaekket bord udendoers kun oplyst af et lille stearinlys og noed maden. Herefter blev mange af livets store spoergsmaal vendt, og efterfoelgende vendte vi tilbage til bonfire og talte om stort og smaat (og jeg fik en gigantisk edderkop paa mig - pludselig sad den og gloede paa mig med alle 8 onde oejne (eller er det 6? Who cares, den var mega klam!), indtil vi ved midnatstid ville i seng, da vi skulle op kl. 6 for at naa tilbage paa arbejde i nogenlunde tid naeste dag.
Det der med at sove i telt er lige mig. Det er rigtig hyggeligt og giver skoenne associationer til Roskilde og andre gode stunder, men vi proever lige igen: Det der med at sove i telt er lige mig. Naar der vel at maerke ikke er 234 forskellige udefinérbare dyrelyde i naerheden naar man gerne vil sove, og teltet ligger midt ude i oedemarken uden telefonsignal, redningsfolk, vaaben, Steve Irwins spoegelse eller i det mindste en iPod til at holde lydene ude! IPod'en havde jeg faktisk med, men Allan forklarede mig, at hoerelsen er den vigtigste sans naar man ligger i et tyndt telt omringet af fede flodheste, der forlader floden om natten for at aede. Jeg VED godt jeg er en toes, og jeg VED godt flodheste er planteaedere, men jeg har hoert paa Animal Planet, at det paa en eller anden maade alligevel er verdens farligste dyr! Og hvis der ikke kom en flodhest ville der helt sikkert komme en loeve, for dem var der da masser af, forsikrede han os. Og da jeg foerst fik denne tankestroem klokken 1 om natten var der ingen rationelle tanker tilbage i mit stakkels hoved.
Jeg ved ikke hvornaar jeg faldt i soevn, for hver gang jeg var ved at falde til ro, var der noget der skrabede langs teltet, tunge skridt i naerheden, skrappende fugle, gryntelyde og et psykotisk aesel, der hylede op hver 10. minut. Sikke et mareridt!
Jeg var derfor ikke ovenud veludhvilet da jeg vaagnede, men i det mindste var jeg da i live, suk. Vi begav os straks afsted ad de endeloese, hullede grusveje, og jeg blundede saa meget man nu kunne uden at falde ud af bilen. Da jeg aabnede mine oejne igen, sad der pludselig en aeldgammel maasai-mand med det obligatoriske roedternede klaede, mega haengende oereflipper og vandrestav ved siden af mig. Han skulle aabenbart have et lift til et marked, og det var da meget hyggeligt med lidt ekstra selskab - lige indtil bilen valgte at loebe toer for benzin in the middle of fucking nowhere. Hvor kliché er det ikke lige? Der var ingen by eller mennesker i mange kilometers omkreds, og Allan blev godt nok ogsaa paent muggen og undskyldende over for os. Men hvad kunne man goere, han ringede efter hjaelp, og fem minutter efter laa vi alle og sov paa bilens saeder, undtagen maasai-duden, der valgte at lave en slags seng af blade ude i siden af vejen. Det maa virkelig have set komisk ud. Efter en times tid kom der to fyre paa piki-piki med benzin i en stor vandflaske, og saa kunne vi ellers koere videre, indtil bilen i en mindre landsby valgte at gaa i staa igen af ukendte aarsager. Vi var efterhaanden to timer forsinket, da de selvsamme fyre kom koerende igen og fixede bilen saa vi kunne koere helt til Bagamoyo.
Klokken var blevet 10.30, og om tirsdagen arbejder vi kun fra 8-12, saa vi besluttede os for at blive hjemme, og jeg lavede noget saa fornuftigt som at vaske toej i stedet, selvom sengen virkede mere tillokkende oven paa eventyret i vildmarken.

Paa arbejdet gaar det fint. Vi er efterhaanden blevet faerdige med det altomfattende maleprojekt, hvor vi har brugt den samme type maling til at male paa alt - sten, metal, trae, papir og beton. Det kan sagtens lade sig goere i Afrika. Vi er nu gaaet i gang med et fotoprojekt, der omfatter at faa taget billede af hvert enkelt barn, og der er altsaa omkring 90 af dem. Desuden er der blevet taget klassebilleder, og vi har nu faaet sorteret dem og skal til at printe dem, saa de kan blive haengt op i klasselokalerne med navn paa. Det goer det en del lettere for alle, da selv de respektive laerere paa stedet ikke kan alle boernenes navne - og boernene synes jo det er det sjoveste at se sig selv paa billeder. Det er en dejlig foelelse at man goer bare en lille forskel paa stedet.
Ellers er det helt klart omsorgen de er gladest for - de skal roere overalt, og vores haar er virkelig spaendende. De saetter nok ogsaa pris paa vi giver os tid til at troeste dem, naar de graeder, for det har de afrikanske laerere et lidt andet syn paa - hvis de hoerer graad, raaber de aggressivt: Who's crying?!, finder eleven, siger noget paa swahili og lader dem saa sidde. Da vi legede sidste fredag, var der flere af boernene der faldt naar de skulle loebe, og selvom de graed hjerteskaerende, resulterede det kun i hoeje grin fra laererne. Okay, det ser maaske sjovt ud, men det er ikke altid sjovt at slaa sig, slet ikke naar man er et lille barn. Nu skal det heller ikke lyde som om laererne er de rene monstre, de er rigtig soede de fleste af dem, og man kan se de er glade for deres arbejde, omend det er traettende at skulle holde styr paa saa mange smaa boern i mange timer hver dag.
Apropos boern, var vi i gaar aftes ovre og hente vand ved en af naboerne, fordi vores egen vandhane konstant strejker. Her var en lille pige, og da moren saa os, udbroed hun "wazungu!" til pigen, og da hun saa os begyndte hun straks at stortude. Det blev ved - hver gang hun kiggede paa os, graed hun bare hoejere. Vi saa aabenbart meget farlige og blege ud i hendes oejne.

I dag, fredag, har vi vaeret paa stranden med boernene, hvor vi har leget boogie-woogie, slangen er giftig mm., samt samlet de smukkeste konkylier og bygget sandslotte. De elsker simpelthen deres legedag, det er bare lidt synd, at laererne vaelger nogle boern ud, der maa komme med, hvoraf resten, blandt andet en pige med muskelsvind og albinoen skal blive hjemme hver fredag.
Efterfoelgende tog vi paa Poa-Poa og fik gode pizzaer, Maja, Monika, Sara og jeg. Da vi sad der og skulle til at spise, kom der to fyre ind med de beroemte noerdebriller, der var paa mode i Danmark for nogle aar siden. De var ved at optage en (meget) amatoeragtig musikvideo, som de spurgte, om vi havde lyst til at vaere med i. Det gik bare ud paa, at den ene skulle sidde for enden af vores bord og synge med paa en eller anden kaerlighedssang, som den anden fyr afspillede paa en lille CD-afspiller, mens han filmede. Det var virkelig komisk. Mens de filmede, gik tjenerne forbi kameraet, lyden var helt elendig, og fyren sad bag vores sodavandsflasker, saa man ikke rigtigt kunne se ham. Bagefter viste de os stolt det de lige havde filmet paa deres computer, takkede os mange gange og inviterede os til "premiere" paa denne fantastiske video. Vi kan naesten ikke vente.
Herefter tog Sara og jeg hen paa Old Market til drengene, der havde grundet vores laerreder for os - i roed! Jamen tak, det var da lige en skrigende roed baggrund, vi havde taenkt os. Men altsaa, de ville jo bare hjaelpe, saa egentlig var vi lidt utaknemmelige, da vi malede det over med hvid. Vi havde dog sagt paa forhaand, at de bare skulle vaere hvide. Men kommunikationen glipper vist lidt af og til. Det var dog en hyggelig eftermiddag alligevel, hvor vi i stedet fik tegnet lidt fra min anatomibog.
I skrivende stund sidder jeg i baren med en kold cola, mens Maja sidder over for mig og skriver dagbog. Klokken er naesten otte, saa jeg haaber snart der er aftensmad, vi skal nemlig have chapati. Mama er i oevrigt kommet hjem paa besoeg, og i morgen kommer Lucy, vores afrikanske soester, der er paa secondary i Dar. Det er naesten som at have en familie man ikke kender!

Jeg maa indroemme at jeg savner jer i Danmark.
I oevrigt vil jeg gerne tilfoeje at jeg elsker at faa kommentarer paa min blog, selv om jeg aldrig har tid til at besvare dem, fordi jeg har travlt med at forbande den langsomme, hakkende internetforbindelse. Men skriv endelig, det er poa sana!

Tasuba Festival

 Endelig fandt jeg ud af at uploade billeder! Her er jeg paa stamrestauranen Poa Poa - ude i deres fantastiske gaardhave.

En af de mange flotte optraedender paa Tasuba.

 Vores seng.

 Og et af den berygtede 3-i-1er! Nydeligt ser det ud, ikke?

  

Nogle af de soede boern i nabolaget, som konstant er over os naar de ser os :)

Mariam laver mad og Maja vasker toej ude foran huset.

 Mit forrige indlaeg er skrevet faerdigt, hvis I ikke har bemaerket det.

Hele sidste uge var der som sagt festival paa Tasuba, som er det beroemte College of Art her i Bagamoyo. Det har vaeret en helt igennem fantastisk oplevelse! Det er et virkelig stort sted med mange studerende, og naar man siger festival her, menes der ikke lunkne oel, tusindvis af telte og store, internationale musiknavne (men jeg savner dig, Roskilde).
Nej, det er en masse koncerter og diverse andre optraedender, der varer en hel uge. Udenfor Tasuba var der opstillet nogle smaa spisesteder/barer og boder med lokal kunst fra Old Market. Vi har simpelthen set de vildeste ting. Den foerste aften vi var der, kostede det 4 kr. at komme ind. Det var lige til at overkomme, og den foerste koncert vi saa, var noget finsk folkemusik med tre herrer der spillede paa violin og guitar. Ikke lige det man forbandt med en afrikansk festival, men interessant var det. Herefter kom der dog noget mere lokal musik med bongo-trommer, hvid krigsmaling i ansigterne og bare overkroppe med muslingesmykker i forening med vild dans og hoeje raab. Vi har ogsaa set teater, der jo selvfoelgelig foregaar paa swahili, saa det er lidt begraenset, hvad man fatter.
Onsdag aften saa vi det mest sindssyge stepdance/stomp med kinesere eller japanere (jeg kan altsaa ikke kende forskel, selvom folk paastaar det er let!) - to unge kvinder fyrede det vildeste stepdans af, mens der blev spillet heftigt paa trommer i takt. Men det skulle vise sig at blive vildere. Efter den optraeden kom der nemlig unge, mandlige, veltraenede akrobater, der simpelthen kunne de mest aandssvage ting. Det var bare flik-flak, saltomotaler (staves) og de vildeste ting de kunne med kroppen. Hold da op, hvor var det flot, men meget svaert og uinteressant at beskrive her. Herefter kom der slangemennesker, og det kunne Sara slet ikke holde ud at se paa, haha. Altsaa, deres kroppe maa serioest vaere lavet af elastik og gummi, for jeg er overbevist om, at det var fysisk umuligt, mange af de ting de gjorde!
En ung fyr laa med hovedet paa gulvet ud mod publikum, stoettende paa hagen, mens hans ben var drejet om foran hovedet i en fuldstaendig latterlig position, saa foedderne var ud for hans ansigt. Han holdt en pakke taendstikker med den ene fod og en cigaret i den anden, hvorefter han saa skulle taende cigaretten og ryge paa den fra foden. Det giver sikkert absolut ingen mening naar I laeser dette, men det er virkelig ogsaa svaert at forklare paa skrift.
I hvert fald var jeg ekstremt imponeret over alle de talenter, der optraadte paa festivallen. Nogle af aftenerne var det endda gratis at komme ind. Der var ogsaa god musik, det meste af det meget reggae-agtigt, men ogsaa noget helt lokalt stammemusik og noget mere pop-agtigt, hvor en fyr bekendte sin kaerlighed til en af dansepigerne. Det fedeste var, at folk sad paa tilskuerpladser, men at der var et mellemrum mellem scenen og pladserne, hvor folk gik ned og dansede, naar der kom en sang med gang i. Der var generelt en fantastisk stemning, og det eneste der undrede mig var, at folk ikke var saerligt gode til at klappe af de forskellige optraedender. Nogle gange var jeg naesten den eneste jeg kunne hoere klappe i en proppet sal med omkring 2000 mennesker.

Sara og jeg hang ud med rastafyrene derhenne de fleste af dagene, og om fredagen tog vi ned og koebte laerreder med dem, saa vi kan male sammen med dem paa Old Market. Men at koebe laerreder i Tanzania er ikke som at gaa ind i Soestrene Grene og vaelge en stoerrelse for herefter at gaa hjem og male. Her skal man igennem mange faser! Heldigvis var Chela og Babu, to af fyrene, soede til at hjaelpe os, men foerst skulle vi finde et sted der solgte trae til rammer, og her koebte vi en tre meter lang traepael, som herefter skulle over til en toemrer og skaeres i tyndere stykker. Saa skulle vi ogsaa lige forbi mini-Silvan for at koebe baade smaa og store soem og desuden en gul maling, da de manglede den farve. Chela tog over og koebte stof til laerredet, da mig og Sara synes vi havde det meget haardt, og fandt en shop med Kit-Kat og Snickers, der for en gangs skyld ikke var fuldstaendigt smeltede.
Langt om laenge kunne vi vende tilbage til Old Market, hvor Babu straks gik i gang med at save trae til forskellige stoerrelser rammer, og Chela greb en hammer uden skaft og fik os til at hjaelpe med at holde, naar han soemmede rammerne. Endelig skulle stoffet soemmes paa, og vi havde seks fine laerreder. Vi naaede sjovt nok ikke at male den dag, men det skal vi snarest. Vi synes der traenger til at blive malet nogle noegne damer og maend inspireret af min medbragte kunstbog om anatomi, i kontrast til alle deres Maasai-, Tinga tinga- (dyr) og palmestrandsmalerier. Men nu maa vi se, de er ret vilde efter at laere os at male som dem.

I weekenden drak Sara og jeg Konyagi paa mamas bar, Ruvuma. Fasili, vores soede barfyr, synes vist vi var lidt underlige, men han laerte os dog at sige at man er fuld paa swahili, hvilket jo egentlig er ret vigtigt: ku-leva! Fasili forklarede os at han var muslim og ikke drak, men Sara fik ham dog til at smage drinken med et misbilligende blik. Han er virkelig skaeg, og vi fandt ogsaa ud af, at han faktisk bor inde i selve baren - lige over for vores vaerelse. Han arbejder i og er bundet til baren fra morgen til aften, og han keder sig forfaerdeligt af og til, saa hver gang vi kommer ud, saetter han sig over ved os, selvom vi har en rimelig stor sprogbarriere at bekaempe. Loerdag aften, da Sara og jeg sad og drak lidt med Mariam inden vi skulle til festival, stod han inde i baren med en slangeboesse og skoed et lille soedt firben ned fra loftet. Saa keder man sig lidt. Apropos kryb, har vi en hel myrehaer paa vores vaerelse, der somme tider dukker op, og vi soerger altsaa for ikke at have madvarer liggende, og toemmer skraldespanden tit. Foej, de fik sig lige en tur med min vildt elendige aftershave-lugtende myggespray, som var skyld i, at jeg fik 70 myggestik alene paa benene og foedderne i Dar. Tsk.
Da Maja og jeg kogte spaghetti den anden aften (vi faar spaghetti med aertesovs en gang om ugen. Det er fantastisk, saa godt pasta kan smage) havde vi ogsaa selskab af en soed, lille mus, som vi dog begge hylede op over da vi opdagede den. Tal lige om sarte, pylrede mennesker fra vesten... Den anden dag tissede jeg paa en stor, doed kakerlak paa Tasuba. Oev.
Anyway, det var lidt af et sidespring, for loerdag valgte vi bare at blive uden for Tasuba og drikke med drengene, hvilket var rigtig hyggeligt, lige indtil verdens laveste fyr begyndte at laegge an paa mig. Han var ikke over 160 cm, og saa var han rimelig irriterende, og spurgte hele tiden om han maatte kysse min oelflaske (deres udtryk for at smage). Argh. Han gav mig ogsaa et flettet armbaand som skulle vaere et tegn paa evigt venskab (yeah right, din dumme dvaerg), og koebte mig oel. Jeg trak igen "jeg-har-en-kaereste"-kortet, men det var han rimelig ligeglad med. Det var en god aften alligevel, naar jeg kom paa afstand fra ham, haha. Vi tog hen paa et lokalt dansested, Twiga (giraf) og fyrede den af til afrikanske rytmer det meste af natten. Jeg kommer virkelig til at savne deres danse-mentalitet, der betyder, at man kan danse hvor som helt og naar som helst, med eller uden musik eller partner. Selv de mindste boern laver de vildeste MTV-moves. Det ser bare saa forkert ud, nar de 4-5-aarige nabopiger ryster roev som en anden Shakira.
Weekenden blev kun sjovere, for da Maja kom hjem soendag aften, opdagede vi, at der blev holdt stort bryllup med masser af mennesker og fin pynt i vores bar. Vi besluttede os da for at tage et kig derud, selvom vi begge var virkelig smadrede. Vi blev naermest oejeblikkeligt omringet af mindre aedru maend, der var i rigtigt festhumoer, og fandt ud af, at nogle af dem gerne ville have taget billeder med os. Det er meget hyggeligt, men ogsaa skraemmende, at man straks faar en hoejere status til festen fordi man er hvid, selvom man ikke kender nogen.

I skal forresten vaere en lille smule glade for kulden i DK, for her er satans varmt! Haehae ;)