I dag kommer der et meget gastronomisk inspireret indlaeg herfra – krydret med lidt byliv og andre kulturelle oplevelser. I onsdags holdt vi nemlig BBQ night med initiativ fra vores soede laerere. Det var et ret stort hit for at sige det mildt! Hjemmelavede burgers med grillede boeffer – saa laekkert, naar man nu ellers lever i vegetarernes paradis. Der var ogsaa guacamole med helt friske avocadoer og det var simpelthen bare et festmaaltid uden lige. Som tilbehoer var der nachos og selvfoelgelig sodavand. Det var pudsigt at betragte hvordan 17 mennesker pludselig blev helt stille da vi satte taenderne i den himmelse burger.
Det var noget af et tiltraengt maaltid, for tidligere paa eftermiddagen var vi i Nanyuki for at lave skattejagt – hvor man skulle rundt i byen og saa vidt muligt spoerge om vej paa swahili. Men gaet nu engang hvad der skete to minutter efter vi steg ud af Matatuen – oh yes, det begyndte at regne. Og nej, det er stadig ikke en stille og rolig dansk regnbyge vi snakker om, det er oversvoemmelsesmaengder! Saa det endte med at Sara, Nina og jeg, som var paa vinderholdet (troede vi), gik ind i en lille shop der handlede med dyrefoder. Det stank paent meget, men det var toervejr, og manden bag skranken gav os lov til at staa der. Saa kom der pludselig den underligste fyr hen til os. Hans navn var vist nok Barnasbye, og han var meget glad for at tale med os. Saa glad at han vendte tilbage to gange efter han havde sagt farvel. Vi fik blandt andet en saakaldt freestyle rap fra ham, som min bedste ven Junge virkelig ville have krummet taeer over. Noej, hvor var han hverken musikalsk eller god med ord og rim!
Men det var nu egentlig sjovt nok, han blev bare lidt naergaaende, og vi fandt ud af, at de pinde han hele tiden tyggede paa, maatte vaere det saakaldte khat, som man bliver hoej af. Han proevede dog at bilde os ind det var tyggegummi – OK daarligt forsoeg. Vi skulle i oevrigt endelig finde ham igen, han var at finde over alt i Kenya, saa beroemt var han. Godt saa. Bildte os i oevrigt ogsaa ind, at han havde dreadlocks under sin rastafari-hue. Bare lidt aergerligt, at man kunne se et godt stykke af hans helt korte, typiske afrikanske haar foran.
Men nu tilbage til noget meget vigtigt: maden hernede! Jeg er faktisk utroligt positivt overrasket. Vi faar noget graat groed hver morgen, der hedder Uji. Det lyder lidt klamt, men det smager faktisk lidt som havregroed, bare soedere. Saa er der altid banan, vandmelon eller lignende man kan putte i. Frugten er virkelig fantastisk hernede. Ud over det faar man noget trekantet dejlignende noget der smager af bloede klejner. Meget underligt. Andre dage er der scrambled eggs!
Ellers faar vi boenner. I alle afskygninger, former og farver. Og ris. Og en masse kartofler. Og stegte guleroedder og groenne boenner. Saa er jeg blevet vild med chapati, som vi kun faar en gang om ugen (der er striks madplan). Det er ligesom madpandekager, de smager bare endnu bedre. Og saa putter man fyld af noget boennelignende i (surprise). Ellers er der Ugali, som naermest er udraabt til nationalret. Det har vi kun faaet en gang indtil videre, men faktisk skal vi have det tre gange om ugen. Det bryder jeg mig saa bestemt ikke om. Konsistensen er bare ulaekker. Men bortset fra Ugali og deres underlige haarde majs (jeg savner dig, Bonduelle), saa siger jeg god for afrikansk mad. Vi har faktisk ogsaa faaet spagetti med koedsovs som jo saa var boennesovs i stedet.
Vi har virkelig meget undervisning. Vores skema er ret slavisk, men det er egentlig okay. Bortset fra der aldrig er tid til at gaa i bad med det brune vand. Vi er ret klamme hernede. Det hedder truckerbad, og saa rigtigt bad hver 3. dag for de fleste af os. Bortset fra Marathon-Maja, som loeber hver(!) morgen. Men egentlig er det okay, for hvis man er meget renlig gaar det ud over alle de fattige lokale mennesker. De faar nemlig deres vand fra floden lige som os, og jo mere vand vi tager, jo mindre er der faktisk til dem.
Men til det med undervisningen, saa havde vi en masse om klimaforandringer, hvor vi skulle rundt i omraadet med Masai-James, der viste os noget med bevoksning, nedboer og lignende. Jeg var nu mere optaget af at tage billeder, isaer da vi kom op paa toppen af Mount Kenya Jr. (Citat Tobias), hvor det gik op for mig, lige praecis hvorfor jeg ikke skulle smide 300 dollars efter at bestige det rigtige bjerg som er det naesthoejeste i Afrika efter Kilimanjaro.
Fredag aften stod paa bytur og alkohol til os hungrende unge mennesker i Nanyuki. Vi startede med at tjekke ind paa Comfort Family Hotel, hvilket koster 800 shillings pr nat, som er under en halvtredser. Selv paa hotellerne er der vagter baade for og bag til, det er altsaa svaert at vaenne sig til. Sara og jeg fik et fint vaerelse med groenne vaegge, Afrikas stoerste TV og store myggenet over sengene. Toilettet var creepy og virkede ikke. Det lignede lidt for meget noget fra en daarlig teenage-gyser, hvor en eller anden bliver slagtet bag badeforhaenget. Oev.
Af restauranter tog vi lidt den foerste og den bedste, hvilket viste sig at vaere en, hmm... Interessant beslutning. Stedet lignede lidt et offentligt toilet med blanke fliser over alt og haandvaske midt i restauranten – meget fin association til god hygiejne taenkte vi! Naa, men menukortet havde ikke ligefrem et buffetlignende udvalg, saa vi ville egentlig bare gerne have noget kylling og pomfritter (saa lokale vi er). Men ak og ve, efter de med besvaer havde taget imod alle bestillinger, fik vi at vide, at de altsaa ikke havde kylling. Saa vi skyndte os at lave det om til noget suspekt ”beef” i stedet.
Ingen modtager maden paa samme tid hernede. Det kommer naar det er klar. Men de var nu faktisk ret hurtige. Tobias fik sine koedstumper paa et kaempe trae spaekbraet, det saa virkelig sjovt ud. Men pomfritterne var letgenkendelige. Dog er deres ketchup den rene blasfemi, det kan jeg sige dig Christian. Den er orange, har aldrig set en tomat, og saa blander de den op med ca. 80% vand.
Endelig fik vi vores koed, og glubske som rovdyrene paa savannen kastede vi os over det. Johanne og jeg delte en soelvskaal med koed, og de kunne naermest lige saa godt have serveret en pakke stimorol med koedsmag. Aldrig i mit liv har jeg faaet saa sejt koed. Koedelskende mig maatte give op efter to smaa stykker! Men der var aabenbart forskel paa koedet, for mange af de andre kunne godt spise deres. Da de overglade tjenere kom og spurgte mig, hvordan koedet var, maatte jeg jo bare smile og sige ”well, I wasn’t that hungry at all” Daarligste hvide loegn ever.
Beretning om byturen foelger! Jeg kan dog allerede nu komme med en teaser: der var mange britiske soldater i 30’erne, en hel del prostituerede og halvliters oel til 12 kr.
Det var noget af et tiltraengt maaltid, for tidligere paa eftermiddagen var vi i Nanyuki for at lave skattejagt – hvor man skulle rundt i byen og saa vidt muligt spoerge om vej paa swahili. Men gaet nu engang hvad der skete to minutter efter vi steg ud af Matatuen – oh yes, det begyndte at regne. Og nej, det er stadig ikke en stille og rolig dansk regnbyge vi snakker om, det er oversvoemmelsesmaengder! Saa det endte med at Sara, Nina og jeg, som var paa vinderholdet (troede vi), gik ind i en lille shop der handlede med dyrefoder. Det stank paent meget, men det var toervejr, og manden bag skranken gav os lov til at staa der. Saa kom der pludselig den underligste fyr hen til os. Hans navn var vist nok Barnasbye, og han var meget glad for at tale med os. Saa glad at han vendte tilbage to gange efter han havde sagt farvel. Vi fik blandt andet en saakaldt freestyle rap fra ham, som min bedste ven Junge virkelig ville have krummet taeer over. Noej, hvor var han hverken musikalsk eller god med ord og rim!
Men det var nu egentlig sjovt nok, han blev bare lidt naergaaende, og vi fandt ud af, at de pinde han hele tiden tyggede paa, maatte vaere det saakaldte khat, som man bliver hoej af. Han proevede dog at bilde os ind det var tyggegummi – OK daarligt forsoeg. Vi skulle i oevrigt endelig finde ham igen, han var at finde over alt i Kenya, saa beroemt var han. Godt saa. Bildte os i oevrigt ogsaa ind, at han havde dreadlocks under sin rastafari-hue. Bare lidt aergerligt, at man kunne se et godt stykke af hans helt korte, typiske afrikanske haar foran.
Men nu tilbage til noget meget vigtigt: maden hernede! Jeg er faktisk utroligt positivt overrasket. Vi faar noget graat groed hver morgen, der hedder Uji. Det lyder lidt klamt, men det smager faktisk lidt som havregroed, bare soedere. Saa er der altid banan, vandmelon eller lignende man kan putte i. Frugten er virkelig fantastisk hernede. Ud over det faar man noget trekantet dejlignende noget der smager af bloede klejner. Meget underligt. Andre dage er der scrambled eggs!
Ellers faar vi boenner. I alle afskygninger, former og farver. Og ris. Og en masse kartofler. Og stegte guleroedder og groenne boenner. Saa er jeg blevet vild med chapati, som vi kun faar en gang om ugen (der er striks madplan). Det er ligesom madpandekager, de smager bare endnu bedre. Og saa putter man fyld af noget boennelignende i (surprise). Ellers er der Ugali, som naermest er udraabt til nationalret. Det har vi kun faaet en gang indtil videre, men faktisk skal vi have det tre gange om ugen. Det bryder jeg mig saa bestemt ikke om. Konsistensen er bare ulaekker. Men bortset fra Ugali og deres underlige haarde majs (jeg savner dig, Bonduelle), saa siger jeg god for afrikansk mad. Vi har faktisk ogsaa faaet spagetti med koedsovs som jo saa var boennesovs i stedet.
Vi har virkelig meget undervisning. Vores skema er ret slavisk, men det er egentlig okay. Bortset fra der aldrig er tid til at gaa i bad med det brune vand. Vi er ret klamme hernede. Det hedder truckerbad, og saa rigtigt bad hver 3. dag for de fleste af os. Bortset fra Marathon-Maja, som loeber hver(!) morgen. Men egentlig er det okay, for hvis man er meget renlig gaar det ud over alle de fattige lokale mennesker. De faar nemlig deres vand fra floden lige som os, og jo mere vand vi tager, jo mindre er der faktisk til dem.
Men til det med undervisningen, saa havde vi en masse om klimaforandringer, hvor vi skulle rundt i omraadet med Masai-James, der viste os noget med bevoksning, nedboer og lignende. Jeg var nu mere optaget af at tage billeder, isaer da vi kom op paa toppen af Mount Kenya Jr. (Citat Tobias), hvor det gik op for mig, lige praecis hvorfor jeg ikke skulle smide 300 dollars efter at bestige det rigtige bjerg som er det naesthoejeste i Afrika efter Kilimanjaro.
Fredag aften stod paa bytur og alkohol til os hungrende unge mennesker i Nanyuki. Vi startede med at tjekke ind paa Comfort Family Hotel, hvilket koster 800 shillings pr nat, som er under en halvtredser. Selv paa hotellerne er der vagter baade for og bag til, det er altsaa svaert at vaenne sig til. Sara og jeg fik et fint vaerelse med groenne vaegge, Afrikas stoerste TV og store myggenet over sengene. Toilettet var creepy og virkede ikke. Det lignede lidt for meget noget fra en daarlig teenage-gyser, hvor en eller anden bliver slagtet bag badeforhaenget. Oev.
Af restauranter tog vi lidt den foerste og den bedste, hvilket viste sig at vaere en, hmm... Interessant beslutning. Stedet lignede lidt et offentligt toilet med blanke fliser over alt og haandvaske midt i restauranten – meget fin association til god hygiejne taenkte vi! Naa, men menukortet havde ikke ligefrem et buffetlignende udvalg, saa vi ville egentlig bare gerne have noget kylling og pomfritter (saa lokale vi er). Men ak og ve, efter de med besvaer havde taget imod alle bestillinger, fik vi at vide, at de altsaa ikke havde kylling. Saa vi skyndte os at lave det om til noget suspekt ”beef” i stedet.
Ingen modtager maden paa samme tid hernede. Det kommer naar det er klar. Men de var nu faktisk ret hurtige. Tobias fik sine koedstumper paa et kaempe trae spaekbraet, det saa virkelig sjovt ud. Men pomfritterne var letgenkendelige. Dog er deres ketchup den rene blasfemi, det kan jeg sige dig Christian. Den er orange, har aldrig set en tomat, og saa blander de den op med ca. 80% vand.
Endelig fik vi vores koed, og glubske som rovdyrene paa savannen kastede vi os over det. Johanne og jeg delte en soelvskaal med koed, og de kunne naermest lige saa godt have serveret en pakke stimorol med koedsmag. Aldrig i mit liv har jeg faaet saa sejt koed. Koedelskende mig maatte give op efter to smaa stykker! Men der var aabenbart forskel paa koedet, for mange af de andre kunne godt spise deres. Da de overglade tjenere kom og spurgte mig, hvordan koedet var, maatte jeg jo bare smile og sige ”well, I wasn’t that hungry at all” Daarligste hvide loegn ever.
Beretning om byturen foelger! Jeg kan dog allerede nu komme med en teaser: der var mange britiske soldater i 30’erne, en hel del prostituerede og halvliters oel til 12 kr.
Udsigten i omraadet ved Daraja, som man kan ane ude til venstre.
Saadan nogle knoglerester ligger over det hele. Ad.
En af de bedste burgere i mit liv (:
Udkoerslen fra Daraja med Safari-bil og den naermest permanente graa himmel
God aftensmad!
Apropos priserne kan jeg da lige give nogle eksempler:
Virkelig stor avocado: 3 oere.
Fem bananer: 1 kr.
Gummikoed, pomfritter og cola: ca. 20 kr.
Mango: 1 kr.
En pakke cigaretter: 5 kr.
Dobbelt vodka/cola: 22 kr.
En halv liter sodavand: 2 kr.
En safaritur til Masai Mara, tre dage: 2200 kr(!)
Kaerlighed og koedhunger
Camilla
Tak for endnu et interessant indblik i din "nye" hverdag...... Har lige været til Stand Up med Lasse Remar og Brian Mørch påManhattan i Helsingør - mega sjovt..... Kys og kram fra din far :-)
SvarSlet