Så er der ikke længe til!

Status: føler mig lidt hjemløs. Ligger i Stines seng, hun er faldet i søvn, og har sat en eller anden pladderromantisk komedie på, og jeg suger de sidste indtryk til mig. Nu er det nemlig officielt slut med Vordingborggade og mine to Gilleleje chicks. 10 gode, udfordrende, spændende og af og til irritable måneder er tilbragt på Østerbro, siden jeg i efteråret flyttede hjemmefra for første gang. Jeg har lært så meget, haft mit første rigtige fuldtidsjob i en børnehave/vuggestue og samtidig formået at holde gang i festerne. Jeg har lært skønne København endnu bedre at kende, og jeg er kommet nærmere mange af mine venner og stiftet nye bekendtskaber.
Og nu... Er det hele bare slut. Så jeg har lige flyttet min adresse tilbage til Gilleleje, hvilket føles helt absurd, da jeg har svoret aldrig at vende tilbage.
Men det er nu engang sådan det er, for jeg skal jo til Afrika! Selvfølgelig er det også det min blog hovedsageligt skal omhandle - men jeg følte bare for en lille opsamling på min situation.

Det er på lørdag. Det er om under 6 døgn, at jeg sætter mig i et fly (eller faktisk to) mod Nairobi med en gruppe andre danske unge, der ligesom jeg forlader trygge, hyggelige, forkælede smørhuls-Danmark for at drage mod Nanyuki, Kenya.
Hvad mon der venter os?
Vi har heldigvis haft et fantastisk lærerigt grundkursus hos Mellemfolkeligt Samvirke i starten af juli, for at, som det populært kaldes, at blive klædt ordentligt på til turen - forberedes på det store kulturchok der venter forude. Allerede inden jeg tager afsted føler jeg, at jeg ved en masse. Men når man står dér... Over 12.000 km fra lille Gilleleje (ja, jeg har nørdet Google Maps) er det nok noget anderledes.

Nu da jeg er lidt glad for lister i alle afskygninger, så jeg vil prøve at lave en kort opsamling over forventninger, bekymringer og random facts:

- Jeg har lært mit første swahili, omend jeg er i tvivl om udtalen på nogle ord. Jambo (hej), mambo (slang for hva' så?), hakuna matata, rafiki, simba og pumba (ta' det roligt, ven, løve, vortesvin - Ja, Disney er ikke kun forfærdeligt hjernevask), asante (tak), pole sana (undskyld), nazi (kokosnød?!), nakupenda (jeg elsker dig) osv. Så jeg skal nok få lært de resterende 100.000 ord på et par måneder!

- Mit blognavn betyder Camilla Zebra. Fordi der er lidt ordspil over Camilla/Milia. Det er jo lige mig. Desuden er det på swahili, og jeg elsker zebraer og glæder mig til at se dem på savannen! Bonusinfo: back in the days var mit hotmail-navn pinkzebra_13.

- Jeg er meget nervøs for at få madforgifning, malaria, diarré og andre hyggelige sygdomme. Stine og Tess er overbevist om jeg får det hele - flere gange. Egentlig tror jeg hellere jeg vil angribes af en psykopat slange end at sidde over et hul i jorden i fire-fem dage.

- Nu tænker I sikkert: hun får hjemve! Men så bliver I overraskede. Jeg har aldrig haft hjemve (bortset fra på en lejrtur i fritidsordningen i 1. klasse, hvor jeg tissede i bukserne i et telt), men 4 måneder er selvfølgelig lang tid. Jeg er dog sikker på jeg i stedet vil fokusere på at nyde tiden med alle de nye spændende mennesker, der skal med.

- Jeg skal bo i Bagamoyo, 65 km. nord for Dar es Salaam, som er den største by med knap 3 millioner indbyggere. Det er efter sigende Tanzanias ældste by (tak Wiki!) og den ligger faktisk lige ud til Zanzibar - virkelig fedt! Jeg skal bo hos en lokal tanzaniansk familie sammen med Maja fra Amager. Vi skal arbejde på et Day Care Center for 3-6 årige børn - vær forberedt på tonsvis af billeder af søde små børn. Og dog: det afrikanske internet skulle være ulideligt langsomt! Som i... Upload 2 billeder på en time. Og gem kladder af dine blogindlæg, for strømmen går når det passer den.

- Det dér med at tingene går langsomt. Det er et kendt begreb: African time... Egentlig tror jeg lige det er mig, sådan noget med at tage tingene stille og roligt. Men jeg skal da nok nå at blive irriteret op til flere gange, når jeg møder op på arbejde og børnene kommer dryssende en time til to efter.

- Maja er i øvrigt marathonløber og super fit, så jeg regner med at vende hjem i fantastisk form - og nu må vi se om jeg tør bestige Mount Kenya med min pinligt ringe kondition, og om jeg får taget mig sammen til et dykkercertifikat.

Det var vist facts nok for nu.
Nu skal jeg nemlig til Gilleleje og prøve at få styr på alle de ting jeg mangler og alt jeg skal have pakket. Suk! Jeg håber jeg en dag får nogle læsere. ;)

Tutuonana baadaye!

Åh. Jeg savner allerede mit lille hyggelige værelse, der nu bare er tomt!

Og selvfølgelig savner jeg også de her bitches. Wutchi wutchi! : D