Her kommer saa reportagen fra det afrikanske natteliv og en ret saa hellig beretning fra den lokale kirke.
Da vi forlod restauranten begav vi os i samlet flok med en haeveautomat. Lidt dumt, da det var blevet moerkt, men der skete ikke noget. Hakuna matata. Dog viste en lettere skummel type os vej, men vi naaede dog automaten – der er bevogtet af vagter med hjelme og koeller (citat Sara: de ligner sgu da stoleben!), og skjult bag en skudsikker doer (ej okay, en doer i hvert fald).
Vi fik den flinke vagtmand til at ringe efter tre taxaer der skulle bringe os sikkert til Sportsman Arm Hotel. Det var en ret god beslutning, da nogen overvejede at gaa – det laa i bunden af et ret oede og fattigt kvarter, og der sker vist ret mange overfald af fulde naive turister paa den straekning. Taxaerne blev da ogsaa tjekket underneden med spejle.
Vi gik inden for og oven paa hvor der var en bar, to fine dansegulve og masser af sofaer. Stedet var forholdsvis tomt da vi kom kl. 21, saa vi gik alle i baren og fik en tiltraengt oel! Man kunne faa Heineken, men vi drak Pilsner og Tosker, som er deres egen oel med en soed elefant paa flasken.
Da vi forlod restauranten begav vi os i samlet flok med en haeveautomat. Lidt dumt, da det var blevet moerkt, men der skete ikke noget. Hakuna matata. Dog viste en lettere skummel type os vej, men vi naaede dog automaten – der er bevogtet af vagter med hjelme og koeller (citat Sara: de ligner sgu da stoleben!), og skjult bag en skudsikker doer (ej okay, en doer i hvert fald).
Vi fik den flinke vagtmand til at ringe efter tre taxaer der skulle bringe os sikkert til Sportsman Arm Hotel. Det var en ret god beslutning, da nogen overvejede at gaa – det laa i bunden af et ret oede og fattigt kvarter, og der sker vist ret mange overfald af fulde naive turister paa den straekning. Taxaerne blev da ogsaa tjekket underneden med spejle.
Vi gik inden for og oven paa hvor der var en bar, to fine dansegulve og masser af sofaer. Stedet var forholdsvis tomt da vi kom kl. 21, saa vi gik alle i baren og fik en tiltraengt oel! Man kunne faa Heineken, men vi drak Pilsner og Tosker, som er deres egen oel med en soed elefant paa flasken.
Saras og min seng. Og nej, der blev ikke ryddet op foer billedet blev taget.
Nina chiller i en af de dejlige haengekoejer.
Alternativ maade vaskekonerne haenger sokker op paa - og lidt farligt!
Maries (vores laerer) soede kat, Chili Frans - de andre hader den, fordi den er begyndt at rende rundt paa vores vaerelser.
Mig med toemmermaend inde i byen. Ret charmerende.
Og saa lige et billede fra Sportsman!
Desvaerre kom manden der havde vist os vej til banken lige pludselig hen til os, mens han vist lagde lidt an paa Frederik, som han ragede paa laaret. Det var foerst da det gik op for os, at han ville have 500 shillings for at have fulgt os 100 meter op til haeveautomaten, at Ida skruede bissen paa og sagde at han skulle gaa. Saa gik han, kom tilbage og proevede at tale med Tobias i stedet – der soerme ogsaa afviste ham.
Efterhaanden som vi fik mere indenbords kom der flere mennesker, som hovedsageligt bestod af prostituerede og de britiske soldater, der har en base uden for byen. Os vilde danskere fik indtaget dansegulvet, og da festen var allerbedst i gang, skulle jeg lige ud og tisse. Da jeg saa staar og vasker haender, er der fandme en lille lesbisk soldat (blev tidligere forklaret, at alle kvinder i haeren er lesbiske), der vaelger at knaekke sig lige inden for doeren, hvor jeg stod. Det var baade blaat og groent og virkelig ulaekkert, og hun ramte mig paa den ene fod. Heldigvis var det til at faa af, men tak siger jeg bare!
Festen var dog langt fra forbi. Vi fik danset med de lokale, baade ludere og ganske normale festglade mennesker, og jeg er stadig ikke kommet mig over, hvor meget de gaar amok! Det er helt fantastisk, og de har jo simpelthen bare rytme i kroppen fra foedslen. Musikken snakker vi saa ikke om. ”DJ’en”, som stod i midten af det hele, synes vist godt deres gamle skrattende anlaeg kunne klare en volume der noedsagede os til at raabe til hinanden. Ikke saa hyggeligt, men det havde nu ogsaa sin charme. Der blev spillet ret meget 90’er musik, men de kendte skam ogsaa LMFAO (Everyday I’m shufflin’) og andre helt nye The Voice hits. Det var dog lidt fantastisk, da de spillede Waka Waka, som jeg har brugt paent meget energi paa at hade, men den minder mig jo om mine savnede piger Ida og Stine, som altid gaar helt amok over den.
Anyway, pointen er, at vi fik danset en hel masse og hygget vildt meget! Da taxamanden sagde at de stoppede med at koere taxa ved tre-tiden, maatte vi hellere se at vende hjem til Comfort Inn – meget underligt at skulle tage taxa ca. 500 m., men det er man aabenbart noedt til. Da vi kom tilbage til vores vaerelser, rendte Maja lettere forvirret rundt udenfor. Hun var lidt fuld, for hun kunne ikke finde sit vaerelse. Det var sjovt, men vi var vist alle sammen mindre aedru!
Sara og jeg lagde os til rette paa de haarde madrasser og cement-agtige hovedpuder (hvor blev komforten af?), og faldt hurtigt i soevn efter lidt fuldemandssnak.
Om morgenen ville vi spise brunch paa hotellet. Jeg bestilte French toast og en Tomato toast (hvidt toastbroed med tomatskriver, intet andet), mens de fleste andre tog den store brunch. Der gik 20 minutter, eller nok naermere 30. Saa blev deres scrambled eggs, bacon og ristede toastbroed efterhaanden serveret lidt efter lidt. Men de manglede nu stadig den livsnoedvendige kaffe, noget kartoffel-halloej, diverse frugter og meget andet. Vi maatte vaebne os med taalmodighed, og efter en times tid blev det kogende vand og pulverkaffeposer serveret. Alt i alt tog vores lille brunch to timer, og indeholdt stadig kun faa af de lovede ting. Men det kan man vist lige saa godt vaenne sig til, for det er ret normalt at det tager op til en time at bestille og faa maden serveret.
Soendag skulle vi op og vaere kristne i den naerliggende kirke – der egentlig bare var en stoerre lerhytte med huller som vinduer og meget ukomfortable baenke placeret direkte paa jorden. Da vi traadte ind blev opmaerksomheden straks rettet paa os underlige wazungus, trods vi var i vores bedste kirketoej.
De naeste to timer stod i korets tegn – eller det vil sige, de 7-8 forskellige korgrupper der var oppe og synge for os. Det var meget specielt, for det startede simpelthen med, at en tilfaeldig kvinde broed ud i sang, og herefter gik op ad mellemgangen til ”alteret”, hvor utallige boern og unge fulgte efter og istemte sangen. Her sang og dans de simpelthen med saadan en energi, at bliktaget var ved at lette. Jeg har en underlig ting med boernekor, jeg synes nemlig det kan lyde helt fantastisk. Saa langt saa godt. For de forskellige optraedender skulle nemlig akkompagneres af et 90’er keyboard, hvor en nydelig ung mand i skjorte agerede organist. Jeg har aldrig i mit liv moedt saa tonedoev og urytmisk ”musiker”. Det skar simpelthen i oererne, at lige meget hvor fine og rytmiske sangene fra korene loed, blev det straks overdoevet og oedelagt af 90’er-techno-crazy-frog-weirdo-bass-orgel lydene.
Samtidig med dette var vores baenk hele tiden ved at falde bagover og lave domino-effekten med de bageste raekker. Noget af en oplevelse! Halvvejs i ceremonien gik en soed lille dreng rundt og indsamlede til kirken (da jeg smed mine shillings i kurven, bad jeg samtidigt en smule om, at pengene ville gaa til musikundervisning eller i det mindste et nyt keyboard).
Pludselig var det som om, de blev enige om, at det var vores tur. Vi gik derfor til alters og lagde ud med ”Jeg ved en laerkerede” i 80’er-versionen, som jeg naivt faktisk troede min sjove far havde fundet paa – den vilde version. Bagefter var vi meget salme-agtige og sang ”Dejlig er Jorden” – og ja, i slutningen af denne stille, kirkelige sang, proevede Hr. Tonedoev desperat at fange tonerne paa sit wannabe-orgel. Jesus Christ!
Naa, men boernene blev herefter lukket ud af et hul i den ene side af kirken, da de efterhaanden fik lidt svaert ved at sidde stille – meget velopdragne var de dog. Ak, det var kun et kort glimt af sollys der strejfede os, foer en ung dude gik paa og aevlede en time paa swahili. Det var OK svaert (tak for udtrykket, Ida) at koncentrere sig. Som om det ikke er kedeligt nok i en dansk kirke, hvor man i det mindste forstaar ordene. Vi opfangede dog to ord: Mungu og baba, som betyder gudfader. Det blev naevnt i cirka hver saetning. Han spurgte ogsaa om noget vi ikke fattede, hvor alle raekkede haenderne i vejret, men en kvinde oversatte: Do you love god? And will you do anything to please him?
Der blev jeg vist lige lovligt kristen for en dag.
Endelig kunne vi gaa ud af kirken hvor alle de soede afrikanere havde taget opstilling i en kaempe rundkreds, hvor vi skulle gaa rundt og give haand til hver eneste. Der var mange saakaldt doed fisk-haandtryk i blandt, men nogle af de unge gutter var friske paa et rigtigt gangster-haandtryk.
Bare for sjov stod jeg og talte da vi kom til enden af rundkredsen, og der havde vaeret over 100 mennesker i den lille kirke, som ikke var stoerre end min fars stue.
Selvom jeg maaske lyder overvejende negativ i ovenstaaende, var det en fantastisk oplevelse, jeg aldrig ville have vaeret foruden. Og jeg ville helt klart hellere gaa i afrikansk kirke end den oftest kedelige, graa, danske folkekirke. Der ser man ikke mange afrikanske mama’s, der giver den alt hvad de har med baade stemme og krop, og de soede boern, der goer alt for at efterligne dansetrinene.
Saa var den stakkels mand egentlig vaerd at faa tinitus af.
Som om det ikke skulle vaere nok, boed soendagen paa endnu en stor oplevelse. Vi skulle ud til den foerste stammefamilie vi havde besoegt tidligere paa ugen – den fattigste og soedeste af dem.
Tobias havde faaet printet to billeder af mor, barn og 6 mdrs barnebarn med slikkepind. Sara og jeg besluttede os for at koebe en hel del ris, to slags boenner, guleroedder og tomater til den lille familie, ogsaa som en slags tak for vores regn af spoergsmaal til dem. Det var kun den aeldre kvinde og et par yngre boern, der var der, men hun blev simpelthen saa glad da hun saa billederne, og bagefter fik vores lille gave. Det var meget stort at se, og hun fortalte ogsaa at det kom paa et godt tidspunkt, fordi en af kvinderne var alvorligt syg og ikke kunne hente mad eller vand selv. ”Asante” gentog hun mange gange, og vi gik derfra med en skoen foelelse af at have hjulpet en lille smule.
Ps. for et par dage siden saa vi to Rafiki’er! (Til disney-haters: det er bavianen fra Loevernes Konge).
Efterhaanden som vi fik mere indenbords kom der flere mennesker, som hovedsageligt bestod af prostituerede og de britiske soldater, der har en base uden for byen. Os vilde danskere fik indtaget dansegulvet, og da festen var allerbedst i gang, skulle jeg lige ud og tisse. Da jeg saa staar og vasker haender, er der fandme en lille lesbisk soldat (blev tidligere forklaret, at alle kvinder i haeren er lesbiske), der vaelger at knaekke sig lige inden for doeren, hvor jeg stod. Det var baade blaat og groent og virkelig ulaekkert, og hun ramte mig paa den ene fod. Heldigvis var det til at faa af, men tak siger jeg bare!
Festen var dog langt fra forbi. Vi fik danset med de lokale, baade ludere og ganske normale festglade mennesker, og jeg er stadig ikke kommet mig over, hvor meget de gaar amok! Det er helt fantastisk, og de har jo simpelthen bare rytme i kroppen fra foedslen. Musikken snakker vi saa ikke om. ”DJ’en”, som stod i midten af det hele, synes vist godt deres gamle skrattende anlaeg kunne klare en volume der noedsagede os til at raabe til hinanden. Ikke saa hyggeligt, men det havde nu ogsaa sin charme. Der blev spillet ret meget 90’er musik, men de kendte skam ogsaa LMFAO (Everyday I’m shufflin’) og andre helt nye The Voice hits. Det var dog lidt fantastisk, da de spillede Waka Waka, som jeg har brugt paent meget energi paa at hade, men den minder mig jo om mine savnede piger Ida og Stine, som altid gaar helt amok over den.
Anyway, pointen er, at vi fik danset en hel masse og hygget vildt meget! Da taxamanden sagde at de stoppede med at koere taxa ved tre-tiden, maatte vi hellere se at vende hjem til Comfort Inn – meget underligt at skulle tage taxa ca. 500 m., men det er man aabenbart noedt til. Da vi kom tilbage til vores vaerelser, rendte Maja lettere forvirret rundt udenfor. Hun var lidt fuld, for hun kunne ikke finde sit vaerelse. Det var sjovt, men vi var vist alle sammen mindre aedru!
Sara og jeg lagde os til rette paa de haarde madrasser og cement-agtige hovedpuder (hvor blev komforten af?), og faldt hurtigt i soevn efter lidt fuldemandssnak.
Om morgenen ville vi spise brunch paa hotellet. Jeg bestilte French toast og en Tomato toast (hvidt toastbroed med tomatskriver, intet andet), mens de fleste andre tog den store brunch. Der gik 20 minutter, eller nok naermere 30. Saa blev deres scrambled eggs, bacon og ristede toastbroed efterhaanden serveret lidt efter lidt. Men de manglede nu stadig den livsnoedvendige kaffe, noget kartoffel-halloej, diverse frugter og meget andet. Vi maatte vaebne os med taalmodighed, og efter en times tid blev det kogende vand og pulverkaffeposer serveret. Alt i alt tog vores lille brunch to timer, og indeholdt stadig kun faa af de lovede ting. Men det kan man vist lige saa godt vaenne sig til, for det er ret normalt at det tager op til en time at bestille og faa maden serveret.
Soendag skulle vi op og vaere kristne i den naerliggende kirke – der egentlig bare var en stoerre lerhytte med huller som vinduer og meget ukomfortable baenke placeret direkte paa jorden. Da vi traadte ind blev opmaerksomheden straks rettet paa os underlige wazungus, trods vi var i vores bedste kirketoej.
De naeste to timer stod i korets tegn – eller det vil sige, de 7-8 forskellige korgrupper der var oppe og synge for os. Det var meget specielt, for det startede simpelthen med, at en tilfaeldig kvinde broed ud i sang, og herefter gik op ad mellemgangen til ”alteret”, hvor utallige boern og unge fulgte efter og istemte sangen. Her sang og dans de simpelthen med saadan en energi, at bliktaget var ved at lette. Jeg har en underlig ting med boernekor, jeg synes nemlig det kan lyde helt fantastisk. Saa langt saa godt. For de forskellige optraedender skulle nemlig akkompagneres af et 90’er keyboard, hvor en nydelig ung mand i skjorte agerede organist. Jeg har aldrig i mit liv moedt saa tonedoev og urytmisk ”musiker”. Det skar simpelthen i oererne, at lige meget hvor fine og rytmiske sangene fra korene loed, blev det straks overdoevet og oedelagt af 90’er-techno-crazy-frog-weirdo-bass-orgel lydene.
Samtidig med dette var vores baenk hele tiden ved at falde bagover og lave domino-effekten med de bageste raekker. Noget af en oplevelse! Halvvejs i ceremonien gik en soed lille dreng rundt og indsamlede til kirken (da jeg smed mine shillings i kurven, bad jeg samtidigt en smule om, at pengene ville gaa til musikundervisning eller i det mindste et nyt keyboard).
Pludselig var det som om, de blev enige om, at det var vores tur. Vi gik derfor til alters og lagde ud med ”Jeg ved en laerkerede” i 80’er-versionen, som jeg naivt faktisk troede min sjove far havde fundet paa – den vilde version. Bagefter var vi meget salme-agtige og sang ”Dejlig er Jorden” – og ja, i slutningen af denne stille, kirkelige sang, proevede Hr. Tonedoev desperat at fange tonerne paa sit wannabe-orgel. Jesus Christ!
Naa, men boernene blev herefter lukket ud af et hul i den ene side af kirken, da de efterhaanden fik lidt svaert ved at sidde stille – meget velopdragne var de dog. Ak, det var kun et kort glimt af sollys der strejfede os, foer en ung dude gik paa og aevlede en time paa swahili. Det var OK svaert (tak for udtrykket, Ida) at koncentrere sig. Som om det ikke er kedeligt nok i en dansk kirke, hvor man i det mindste forstaar ordene. Vi opfangede dog to ord: Mungu og baba, som betyder gudfader. Det blev naevnt i cirka hver saetning. Han spurgte ogsaa om noget vi ikke fattede, hvor alle raekkede haenderne i vejret, men en kvinde oversatte: Do you love god? And will you do anything to please him?
Der blev jeg vist lige lovligt kristen for en dag.
Endelig kunne vi gaa ud af kirken hvor alle de soede afrikanere havde taget opstilling i en kaempe rundkreds, hvor vi skulle gaa rundt og give haand til hver eneste. Der var mange saakaldt doed fisk-haandtryk i blandt, men nogle af de unge gutter var friske paa et rigtigt gangster-haandtryk.
Bare for sjov stod jeg og talte da vi kom til enden af rundkredsen, og der havde vaeret over 100 mennesker i den lille kirke, som ikke var stoerre end min fars stue.
Selvom jeg maaske lyder overvejende negativ i ovenstaaende, var det en fantastisk oplevelse, jeg aldrig ville have vaeret foruden. Og jeg ville helt klart hellere gaa i afrikansk kirke end den oftest kedelige, graa, danske folkekirke. Der ser man ikke mange afrikanske mama’s, der giver den alt hvad de har med baade stemme og krop, og de soede boern, der goer alt for at efterligne dansetrinene.
Saa var den stakkels mand egentlig vaerd at faa tinitus af.
Som om det ikke skulle vaere nok, boed soendagen paa endnu en stor oplevelse. Vi skulle ud til den foerste stammefamilie vi havde besoegt tidligere paa ugen – den fattigste og soedeste af dem.
Tobias havde faaet printet to billeder af mor, barn og 6 mdrs barnebarn med slikkepind. Sara og jeg besluttede os for at koebe en hel del ris, to slags boenner, guleroedder og tomater til den lille familie, ogsaa som en slags tak for vores regn af spoergsmaal til dem. Det var kun den aeldre kvinde og et par yngre boern, der var der, men hun blev simpelthen saa glad da hun saa billederne, og bagefter fik vores lille gave. Det var meget stort at se, og hun fortalte ogsaa at det kom paa et godt tidspunkt, fordi en af kvinderne var alvorligt syg og ikke kunne hente mad eller vand selv. ”Asante” gentog hun mange gange, og vi gik derfra med en skoen foelelse af at have hjulpet en lille smule.
Ps. for et par dage siden saa vi to Rafiki’er! (Til disney-haters: det er bavianen fra Loevernes Konge).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar