Party i slummen

Uha, nu kan jeg berette om flere gastronomiske oplevelser, da vi i fredags var naer himlen og opdrev noget saa smukt som pizza! Sara, Melanie og jeg besluttede os nemlig for, at vi ikke lige havde den vilde lyst til Ugali (udkogt majsgroed) med groenkaal, som hurtigt er blevet en berygtet ret (og afrikanerne elsker det). Derfor begav vi os med Taxa-Lennard til en anbefalet restaurant ved navn Kongoni, som maa vaere guds gave til sultne, lettere kraesne wazungu.
Der var godt nok stilforvirring paa Kongoni. Jeg vil beskrive det som norsk bjaelkehytte moeder Hard Rock Café moeder Engelske fodboldhold moeder dansk jul moeder udendoers fancy bar med pejs. Har desvaerre ingen billeddokumentation. Naar man ankom var der blinkende dioder i et vaeld af farver, saa selv min far var blevet misundelig. Her fandtes ogsaa en varm pejs og et sofa-arrangement. Inden for var der skotskternede duge med levende lys paa de runde borde, fodboldtroejer i alle farver med selskab af live fodbold paa fladskaerm. Desuden var der de flotteste plakater og malerier af legender som Bob Marley, Jimi Hendrix, Prince, The Beatles osv.
Men hovedsagen er, at vi delte en omgang nachos med guacamole til forret, som ikke var stor som lovet paa menukortet, men det smagte rigtig godt.
Herefter fik vi hver vores pizza, Melanies desvaerre uden ost, da hun tog noget penicillin af en art. Men Sara og jeg smovsede vores Hawaii med friske ananas og kaskader af ost, noej hvor var det godt – og bestemt ikke frysepizza.
Alt dette med to kolde colaer til hver kostede 40 kr. pr. person.

Vores tur hjem skulle dog vise sig mere dramatisk end forventet. Taxa Lennard, som ellers er den soedeste chauffoer, besluttede sig vist for at skraemme os lidt. Paa den moerkeste, oede vej begyndte han at tale om landevejsroeverier, hvor de unge roedder fra en bestemt stamme tit tager plads efter moerkets frembrud og spaerrer vejen paa den ene eller anden maade – eller simpelthen bare kaster sten paa forruden. Fedt nok. Der var stadig over 20 minutters koersel hjem. Han fortalte at han selv havde oplevet det, og ikke kunne lide at koere om aftenen. Klokken var kun 20.15!
Men altsaa, de her stammedrenge var ifoelge Lennard alle i besiddelse af farlige guns, om ikke andet i hvert fald som det mindste sabler eller knive.
Vi forholder os i ro, men jeg kunne personligt maerke en tiltagende hjertebanken. Pludselig kommer en mand gaaende direkte mod os i lyset af forlygterne. Vi taenker ”okay, det var dét”... Han flytter sig ikke, selvom vi kommer taettere og taettere paa. Da vi er ved at koere ham ned, gaar det saa op for os, at det er en dvasket, dum, doven dromedar (nu har jeg laert det. De har kun en pukkel). Vores panikslagne skrig forvandledes straks til hoejlydte grin, og vi foelte os en anelse paranoide. Hjem kom vi, og vi havde ondt af stakkels Lenny-boy, der skulle hele vejen tilbage paa den farlige vej.

Chapati tilberedt i en moerk gyde

Loerdag stod paa afslapning for Melanies og mit vedkommende, da de andre var paa henholdsvis 1 dagstur til Mt. Kenya og ridetur i nogle beroemte grotter paa hesteryg. Sara lavede det fedeste stunt paa hendes sindssyge krikke, der pludselig besluttede sig for at styrte afsted mod skoven. Hun maatte bare holde sig fast til dens manke og rundt om dens hals. Pludselig var de i skovgrynet og Sara saa sit snit til at gribe fast i en hoejtsiddende gren, holde godt fast, og derefter loeb hesten videre. Det er da den vildeste actionfilmsattitude!

Da folk kom hjem, samlede vi hurtigt de resterende friske og begav os afsted mod byen igen. Igen i moerke og igen med Lennard. Her naaede Ida og Ingrid at faa lidt noia paa, da vi fortalte dem om aftenen forinden. Men altsaa, det forholdt sig saadan at vi skulle til fest i Nanyukis slum.
Foerst tjekkede vi ind paa Comfort endnu en gang, og saa kom Salim, en rigtig flink fyr vi moedte til rundvisning i slummen, og hentede os. At gaa i slummen om aftenen var helt fint, der var faktisk ikke et oeje. Vi blev foert ind i en slags baggaard, hvor hans hus/vaerelse laa. Vi havde regnet med at det var ham og Evans, men os fem toeser blev moedt af i hvert fald 10-15 unge fyre, der stod ude i gyden og lavede tusindvis af Chapati til deres gaester – os! Det var meget overvaeldende, godt nok havde Salim i telefonen fortalt, at de var ved at forberede lidt til os, men altsaa. Sikken gaestfrihed.

Lille soede Louis med moster og Salim til venstre

Da vi havde spist en pandekage hver med lettere skeptiske blikke trods den fantastiske smag; ”Vi faar helt sikkert straalemaas i morgen”, som Ingrid smukt udtrykte det, tog vi ud og koebte nogle lokale oel og en flaske vodka + cola, som kunne erhverves lige rundt om hjoernet, skaalede vi og takkede de soede drenge mange gange (de har ikke et ord for skaal paa Swahili. Hvad-sker-der-serioest-for-det?!).
Jeg saetter nogle billeder ind af Salims flotte vaerelse, hvor der var plads til overraskende mange. Omdrejningspunktet var det lille TV der viste musikvideoer. Jeg naevner i flaeng... JoJo, James Blunt, Rihanna, Justin T, Chris Brown og ogsaa noget lokalt. Det var deres The Voice, og der var serioest ikke en sang der var nyere end 2005. Fantastisk!
Der var en virkelig nuttet dreng, Louis, paa halvandet aar til stede hele aftenen. Stakkels lille barn. Os piger, alle med paedagogmedhjaelper-bagggrund, spurgte mange gange hvor foraeldrene var (moderen kom og gik, faderen anede de vist ikke hvem var), og om det ikke var over hans sengetid. Men nej, det var helt fint. Han dansede paa et tidspunkt foran TV’et, det var ret kaert. Lille Louis sad i passiv rygning, hoej musik og mellem en masse mennesker, og han var bestemt ikke tryg ved situationen.  Ved 23-tiden faldt han i soevn i sin 13-aarige mosters arme. Suk. De har en lidt maerkelig tilgang til boernepasning hernede, selvom man kan se de fleste elsker boern.
Drengene og de to piger mente vist ikke vi var maette endnu, saa ved halv elleve-tiden blev der serveret en virkelig laekker koedsuppe(?) med diverse groentsager i. Det smagte langt bedre end tyggegummikoedet, omend det var lidt sejt. Taenk at de har knoklet i flere timer for at faa besoeg af nogle naermest ukendte piger.

Det fantastiske TV med gamle hits

Nu var det saadan, at vi havde drukket oel, havde siddet ned i over to timer, og faktisk gerne ville tisse et andet sted end i de moerke gyder (mere lokale er vi sgu heller ikke), saa vi fik lokket de fleste drenge med, og de bestilte to taxaer. Og det er saa her du ikke skal laese med laengere, kaere mor.
Vi sad 11 personer i vores taxa. Saadan en der er bereget til fem, I ved – dog en stationcar. Vi foelte lidt for at blive optaget i en rekordbog, men saadan noget har de nok ikke her, og desuden er det sikkert heller ikke en rekord her i Kenya. Men meget klemt sad man, og sjovt var det. Vi naaede diskoteket/baren Lion’s Court, men deres musikanlaeg var brudt sammen, saa vi maatte koere videre til Sportsman, hvor den ene taxachauffoer saa sit snit til at tage hvid pris, da vi ikke havde aftalt noget paa forhaand. Vi betalte nok dobbelt saa meget som vi skulle, men han var glad og vi fik fred. Det foerste vi saa da vi ankom var en klam, gammel britisk soldat, der trak en ung prostitueret uden for. Det er virkelig noget man skal vaenne sig til. Herefter var der hed og crazy dans til klokken halv tre (serioest, I fatter ikke hvor vilde og rytmiske de alle sammen er), hvor vi besluttede os for at finde en soed Taxamand, der koerte os til hotellet for en tier. Her sov vi soedt i de absurd haarde senge, indtil vi selvfoelgelig skulle vaere oppe og ude inden klokken 10. Det er serioest et meget bittert og aedrueligt a-menneske der har opfundet denne tilsyneladende universelle hotel-regel!
Morgenfriske som vi var besluttede vi os at gaa de 500 meter til wazungu-buret, som bestaar af et slags Mall, hvori der er det vildeste supermarked (Bilka, go home), et par dyrere restauranter, en haeveautomat, en elektonikforretning og et par toejbutikker – alt sammen hegnet ind, saa kun de fornemme rige mennesker kan faerdes der.

Smukke Sara og jeg hjemme hos drengene

Paa vejen derhen moedte vi en virkelig flink gadesaelger, som slet ikke var saa anmasende. Vi faldt lidt i snak med ham, og han ville gerne vide noget om Danmark (nu skal I ikke sige det bare er et salgstrick). I hvert fald ville han gerne foraere Sara og jeg et flettet armbaand hver, fordi han godt kunne lide os (nu skal I ikke sige det bare er endnu et salgstrick). Jeg ville gerne koebe et ekstra, og selvom han ikke ville tage imod penge, gav jeg ham 100 ksh, som er 6 kr. Han var nemlig rigtig soed!
Vi spiste halvraa avocado burgere til brunch, som egentlig smagte godt, og desuden klarede vi os alle uden daarlig mave, trods den aah-saa-farlige mad i slummen.
Paa hjemturen med trofaste Lenny saa vi de vildeste gribbe jeg aldrig har set foer. De aad et aadsel af en ko lige ud til vejkanten, saa vi stoppede op og gik ud for rigtigt at kunne se. De lignede en krydsning mellem en struds, pelikan og oern. Hmm.

Den vilde taxatur! (Billede uden Melanie, da hun sad paa forsaedet)

Som om det ikke var en haard nok soendag med toemmermaend, skulle vi da have endnu en gang swahili-undervisning da vi kom hjem. Men Jessie er fantastisk, saa det er jo altid en fornoejelse. Nu har vi laert noget om tid, ugedage, maaneder og tal. Lige herefter begav vi os ud paa oplevelsen ”Cooking with local families”. Sara og jeg kom ud til en soed pige, Betty paa 21, som har en 6-aarig soen. I familien var der mange andre, selvom hun reelt kun boede sammen med sin soester (fik ikke lige saa godt fat i navnene) og soesterens 2 mdr. gamle datter. Vi skulle hjaelpe til med at sortere skidt fra boennerne og risene, og skraelle kartofler med de sloeveste knive ever. Jeg gav lidt op med de kartofler der, da jeg i forvejen er daarlig til det. Haha. Men saa skulle der skaeres guleroedder og tomater. Maden blev lavet ude i deres lille koekken, hvor jeg her vedlaegger et yndigt billede af en haardtarbejdende Sara. Der var saa meget roeg, man var ved at blive kvalt. Imens risene og boennerne kogte i det laekre flodvand, viste jeg mit medbragte fotoalbum og glittede turistkatalog. De var meget imponerede, isaer over vores bestand af hjorte (helt aerligt, har de set deres eget dyreliv?) og min mor og fars hus, desuden havde Betty vist aldrig set ribs, jordbaer og hindbaer foer. Ret sjovt. Imens drak vi den tyndeste pulverkaffe.
Paa et tidspunkt flippede soennen fuldstaendigt ud, da vi bare sad inde i stuen. Han hylede, graed og skreg, hvilket resultede i, at en af broedrene tog ham paa nakken og bar ham uden for. Saa kunne han ellers ligge der og graede uden troest. Vi spurgte hvad der var sket med ham, for det var helt galt, men det vidste de ikke... Lidt senere, da han var faldet lidt ned, tog jeg mine to medbragte legetoejsbiler og en hoppebold op af tasken, og det vakte glaede blandt de 6-7 boern, der rendte rundt uden for huset. Isaer var soennen vild med politibilen, der kunne traekkes tilbage og dermed koere af sig selv. Broren paa 16 var dybt fascineret over den anden bil, som kunne lyse. Hoppebolden blev hurtigt hugget af en meget dominerende dreng. Det var sjovt at se - dine gamle biler er meget populaere hernede, Balle! Da det var blevet halvmoerkt var det endelig spisetid, og selvom det var typisk afrikansk mad, smagte det nu rigtig skoent. Vi takkede mange gange for det hele, og vendte snuden hjem til vores dejlige koejesenge og taepper, mens Maja, Monika, Helle, Tobias og Frederik var hardcore og overnattede ude ved deres familier.

Sara laver mad i det noget primitive koekken

Mig med noget af familien (de to soestre + boern)


Noget af teksten insisterer paa at vaere centreret. Jeg ved ikke hvorfor...

Love Millaaah

 

Fattigdom med smil

Alkoholfremstilling paa afrikansk.

Som sagt har vi et utroligt stramt program herude i bushen, det er derfor jeg er lidt bagud med blogging. For en uge siden havde temaet poverty, og som en del af undervisningen skulle paa tur i omraadet og se paa fattige mennesker. Det lyder ret usmageligt, men egentlig var det deres erhverv, vi skulle se. Vi var ude og se en familie der laver kul, som for det foerste er ulovligt i Kenya, og selvfoelgelig ogsaa meget miljoeskadeligt, men som de sagde, goer de det for deres egen overlevelse. Naar man er helt derude er de fleste nok villige til at bryde loven, isaer naar de bor langt ude paa landet, hvor politiet maaske er paa visit et par gange om aaret. Desuden er politiet jo staerkt forbundet med korruption i store dele af Afrika, saa du kan med lethed betale dig ud af faengselsdomme og straffe, hvis du ellers har raad. De fortalte at man reelt kan faa op til otte aar for at producere kul. Virkelig sygt naar man sammenligner med den danske straffelov.
Jeg havde dog travlt med alle de soede boern, hvoraf den ene med bedende oejne og strakte arme gerne ville baeres, og det blev hun. Da jeg havde staaet med hende i et kvarters tid, begyndte mine blegfede arme dog at syre til, og jeg maatte saette hende fra mig. Hun var altsaa nok omkring 4-5 aar skal det siges, saa ikke helt let!

Vi har ogsaa besoegt en mand, der fremstiller alkohol og saelger det lokalt. Igen er det selvfoelgelig ulovligt. Vi var ude paa en kaempe mark, hvor der blev dyrket alt muligt – mest boenner og majs. I den ene side var seks store beholdere gemt i et hul, hvor de ellers stod og blev til alkohol. Ja, spoerg ikke mig hvordan det sker, jeg fattede nada da vi fremstillede ethanol i kemi. Betryggende var det dog, at der var baade jord, planter og dyr nede i vaesken. Mmm. Videre gik vi, og den venlige mand koerte African Time, saa vi maatte vente tyve minutters tid, foer vi nede ved floden kunne se alkoholen blive faerdig (spoerg mig igen ikke hvordan, det var noget med dampe og sukker, hej blondie).
Pointen er, at vi fik lov at smage illegalt, afrikansk alkohol, der ifoelge den ikke helt aedru mand skulle smage som oel, men egentlig smagte af en blanding af vodka og Aalborg Akvavit. Faktisk ikke saa slemt, naar man nu er vant til et vodka-shot i ny og nae. Den soede, ikke-helt-aedru mand baellede resten af koppen, og saa fik vi lov til at komme op og se hans hjem. Det ville vaere synd at kalde det et hus, da det reelt var et traeskur. Mikroskopisk smaat, og alligevel var der plads til baade ildsted, seng, natbord og en ophaengt skaal med raadent koed og ogsaa en levende hoene, der skraemte livet af mig, da den pludselig gokkede op i moerket. Afslutningsvis ville manden og hans soen meget gerne have taget billeder med os. Sikke en fest han havde sig.
Afslutningsvis gik vi over og saa stenhuggere, som overvejende var unge fyre paa min alder, der brugte deres sommerferie paa at hugge store mursten ud af klippestykker, for efterfoelgende at baere dem over i en lastbil, som kunne fragte dem videre. Sindssygt haardt arbejde under den bagende sol! De var meget venlige, men jeg blev hevet til side af en af dem, der begyndte at fortaelle mig sin livshistorie – han var HIV positiv, hans kone doede af det i 2007, og nu var han medarbejder paa et saakaldt Family Planning Center. Utroligt tragisk, men jeg forstod nu aldrig helt hans intentioner. Om han var ude paa at faa nogle penge, eller om han bare foelte for at berette sin tragiske historie. Hmm.

Akvavitmanden og hans soen.

Efter frokost skulle vi ind og se paa Nanyukis ret store slumkvarter.  
Vi blev delt ind i grupper og fik en ung ”guide” hver, vores hed Virginia og laeste noget Food & Beverages paa en skole et stykke vaek. Det kan man aabenbart godt selvom man bor i slummen med sin soester og cirka 23 boern i et lille skur. Det var meget spaendende at gaa rundt derinde, godt nok foelte man sig for alvor som en forfaerdelig turist, der gik rundt og tog billeder af fattigdommen. Og selvfoelgelig paranoid nok til foerst at spoerge om man kunne tage kameraet frem. Selvfoelgelig. Dog virkede folk utroligt livsglade, mange hilste og alle de mindre boern raabte ”how are you, how are you”, da det er cirka det eneste engelsk de kan. Jeg tvivler paa halvdelen overhovedet ved hvad det betyder – men soede, det var de. Vi saa blandt andet en smedje, en moebelsnedker, frugt og groent markedet, og blev ogsaa inviteret inden for i nogle af de smaa hyggelige huse, hvor der var proppet med sofaer og laenestole paa ingen plads.
Vi saa ogsaa den lokale kirke der var proppet til randen med plasticstole, og gik forbi faengslet – de har virkelig nogle vilde straffe hernede. Stjael noget fra en butik, og du kan let faa 6 aars faengsel. Tankevaekkende. Det var vildt skoent at se hvor glade alle virkede, trods de bor i slummen.

Lille pige leger med gammelt cykeldaek i slummen.

 Onsdag skulle vi ud og besoege en lokal kvindegruppe, der har et faellesskab, hvor de hovedsageligt passer forskellige dyr, men de laver ogsaa de flotteste, farverige kurve. Det tager dem tre-fire dage at flette saadan en, som er lavet af snor og plastic. Og de saelger dem for omkring 60-80 kr. Rimelig skod dagsloen, hvis I spoerger mig, men det er ret fint hernede. Grunden til, at vi besoegte dem, var at vi skulle hjaelpe dem med idéer, markedsfoering etc.
Da vi kom tilbage skulle vi derfor deles op i tre grupper: logo, brochure og idéer til andre designs.
Min gruppe fik lavet et ganske fint logo, hvis jeg selv skal sige, dog minder det en smule om SOS Boernebyernes, men vores er meget mere farverigt. De andre grupper kom op med nogle rigtigt gode ting, og dagen efter skulle vi saa ud og praesentere det for dem.
De blev vist ret glade, dog synes de ikke det var nok at deres kurve var inkluderet i vores logo, da de blev ved med at snakke om, at der ogsaa skulle sidde en ged i hjoernet. Wtf?
Men virkelig fedt at se, at vi paa en times tid kunne komme op med tre holdbare idéer, som helt sikkert kan hjaelpe dem fremad, da de satser paa at projektet skal munde ud i en selvstyret butik i Nanyuki. De naeste tre voluntoerhold skal ogsaa hjaelpe dem videre i processen. Herefter blev der handlet til den store guldmedalje - jeg koebte dog ikke noget af dem, da jeg hellere vil vente til senere.

Kreative haender.

De fleste af kvinderne og et par kurve.

Solopgang paa det lille bjerg.

 Om aftenen stod vi i baelgmoerke og saa den smukkeste og mest overvaeldende stjernehimmel jeg har set i mit liv! Der er tusindvis af stjerner her i forhold til i lille Danmark, og det virker som om man kan se meget mere af himlen (det er igen her jeg erklaerer mig blank og ikke ved en skid om astronomi og himlen ifht. aekvator og alt det jazz). Desuden er maelkevejen virkelig tydelig!
Man faar sig nogle fantastiske naturoplevelser her, hvilket jeg ogsaa bevidnede morgenen efter klokken lidt i seks, hvor en stor del af pigerne vandrede op paa det lille bjerg bevaebnede med kaffe og te. Ved halv-syv tiden begyndte solen at titte op over et andet bjerg, og det var virkelig et fantastisk syn.
Saa fredfyldt. Samtidigt kunne man tydeligt se Mt. Kenya. Gaet hvem der gik fuldstaendig i selvsving med kameraet.
Vores mega nice hippie-laerer Tasja havde medbragt en lille overraskelse i form af nogle Tarot-kort, hendes mor havde givet hende med herned, og som hun laeser ét af om dagen.
Vi trak hver isaer et, og mit var noget med at kaerlighed overvinder alt, og at det raekker langt ud over det seksuelle. Godt saa... Vi fik alle nogle meget store ord at vide, men det passede nu ogsaa godt til stemningen.
Der var illustrationer paa kortene, og Maria trak et, hvorpaa der var et bjerg med en solopgang. Skaebneagtigt! Det eneste der manglede for at fuldende hippiestemningen, var fandme at vi alle satte os i en rundkreds i skraedderstilling og begyndte at meditere over alt mellem himmel og jord.

Mere idyllisk bliver det vist ikke.



Fredag blev vi kastet hovedkuls ud i en workshop, som ingen af os vidste hvad omhandlede. Det viste sig saa at vi i grupper skulle planlaegge en workshop til om eftermiddagen, hvor vi skulle ud paa en skole og undervise. Min gruppe valgte det hyggelige enme drug abuse, de andre valgte child abuse og human rights.
Vi var lettere nervoese da vi gik den lange vej over til skolen, som var fuldstaendigt som man ser i reklamerne for Boernefonden. Tre-fire klasselokaler uden vinduer eller noget, og med gamle pulte at sidde paa, og en meget nedslidt tavle.
De soede unge i alderen 15-25 moedte talstaerkt op (og gisp, der er skoleferie hernede, saa det var faktisk helt frivilligt!) og vi fik 11 elever hver at undervise.
Vi startede med den klassiske navn, alder, en ting om dig selv. En sagde ”my name is Anthony, I’m 22 years and I love Jesus!”Saa den typiske brainstorm paa et flipchart, altsaa: hvilke associationer faar du, naar du hoerer ordet misbrug. Men de snakkede og snakkede i stedet, saa det blev ikke til mange konkrete ord. Men hey, vi er nybegyndere.
Herefter delte vi dem op i grupper, og sad med 3-4 elever hver. Der snakkede vi om baade problemer og loesningsmuligheder, og den 18-aarige pige Fan i min gruppe snakkede en masse, mens de to drenge hviskede lidt af og til. De taler simpelthen saa lavt hernede. Det ved de fleste nok er et problem for mig, da jeg altid bliver bedt om at daempe stemmen, og i oevrigt foeler mig halvdoev af og til.
De stoerste problemer er khat, som er straa/blad man tygger og bliver hoej af, alkohol (isaer det hjemmebryggede) og bhang, som er hash. Desuden er limsnifning et stort problem blandt alle gadeboernene.
For noget tid siden da vi var i Nanyuki og fik en flok gadeboern paa nakken, var der et barn paa max 5 aar, der gik og sniffede fra en limflaske. Det er haardt at se saadan noget, det sidder stadig i mit baghoved.
Til slut snakkede vi i faellesskab, og de fortalte at regeringen blandt andet koerer kampagner mod misbrug, men at man til gengaeld ikke kan gaa noget sted hen og faa hjaelp – de foreslog kirken, familien eller vennerne, eller som Fan saa klogt sagde: man vaelger jo selv om man vil stoppe, i sidste ende er det ens vilje der er afgoerende.
De fik selvfoelgelig lov til at stille spoergsmal til os, og der var mange interessante i blandt. De synes det var ret vildt, at der ikke er gadeboern i DK, og at man kan blive reddet af staten, hvis man er kommet for langt ud med gratis afvaenning osv. Som Ingrid sagde efterfoelgende, er det lidt ubehageligt at snakke om Danmark og velfaerdsstaten over for dem, da det godt kan virke hoverende.
Paa den anden side VED de jo godt, at vi er meget rige i forhold til dem, og maaske saetter de bare pris paa at vi gider komme ud og fortaelle dem lidt om vores kultur. Det var under alle omstaendigheder en utroligt interessant oplevelse med meget engagerede unge mennesker.  

Det saetter nu ogsaa tingene i perspektiv, at danske studerende demonstrerer, blokerer klasselokaler osv., bare boegerne er fem aar gamle, pauserne for korte eller SU’en for lav. Ikke at vi bare skal ignorere problemer, men her er boegerne altsaa meget foraeldede, der er maaske en hel klasse om én bog, der er intet der hedder kopimaskiner, skolebibliotek, uanede maengder papir eller internetforbindelse i timerne. De laver gladeligt deres lektier med de midler de har, og moeder op saa tit de kan, hvis da ikke sygdom, fattigdom, arbejde eller andet kommer i vejen.
Nu lyder jeg nok pisse korrekt og meget moralsk.
Men vi faar altsaa penge for at tage en gratis uddannelse. Punktum.

Haaber I har det godt i DK.. Nu bliver det jo snart efteraar, hva'? Haehae.

Do you love god?

Her kommer saa reportagen fra det afrikanske natteliv og en ret saa hellig beretning fra den lokale kirke.

Da vi forlod restauranten begav vi os i samlet flok med en haeveautomat. Lidt dumt, da det var blevet moerkt, men der skete ikke noget. Hakuna matata. Dog viste en lettere skummel type os vej, men vi naaede dog automaten – der er bevogtet af vagter med hjelme og koeller (citat Sara: de ligner sgu da stoleben!), og skjult bag en skudsikker doer (ej okay, en doer i hvert fald).
Vi fik den flinke vagtmand til at ringe efter tre taxaer der skulle bringe os sikkert til Sportsman Arm Hotel. Det var en ret god beslutning, da nogen overvejede at gaa – det laa i bunden af et ret oede og fattigt kvarter, og der sker vist ret mange overfald af fulde naive turister paa den straekning. Taxaerne blev da ogsaa tjekket underneden med spejle.
Vi gik inden for og oven paa hvor der var en bar, to fine dansegulve og masser af sofaer. Stedet var forholdsvis tomt da vi kom kl. 21, saa vi gik alle i baren og fik en tiltraengt oel! Man kunne faa Heineken, men vi drak Pilsner og Tosker, som er deres egen oel med en soed elefant paa flasken.

Saras og min seng. Og nej, der blev ikke ryddet op foer billedet blev taget.

Nina chiller i en af de dejlige haengekoejer.

Alternativ maade vaskekonerne haenger sokker op paa - og lidt farligt!

Maries (vores laerer) soede kat, Chili Frans - de andre hader den, fordi den er begyndt at rende rundt paa vores vaerelser.

Mig med toemmermaend inde i byen. Ret charmerende.

Og saa lige et billede fra Sportsman!

Desvaerre kom manden der havde vist os vej til banken lige pludselig hen til os, mens han vist lagde lidt an paa Frederik, som han ragede paa laaret. Det var foerst da det gik op for os, at han ville have 500 shillings for at have fulgt os 100 meter op til haeveautomaten, at Ida skruede bissen paa og sagde at han skulle gaa. Saa gik han, kom tilbage og proevede at tale med Tobias i stedet – der soerme ogsaa afviste ham.

Efterhaanden som vi fik mere indenbords kom der flere mennesker, som hovedsageligt bestod af prostituerede og de britiske soldater, der har en base uden for byen. Os vilde danskere fik indtaget dansegulvet, og da festen var allerbedst i gang, skulle jeg lige ud og tisse. Da jeg saa staar og vasker haender, er der fandme en lille lesbisk soldat (blev tidligere forklaret, at alle kvinder i haeren er lesbiske), der vaelger at knaekke sig lige inden for doeren, hvor jeg stod. Det var baade blaat og groent og virkelig ulaekkert, og hun ramte mig paa den ene fod. Heldigvis var det til at faa af, men tak siger jeg bare!
Festen var dog langt fra forbi. Vi fik danset med de lokale, baade ludere og ganske normale festglade mennesker, og jeg er stadig ikke kommet mig over, hvor meget de gaar amok! Det er helt fantastisk, og de har jo simpelthen bare rytme i kroppen fra foedslen. Musikken snakker vi saa ikke om. ”DJ’en”, som stod i midten af det hele, synes vist godt deres gamle skrattende anlaeg kunne klare en volume der noedsagede os til at raabe til hinanden. Ikke saa hyggeligt, men det havde nu ogsaa sin charme. Der blev spillet ret meget 90’er musik, men de kendte skam ogsaa LMFAO (Everyday I’m shufflin’) og andre helt nye The Voice hits. Det var dog lidt fantastisk, da de spillede Waka Waka, som jeg har brugt paent meget energi paa at hade, men den minder mig jo om mine savnede piger Ida og Stine, som altid gaar helt amok over den.
Anyway, pointen er, at vi fik danset en hel masse og hygget vildt meget! Da taxamanden sagde at de stoppede med at koere taxa ved tre-tiden, maatte vi hellere se at vende hjem til Comfort Inn – meget underligt at skulle tage taxa ca. 500 m., men det er man aabenbart noedt til. Da vi kom tilbage til vores vaerelser, rendte Maja lettere forvirret rundt udenfor. Hun var lidt fuld, for hun kunne ikke finde sit vaerelse. Det var sjovt, men vi var vist alle sammen mindre aedru!
Sara og jeg lagde os til rette paa de haarde madrasser og cement-agtige hovedpuder (hvor blev komforten af?), og faldt hurtigt i soevn efter lidt fuldemandssnak.

Om morgenen ville vi spise brunch paa hotellet. Jeg bestilte French toast og en Tomato toast (hvidt toastbroed med tomatskriver, intet andet), mens de fleste andre tog den store brunch. Der gik 20 minutter, eller nok naermere 30. Saa blev deres scrambled eggs, bacon og ristede toastbroed efterhaanden serveret lidt efter lidt. Men de manglede nu stadig den livsnoedvendige kaffe, noget kartoffel-halloej, diverse frugter og meget andet. Vi maatte vaebne os med taalmodighed, og efter en times tid blev det kogende vand og pulverkaffeposer serveret. Alt i alt tog vores lille brunch to timer, og indeholdt stadig kun faa af de lovede ting. Men det kan man vist lige saa godt vaenne sig til, for det er ret normalt at det tager op til en time at bestille og faa maden serveret.

Soendag skulle vi op og vaere kristne i den naerliggende kirke – der egentlig bare var en stoerre lerhytte med huller som vinduer og meget ukomfortable baenke placeret direkte paa jorden. Da vi traadte ind blev opmaerksomheden straks rettet paa os underlige wazungus, trods vi var i vores bedste kirketoej.
De naeste to timer stod i korets tegn – eller det vil sige, de 7-8 forskellige korgrupper der var oppe og synge for os. Det var meget specielt, for det startede simpelthen med, at en tilfaeldig kvinde broed ud i sang, og herefter gik op ad mellemgangen til ”alteret”, hvor utallige boern og unge fulgte efter og istemte sangen. Her sang og dans de simpelthen med saadan en energi, at bliktaget var ved at lette. Jeg har en underlig ting med boernekor, jeg synes nemlig det kan lyde helt fantastisk. Saa langt saa godt. For de forskellige optraedender skulle nemlig akkompagneres af et 90’er keyboard, hvor en nydelig ung mand i skjorte agerede organist. Jeg har aldrig i mit liv moedt saa tonedoev og urytmisk ”musiker”. Det skar simpelthen i oererne, at lige meget hvor fine og rytmiske sangene fra korene loed, blev det straks overdoevet og oedelagt af 90’er-techno-crazy-frog-weirdo-bass-orgel lydene.
Samtidig med dette var vores baenk hele tiden ved at falde bagover og lave domino-effekten med de bageste raekker. Noget af en oplevelse! Halvvejs i ceremonien gik en soed lille dreng rundt og indsamlede til kirken (da jeg smed mine shillings i kurven, bad jeg samtidigt en smule om, at pengene ville gaa til musikundervisning eller i det mindste et nyt keyboard).
Pludselig var det som om, de blev enige om, at det var vores tur. Vi gik derfor til alters og lagde ud med ”Jeg ved en laerkerede” i 80’er-versionen, som jeg naivt faktisk troede min sjove far havde fundet paa – den vilde version. Bagefter var vi meget salme-agtige og sang ”Dejlig er Jorden” – og ja, i slutningen af denne stille, kirkelige sang, proevede Hr. Tonedoev desperat at fange tonerne paa sit wannabe-orgel. Jesus Christ!
Naa, men boernene blev herefter lukket ud af et hul i den ene side af kirken, da de efterhaanden fik lidt svaert ved at sidde stille – meget velopdragne var de dog. Ak, det var kun et kort glimt af sollys der strejfede os, foer en ung dude gik paa og aevlede en time paa swahili. Det var OK svaert (tak for udtrykket, Ida) at koncentrere sig. Som om det ikke er kedeligt nok i en dansk kirke, hvor man i det mindste forstaar ordene. Vi opfangede dog to ord: Mungu og baba, som betyder gudfader. Det blev naevnt i cirka hver saetning. Han spurgte ogsaa om noget vi ikke fattede, hvor alle raekkede haenderne i vejret, men en kvinde oversatte: Do you love god? And will you do anything to please him?
Der blev jeg vist lige lovligt kristen for en dag.
Endelig kunne vi gaa ud af kirken hvor alle de soede afrikanere havde taget opstilling i en kaempe rundkreds, hvor vi skulle gaa rundt og give haand til hver eneste. Der var mange saakaldt doed fisk-haandtryk i blandt, men nogle af de unge gutter var friske paa et rigtigt gangster-haandtryk.
Bare for sjov stod jeg og talte da vi kom til enden af rundkredsen, og der havde vaeret over 100 mennesker i den lille kirke, som ikke var stoerre end min fars stue.
Selvom jeg maaske lyder overvejende negativ i ovenstaaende, var det en fantastisk oplevelse, jeg aldrig ville have vaeret foruden. Og jeg ville helt klart hellere gaa i afrikansk kirke end den oftest kedelige, graa, danske folkekirke. Der ser man ikke mange afrikanske mama’s, der giver den alt hvad de har med baade stemme og krop, og de soede boern, der goer alt for at efterligne dansetrinene.
Saa var den stakkels mand egentlig vaerd at faa tinitus af.

Som om det ikke skulle vaere nok, boed soendagen paa endnu en stor oplevelse. Vi skulle ud til den foerste stammefamilie vi havde besoegt tidligere paa ugen – den fattigste og soedeste af dem.
Tobias havde faaet printet to billeder af mor, barn og 6 mdrs barnebarn med slikkepind. Sara og jeg besluttede os for at koebe en hel del ris, to slags boenner, guleroedder og tomater til den lille familie, ogsaa som en slags tak for vores regn af spoergsmaal til dem. Det var kun den aeldre kvinde og et par yngre boern, der var der, men hun blev simpelthen saa glad da hun saa billederne, og bagefter fik vores lille gave. Det var meget stort at se, og hun fortalte ogsaa at det kom paa et godt tidspunkt, fordi en af kvinderne var alvorligt syg og ikke kunne hente mad eller vand selv. ”Asante” gentog hun mange gange, og vi gik derfra med en skoen foelelse af at have hjulpet en lille smule.

Ps. for et par dage siden saa vi to Rafiki’er! (Til disney-haters: det er bavianen fra Loevernes Konge).

Chakula!

I dag kommer der et meget gastronomisk inspireret indlaeg herfra – krydret med lidt byliv og andre kulturelle oplevelser. I onsdags holdt vi nemlig BBQ night med initiativ fra vores soede laerere. Det var et ret stort hit for at sige det mildt! Hjemmelavede burgers med grillede boeffer – saa laekkert, naar man nu ellers lever i vegetarernes paradis. Der var ogsaa guacamole med helt friske avocadoer og det var simpelthen bare et festmaaltid uden lige. Som tilbehoer var der nachos og selvfoelgelig sodavand. Det var pudsigt at betragte hvordan 17 mennesker pludselig blev helt stille da vi satte taenderne i den himmelse burger.

Det var noget af et tiltraengt maaltid, for tidligere paa eftermiddagen var vi i Nanyuki for at lave skattejagt – hvor man skulle rundt i byen og saa vidt muligt spoerge om vej paa swahili. Men gaet nu engang hvad der skete to minutter efter vi steg ud af Matatuen – oh yes, det begyndte at regne. Og nej, det er stadig ikke en stille og rolig dansk regnbyge vi snakker om, det er oversvoemmelsesmaengder! Saa det endte med at Sara, Nina og jeg, som var paa vinderholdet (troede vi), gik ind i en lille shop der handlede med dyrefoder. Det stank paent meget, men det var toervejr, og manden bag skranken gav os lov til at staa der. Saa kom der pludselig den underligste fyr hen til os. Hans navn var vist nok Barnasbye, og han var meget glad for at tale med os. Saa glad at han vendte tilbage to gange efter han havde sagt farvel. Vi fik blandt andet en saakaldt freestyle rap fra ham, som min bedste ven Junge virkelig ville have krummet taeer over. Noej, hvor var han hverken musikalsk eller god med ord og rim!
Men det var nu egentlig sjovt nok, han blev bare lidt naergaaende, og vi fandt ud af, at de pinde han hele tiden tyggede paa, maatte vaere det saakaldte khat, som man bliver hoej af. Han proevede dog at bilde os ind det var tyggegummi – OK daarligt forsoeg. Vi skulle i oevrigt endelig finde ham igen, han var at finde over alt i Kenya, saa beroemt var han. Godt saa. Bildte os i oevrigt ogsaa ind, at han havde dreadlocks under sin rastafari-hue. Bare lidt aergerligt, at man kunne se et godt stykke af hans helt korte, typiske afrikanske haar foran.

Men nu tilbage til noget meget vigtigt: maden hernede! Jeg er faktisk utroligt positivt overrasket. Vi faar noget graat groed hver morgen, der hedder Uji. Det lyder lidt klamt, men det smager faktisk lidt som havregroed, bare soedere. Saa er der altid banan, vandmelon eller lignende man kan putte i. Frugten er virkelig fantastisk hernede. Ud over det faar man noget trekantet dejlignende noget der smager af bloede klejner. Meget underligt. Andre dage er der scrambled eggs!
Ellers faar vi boenner. I alle afskygninger, former og farver. Og ris. Og en masse kartofler. Og stegte guleroedder og groenne boenner. Saa er jeg blevet vild med chapati, som vi kun faar en gang om ugen (der er striks madplan). Det er ligesom madpandekager, de smager bare endnu bedre. Og saa putter man fyld af noget boennelignende i (surprise). Ellers er der Ugali, som naermest er udraabt til nationalret. Det har vi kun faaet en gang indtil videre, men faktisk skal vi have det tre gange om ugen. Det bryder jeg mig saa bestemt ikke om. Konsistensen er bare ulaekker. Men bortset fra Ugali og deres underlige haarde majs (jeg savner dig, Bonduelle), saa siger jeg god for afrikansk mad. Vi har faktisk ogsaa faaet spagetti med koedsovs som jo saa var boennesovs i stedet.

Vi har virkelig meget undervisning. Vores skema er ret slavisk, men det er egentlig okay. Bortset fra der aldrig er tid til at gaa i bad med det brune vand. Vi er ret klamme hernede. Det hedder truckerbad, og saa rigtigt bad hver 3. dag for de fleste af os. Bortset fra Marathon-Maja, som loeber hver(!) morgen. Men egentlig er det okay, for hvis man er meget renlig gaar det ud over alle de fattige lokale mennesker. De faar nemlig deres vand fra floden lige som os, og jo mere vand vi tager, jo mindre er der faktisk til dem.
Men til det med undervisningen, saa havde vi en masse om klimaforandringer, hvor vi skulle rundt i omraadet med Masai-James, der viste os noget med bevoksning, nedboer og lignende. Jeg var nu mere optaget af at tage billeder, isaer da vi kom op paa toppen af Mount Kenya Jr. (Citat Tobias), hvor det gik op for mig, lige praecis hvorfor jeg ikke skulle smide 300 dollars efter at bestige det rigtige bjerg som er det naesthoejeste i Afrika efter Kilimanjaro.

Fredag aften stod paa bytur og alkohol til os hungrende unge mennesker i Nanyuki. Vi startede med at tjekke ind paa Comfort Family Hotel, hvilket koster 800 shillings pr nat, som er under en halvtredser. Selv paa hotellerne er der vagter baade for og bag til, det er altsaa svaert at vaenne sig til. Sara og jeg fik et fint vaerelse med groenne vaegge, Afrikas stoerste TV og store myggenet over sengene. Toilettet var creepy og virkede ikke. Det lignede lidt for meget noget fra en daarlig teenage-gyser, hvor en eller anden bliver slagtet bag badeforhaenget. Oev.
Af restauranter tog vi lidt den foerste og den bedste, hvilket viste sig at vaere en, hmm... Interessant beslutning. Stedet lignede lidt et offentligt toilet med blanke fliser over alt og haandvaske midt i restauranten – meget fin association til god hygiejne taenkte vi! Naa, men menukortet havde ikke ligefrem et buffetlignende udvalg, saa vi ville egentlig bare gerne have noget kylling og pomfritter (saa lokale vi er). Men ak og ve, efter de med besvaer havde taget imod alle bestillinger, fik vi at vide, at de altsaa ikke havde kylling. Saa vi skyndte os at lave det om til noget suspekt ”beef” i stedet.
Ingen modtager maden paa samme tid hernede. Det kommer naar det er klar. Men de var nu faktisk ret hurtige. Tobias fik sine koedstumper paa et kaempe trae spaekbraet, det saa virkelig sjovt ud. Men pomfritterne var letgenkendelige. Dog er deres ketchup den rene blasfemi, det kan jeg sige dig Christian. Den er orange, har aldrig set en tomat, og saa blander de den op med ca. 80% vand.
Endelig fik vi vores koed, og glubske som rovdyrene paa savannen kastede vi os over det. Johanne og jeg delte en soelvskaal med koed, og de kunne naermest lige saa godt have serveret en pakke stimorol med koedsmag. Aldrig i mit liv har jeg faaet saa sejt koed. Koedelskende mig maatte give op efter to smaa stykker! Men der var aabenbart forskel paa koedet, for mange af de andre kunne godt spise deres. Da de overglade tjenere kom og spurgte mig, hvordan koedet var, maatte jeg jo bare smile og sige ”well, I wasn’t that hungry at all” Daarligste hvide loegn ever.

Beretning om byturen foelger! Jeg kan dog allerede nu komme med en teaser: der var mange britiske soldater i 30’erne, en hel del prostituerede og halvliters oel til 12 kr.

 

Udsigten i omraadet ved Daraja, som man kan ane ude til venstre.

Saadan nogle knoglerester ligger over det hele. Ad.

En af de bedste burgere i mit liv (:

Udkoerslen fra Daraja med Safari-bil og den naermest permanente graa himmel

God aftensmad!

Apropos priserne kan jeg da lige give nogle eksempler:
Virkelig stor avocado: 3 oere.
Fem bananer: 1 kr.
Gummikoed, pomfritter og cola: ca. 20 kr.
Mango: 1 kr.
En pakke cigaretter: 5 kr.
Dobbelt vodka/cola: 22 kr.
En halv liter sodavand: 2 kr.
En safaritur til Masai Mara, tre dage: 2200 kr(!)

Kaerlighed og koedhunger
Camilla

Swahili i regnvejr

Jeg tillader mig at skrive endnu et blogindlaeg, da jeg jo egentlig ogsaa bruger bloggen som en slags cyber-dagbog (cyber er virkelig et af de ord, der bliver brugt for lidt!).
I tirsdags begyndte Swahili-undervisningen med vores fantastiske laerer Jessie. Han er simpelthen saa sympatisk, og ogsaa en god underviser. Han minder mig om min kaere folkeskolelaerer Flemming, som jeg havde fra 1.-9. klasse. Vi kastede os ud i udtale, greetings, tal og andre nyttige begynderting. Phew, jeg kan godt maerke jeg ikke har skullet laere et nyt sprog siden 7. klasse. Det er altsaa langt fra nemt, ligegyldigt hvor meget sproggenierne paastaar at grammatikken er lige ud ad landevejen. Men det skrider da fremad (bilder jeg mig selv ind).
Ida troede ved en fejl at ti hed kuma, men det hedder nu altsaa kumi. Det resulterede i et herligt grin fra Jessie, som udbroed: ”Do you know what kuma means in swahili? It’s actually a woman’s private parts!” – saa fik vi da det paa plads.
Jeg haaber bare at naa at laere de grundlaeggende ting, da os kommende tanzanianere meget sjaeldent vil moede folk, der kan tale engelsk. Dem der skal til Ghana og Uganda kan vaere ret ligeglade, da befolkningen dér taler fint engelsk.
Vi har ogsaa laert noget om kropssprog af de to danske undervisere Tasja og Katrine i samarbejde med Masai-James. Han laerte os blandt andet, at hvis man fx hilser far-datter i Kenya, staar man meget langt vaek fra hinanden og roerer kun hinandens haandflader let. Det er blandt andet for at undgaa mistanke om incest, som jo er ret udbredt. Meget maerkeligt! Hvis han desuden skulle hilse paa en af sine svigermoedre, var det noget med ingen oejenkontakt og bare et hurtigt buk.

Haha, det er simpelthen saa sjovt at han bor sammen med sine to koner og alle otte boern under samme tag. Det maa baade vaere en fest og et helvede af og til. Han har i oevrigt et fint udseende, men det bliver bare lidt oedelagt af de lange, sorte flueben (eller stankelben maaske snarere), der stikker ud af hans naese. Det er maaske en slags status blandt masaier, hvem ved?

Og saa vil jeg gerne lige have lov til at sige en ting! I skal slet ikke snakke om varme, solrige Afrika, om hvor flot en kuloer jeg har faaet, om jeg bruger solcreme nok osv. Det regner fucking hele tiden! Vi er hverken i den korte eller lange regntid, men alligevel regner det mindst et par timer om dagen. Eller nej, lad os bare sige det som det er: det styrter ned! Vi proever jo egentlig at vaere glade for det, os sarte danskere, for det er jo utroligt gavnende for alle boenderne, dyrelivet, naturen og det hele - men maaske vi havde regnet (hoehoe) med en lille smule mere sol her midt paa kloden! Der har vaeret sol nogle timer hver dag, men for det meste graavejr. Jeg tror faktisk jeg kommer til at droemme mig tilbage til denne behagelige temperatur, naar jeg gaar rundt i Bagamoyo og sveder som en blegfed dansker i omkring 35 grader, mens jeg bliver aedt op af insekter og faar samme farve som en postkasse. Jeg bliver tilsyneladende aldrig tilfreds! Ville bare oenske jeg havde vaeret en smule mere praktisk og eventuelt havde taget regnjakke, regnslag, gummistoevler, vinterjakke, regntaette sko, paraply eller NOGET med. Hvorfor fortalte du mig ikke det ville regne, mor?

Tirsdag eftermiddag skulle vi planlaegge nogle aktiviteter, og saa kom boernene fra lokalomraadet og legede med os. De var nok omkring 30 boern i alderen meget generte til meget udadvendte – alle sammen sindssyge til sport. Vi spillede foerst rundbold, hvilket jo er en klassiker for os danskere. Nogle af dem kendte det fra tidligere voluntoerer, og de andre var meget laerenemme, bortset fra at nogle misforstod det med de markerede baser, og faktisk bare loeb op til den foerste base og herefter tvaers over banen til den sidste base.
Bagefter legede vi en leg der kaldes Pepeta. Det betyder at drible paa swahili, og saa staar man i en rundkreds og én siger: ”I have a ball... And I put it here... and I put it here… and I pepeta, I pepeta!” Altsaa har man en imaginaer bold som man holder op og herefter placerer forskellige steder paa kroppen, og naar man saa siger I pepeta, saa skal alle danse med de kropsdele hvor bolden blev placeret. Jeg ved ikke om I overhovedet fatter noget af min forklaring, men det er faktisk ret morsomt! Vi sluttede af med endnu en klassiker.. Limbo, dog med et reb som limbo-stang - det handler om at vaere kreative hernede. Vi nynnede limbosangen imens, og selvom ikke alle helt forstod princippet i boeje sig bagover, var det pisse skaegt. De aktive af os (laes: dem der ogsaa loeber ture klokken lort om morgenen og har en meget sportslig baggrund) blev og spillede fodbold med nogle af boernene, selvom det – surprise – styrtede ned, og andre valgte at soege ly indendoere. I kan ikke paa nogen maade gaette, hvilken gruppe jeg hoerte under, det er jeg sikker paa.

Det skoenne afrikanske vejr (:

Mig paa toppen af et bjerg som jeg foerst skriver om i naeste indlaeg - men flot er det da!

Sara med den soedeste lille pige som ville holde os begge i haanden.

Leg med de lokale boern - limbooo!

Da vi kom op i spisesalen om aftenen sad der to afrikanske piger og var helt opslugte af den klodsede kasse af et TV nede i hjoernet, og tror I saa ikke de sad og saa Westlife livekoncert mens de gladeligt sang med. Paa mange omraader er kenyanerne virkelig stuck in the 90s. Det er jo saa grineren.

Hvis nogen skulle bekymre sig om mit helbred har jeg naermest aldrig haft det bedre – godt nok er jeg ikke vant til at skulle drikke saa meget vand, saa jeg har haft en ret belastende hovedpine af og til – men bortset fra det har jeg ikke faaet saa meget som en rift eller et myggestik, og min mave holder sig ogsaa fortsat i ro. Det er faktisk ret nice! Jeg husker ogsaa at tage vitaminpiller naesten hver dag, Hanne Hansson. (OK, rimelig internt, jeg savner bare min familie lidt).
Jeg har ogsaa vaennet mig til at blive koert rundt af chauffoerer man skulle tro var flugtbilister, matatus (minibusserne) er faktisk mega hyggelige. Det er lidt som en minisafari hver gang vi skal til Nanyuki, og forleden spottede jeg baade zebraer, to kaempe gribbe i et trae, en ensom hyaene og selvfoelgelig masser af koeer, faar, geder og kameler/dromedarer (jeg laerer aldrig hvem af dem, der kun har én pukkel – who cares?).

Jeg maa hellere stoppe for nu, da jeg er paent smadret efter en crazy bytur paa Sportsman’s Arm Hotel i gaar. Mere om det senere, for i morgen skal jeg nemlig hoejst sandsynligt op og til tre timers gudstjeneste i den naerliggende kirke, som os snaevertsynede danskere nok naermere ville betegne som et redskabsskur. Men I faar nok foerst dette indlaeg mandag, da jeg allerede har postet i dag. Saa I maa vaebne jer med taalmodighed, kaere fans.

Bonus: lidt swahili (jeg har slet ikke kigget i mine noter).
Jina langu ni Camilla! Ninatoka Denimaki mji wa Gilleleje. Ninasema kidogo kiswahili.
Habari ya asubuhi? Mzuri sana!
Asante qua chakula. (god huskeregel: asante qua tequila).

Endelig!

Jambo!

En laaaang flyvetur!

Endelig fandt jeg vejen til en civiliseret computer herude in the middle of nowhere.
Jeg befinder mig en halv times koersel fra Nanyuni, men andet ved jeg egentlig heller ikke.
Det lyder nok som en klistret kliché, men jeg har allerede oplevet mere end jeg orker at skrive i et blogindlaeg (og mere end I orker at laese i et blogindlaeg, for den sags skyld).
Vi ankom til Nairobi lufthavn godt halvanden time forsinket (allerede African time inden vi naaede selve landet!) og hvad forsinkelsen skyldtes, fik vi vist ikke rigtigt fat i. Det var noget med det graeske luftrum, meget mystisk i hvert fald. Jeg fandt det en smule deprimerende, at det foerste jeg saa, da vi landede, var lufthavnsmedarbejdere i dunjakker, stoevler og PELSHUER!

Saa kom vi ellers paa en ordentlig koeretur paa fem timer i en lettere ramponeret safaribil med den soede chauffoer Elliot. Jeg siger det bare... De koerer som sindssyge! Det er bestemt ikke et sjaeldent syn at overhale tre biler eller busser i traek, ogsaa selvom det er op til en bakke eller et sving. Og vejene er fine ved Nairobi, men jo laengere man kommer ud, jo mere bumpy bliver det – vi taler buk hovedet eller bliv slaaet lettere bevidstloes mod taget! Forresten koerer de ogsaa officielt i venstre side af vejen, men det er aabenbart kun os mzungus der ved det – de er i hvert fald ret ligeglade selv. Paa trods af alt dette var jeg simpelthen saa traet efter under to timers soevn den nat, at det lykkedes mig at falde i soevn, og jeg vaagnede nok 10 minutter efter fordi hele min overkrop blev svinget ud i midtergangen. Det er ogsaa spoejst at se hvordan kenyanerne benytter landevejene som moedested. Godt nok er der nogle vejarbejdere af og til, der staar og falder i staver eller snakker hen over deres redskaber, men man ser lige saa mange, der virker som om de intet formaal har. Andet end at sidde lige i vejkanten og snakke/spise/spille spil/tisse/what-so-ever, forstaas.

Et anderledes toilet!

Soede boern!

Lidt ironisk med USA USA USA!

Ida med en lille pige/dreng (hun var altsaa selv i tvivl)

Efterhaanden som vi kom laengere ud paa landet, saa vi dog flere koeer, dromedarer, hyrder (det hedder alle dyrevogtere vel?) og et lidt sjovt skilt: This Spot – Not for Sale! Ude i ingenting, altsaa.

Endelig naaede vi Daraja Academy, som er en pigeskole ejet af et ungt californisk par, som simpelthen laegger al deres energi i at give disse piger fremtidsmuligheder. De tager rundt paa kenyanske skoler og haandplukker nogle af de piger med bedst resultater og karakterer, og de kommer saa herop og gaar paa kostskole naesten gratis. Et helt fantastisk initiativ!
Som James, amerikaneren sagde, er de jo vildt taknemmelige over at faa muligheden for at gaa i skole.
Et eksempel var, at i USA kan du blive efterfulgt af politiet, hvis du ikke moeder i skole uden en ordentlig grund – her i Kenya bliver du simpelthen forfulgt, hvis du ikke betaler for din skole. Sikken forskel. Desvaerre er de 77 piger paa ferie i oejeblikket, men de aeldste vender tilbage om et par uger.
Det er et meget smukt omraade vi bor i. Det er indhegnet med vagtmaend og hele lortet, og det er et kaempe omraade, hvor de holder hoens og koeer – allerede foerste dag blev vi advaret mod ”Crazy Karen” som er en psy-ko! (Fik du den, far) Ej, men hvad sker der for, at den eneste maade man kan skelne hende fra de andre koeer er, at hun da har beholdt sine fine horn som den eneste ko. Lad dog den farligste ko beholde sine horn, saa man kan kende den paa det. Klart.

Vi har virkelig luksusforhold paa Daraja. Traek-og-slip som naesten altid virker, bade med laekkert brunt vand fra den naerliggende flod, og ikke mindst gode koejesenge i rum naesten uden insekter.
Vi har ogsaa lokale vaskekoner som kommer hver onsdag, og opvasken efter maaltiderne foregaar ved et meget smart system bestaaende af en masse baljer med forskellige rengoeringsmidler i.

Om mandagen skulle vi saa ud og have vores foerste kulturchok. Besoege de lokale stammer! Der findes 43 stammer i Kenya som er delt op i tre hovedgrupper: Bantus, Nilotes og Cushites.
Saa snart vi bevaegede os uden for porten og gik i 5-10 minutter, naaede vi til den foerste stamme som bestod af to soelle mudderlignende hytter. Simpelthen saa autentisk. Der sad en gammel kvinde med et stort toerklaede viklet omkring sig, og vi sad i en rundkreds med vores Maasai-laerer James, som er vildt sjov og har to koner og otte boern. Her kunne vi saa stille spoergsmaal til kvinden, som virkede meget skamfuld og usikker – hendes mand havde forladt hende. Hun fortalte en masse interessante ting, men det var nok ret overvaeldende for hende, at vi bare sad og skoed loes med spoergsmaal. Men saa kom hendes datter og barnebarn, og datteren var helt fantastisk soed. Hun var 25 og havde tre boern, hvoraf den yngste laa og graed paa hendes skoed, fordi han var sulten.
Vi fik lov til at tage billeder af dem mod at vi fik dem fremkaldt og kom med dem – det havde andre voluntoerer nemlig lovet uden at goere noget ved det. Den naeste stamme vi kom til var lige over en bakketop, og her vrimlede det med boern i aflagt vestligt toej, de havde ingen sko paa og var moegbeskidte. De havde lidt flere hytter, hvor doerene ironisk nok var lavet af en form for blik, hvor der stod USA over alt. Denne stamme virkede lidt mere reserverede, men vi blev ogsaa lidt forstyrret af de mange boern, der var ret generte, men alligevel udfordrede hinanden til at roere os paa haaret osv. Da vi forlod stammen og Monika havde forsoegt at tage et billede af en aeldre mand, som paa en maade svarede ved at true hende med hans oekse, rendte alle boernene i haelene paa os. Nogle af dem begyndte pludselig at tage paa vores lommer, tigge om penge og blive lidt for anmasende – men man kan sgu ikke rigtigt blive sure paa dem, da de jo goer det af noed og helt sikkert er blevet fortalt af deres foraeldre, at mzungus = penge. At en af dem saa syntes, det var ret sjovt at prikke paa mine bryster, ved jeg ikke lige hvad jeg skal synes om, haha.
 Pludselig kom en lille pige/dreng (det er serioest svaert at se forskel naar de er boern, det eneste clue er om de baerer nederdel eller bukser) hen og holdt mig i haanden. Noej hvor var det bare soedt. Og saa bliver de bare helt vilde hvis man tager billeder af dem og viser dem det, det er nok det bedste de ved. De virker meget livsglade trods deres miserable situation.

Sara, som maa vaere det mest godhjertede menneske jeg har moedt, koebte noget chokolade i en lille kiosk de lokale ejede (som laa gemt bag nogle siv og havde et udvalg bestaaende af chokolade, vand, cola og slikkepinde) og delte det ud til boernene, som gik og rakte tunge med chokoladen for at blaere sig over for de andre. Det var ret sjovt.
Det var helt vildt at opdage, at selvom man er saa langt ude paa landet som man kan komme, ligger der altsaa smaa hytter spredt over alt. Det var en vild og meget kulturel oplevelse, som jeg sent vil glemme.

Hernede bliver det i oevrigt altid moerkt ved halv syv-tiden, da vi praktisk talt bor lige paa aekvator. Det er totalt forvirrende, og jeg har allerede mistet tidsfornemmelsen. Om aftenen sidder vi i vores lille hyggelige gaard og har de sjoveste samtaler. Det er virkelig et dejligt hold jeg er afsted med.
Well, jeg er allerede bagud med blogging, men jeg proever at skrive endnu et indlaeg og laegger det op om et par dage, da jeg har saa meget at fortaelle!
Jeg haaber selvfoelgelig alle har det for fedt i Danmark, og jeg savner jer meget!

Ps. Min mobil er: 1. gaaet i stykker (surprise!) og 2. jeg  har faaet et afrikansk nr, som jeg selvfoegelig ikke har paa mig her. Men jeg har koebt en afrikansk kvalitets-Nokia til den prangende sum af 120 kr.

En af luksushytterne

Så er der ikke længe til!

Status: føler mig lidt hjemløs. Ligger i Stines seng, hun er faldet i søvn, og har sat en eller anden pladderromantisk komedie på, og jeg suger de sidste indtryk til mig. Nu er det nemlig officielt slut med Vordingborggade og mine to Gilleleje chicks. 10 gode, udfordrende, spændende og af og til irritable måneder er tilbragt på Østerbro, siden jeg i efteråret flyttede hjemmefra for første gang. Jeg har lært så meget, haft mit første rigtige fuldtidsjob i en børnehave/vuggestue og samtidig formået at holde gang i festerne. Jeg har lært skønne København endnu bedre at kende, og jeg er kommet nærmere mange af mine venner og stiftet nye bekendtskaber.
Og nu... Er det hele bare slut. Så jeg har lige flyttet min adresse tilbage til Gilleleje, hvilket føles helt absurd, da jeg har svoret aldrig at vende tilbage.
Men det er nu engang sådan det er, for jeg skal jo til Afrika! Selvfølgelig er det også det min blog hovedsageligt skal omhandle - men jeg følte bare for en lille opsamling på min situation.

Det er på lørdag. Det er om under 6 døgn, at jeg sætter mig i et fly (eller faktisk to) mod Nairobi med en gruppe andre danske unge, der ligesom jeg forlader trygge, hyggelige, forkælede smørhuls-Danmark for at drage mod Nanyuki, Kenya.
Hvad mon der venter os?
Vi har heldigvis haft et fantastisk lærerigt grundkursus hos Mellemfolkeligt Samvirke i starten af juli, for at, som det populært kaldes, at blive klædt ordentligt på til turen - forberedes på det store kulturchok der venter forude. Allerede inden jeg tager afsted føler jeg, at jeg ved en masse. Men når man står dér... Over 12.000 km fra lille Gilleleje (ja, jeg har nørdet Google Maps) er det nok noget anderledes.

Nu da jeg er lidt glad for lister i alle afskygninger, så jeg vil prøve at lave en kort opsamling over forventninger, bekymringer og random facts:

- Jeg har lært mit første swahili, omend jeg er i tvivl om udtalen på nogle ord. Jambo (hej), mambo (slang for hva' så?), hakuna matata, rafiki, simba og pumba (ta' det roligt, ven, løve, vortesvin - Ja, Disney er ikke kun forfærdeligt hjernevask), asante (tak), pole sana (undskyld), nazi (kokosnød?!), nakupenda (jeg elsker dig) osv. Så jeg skal nok få lært de resterende 100.000 ord på et par måneder!

- Mit blognavn betyder Camilla Zebra. Fordi der er lidt ordspil over Camilla/Milia. Det er jo lige mig. Desuden er det på swahili, og jeg elsker zebraer og glæder mig til at se dem på savannen! Bonusinfo: back in the days var mit hotmail-navn pinkzebra_13.

- Jeg er meget nervøs for at få madforgifning, malaria, diarré og andre hyggelige sygdomme. Stine og Tess er overbevist om jeg får det hele - flere gange. Egentlig tror jeg hellere jeg vil angribes af en psykopat slange end at sidde over et hul i jorden i fire-fem dage.

- Nu tænker I sikkert: hun får hjemve! Men så bliver I overraskede. Jeg har aldrig haft hjemve (bortset fra på en lejrtur i fritidsordningen i 1. klasse, hvor jeg tissede i bukserne i et telt), men 4 måneder er selvfølgelig lang tid. Jeg er dog sikker på jeg i stedet vil fokusere på at nyde tiden med alle de nye spændende mennesker, der skal med.

- Jeg skal bo i Bagamoyo, 65 km. nord for Dar es Salaam, som er den største by med knap 3 millioner indbyggere. Det er efter sigende Tanzanias ældste by (tak Wiki!) og den ligger faktisk lige ud til Zanzibar - virkelig fedt! Jeg skal bo hos en lokal tanzaniansk familie sammen med Maja fra Amager. Vi skal arbejde på et Day Care Center for 3-6 årige børn - vær forberedt på tonsvis af billeder af søde små børn. Og dog: det afrikanske internet skulle være ulideligt langsomt! Som i... Upload 2 billeder på en time. Og gem kladder af dine blogindlæg, for strømmen går når det passer den.

- Det dér med at tingene går langsomt. Det er et kendt begreb: African time... Egentlig tror jeg lige det er mig, sådan noget med at tage tingene stille og roligt. Men jeg skal da nok nå at blive irriteret op til flere gange, når jeg møder op på arbejde og børnene kommer dryssende en time til to efter.

- Maja er i øvrigt marathonløber og super fit, så jeg regner med at vende hjem i fantastisk form - og nu må vi se om jeg tør bestige Mount Kenya med min pinligt ringe kondition, og om jeg får taget mig sammen til et dykkercertifikat.

Det var vist facts nok for nu.
Nu skal jeg nemlig til Gilleleje og prøve at få styr på alle de ting jeg mangler og alt jeg skal have pakket. Suk! Jeg håber jeg en dag får nogle læsere. ;)

Tutuonana baadaye!

Åh. Jeg savner allerede mit lille hyggelige værelse, der nu bare er tomt!

Og selvfølgelig savner jeg også de her bitches. Wutchi wutchi! : D