En laaaang flyvetur!
Endelig fandt jeg vejen til en civiliseret computer herude in the middle of nowhere.
Jeg befinder mig en halv times koersel fra Nanyuni, men andet ved jeg egentlig heller ikke.
Det lyder nok som en klistret kliché, men jeg har allerede oplevet mere end jeg orker at skrive i et blogindlaeg (og mere end I orker at laese i et blogindlaeg, for den sags skyld).
Vi ankom til Nairobi lufthavn godt halvanden time forsinket (allerede African time inden vi naaede selve landet!) og hvad forsinkelsen skyldtes, fik vi vist ikke rigtigt fat i. Det var noget med det graeske luftrum, meget mystisk i hvert fald. Jeg fandt det en smule deprimerende, at det foerste jeg saa, da vi landede, var lufthavnsmedarbejdere i dunjakker, stoevler og PELSHUER!
Saa kom vi ellers paa en ordentlig koeretur paa fem timer i en lettere ramponeret safaribil med den soede chauffoer Elliot. Jeg siger det bare... De koerer som sindssyge! Det er bestemt ikke et sjaeldent syn at overhale tre biler eller busser i traek, ogsaa selvom det er op til en bakke eller et sving. Og vejene er fine ved Nairobi, men jo laengere man kommer ud, jo mere bumpy bliver det – vi taler buk hovedet eller bliv slaaet lettere bevidstloes mod taget! Forresten koerer de ogsaa officielt i venstre side af vejen, men det er aabenbart kun os mzungus der ved det – de er i hvert fald ret ligeglade selv. Paa trods af alt dette var jeg simpelthen saa traet efter under to timers soevn den nat, at det lykkedes mig at falde i soevn, og jeg vaagnede nok 10 minutter efter fordi hele min overkrop blev svinget ud i midtergangen. Det er ogsaa spoejst at se hvordan kenyanerne benytter landevejene som moedested. Godt nok er der nogle vejarbejdere af og til, der staar og falder i staver eller snakker hen over deres redskaber, men man ser lige saa mange, der virker som om de intet formaal har. Andet end at sidde lige i vejkanten og snakke/spise/spille spil/tisse/what-so-ever, forstaas.
Jeg befinder mig en halv times koersel fra Nanyuni, men andet ved jeg egentlig heller ikke.
Det lyder nok som en klistret kliché, men jeg har allerede oplevet mere end jeg orker at skrive i et blogindlaeg (og mere end I orker at laese i et blogindlaeg, for den sags skyld).
Vi ankom til Nairobi lufthavn godt halvanden time forsinket (allerede African time inden vi naaede selve landet!) og hvad forsinkelsen skyldtes, fik vi vist ikke rigtigt fat i. Det var noget med det graeske luftrum, meget mystisk i hvert fald. Jeg fandt det en smule deprimerende, at det foerste jeg saa, da vi landede, var lufthavnsmedarbejdere i dunjakker, stoevler og PELSHUER!
Saa kom vi ellers paa en ordentlig koeretur paa fem timer i en lettere ramponeret safaribil med den soede chauffoer Elliot. Jeg siger det bare... De koerer som sindssyge! Det er bestemt ikke et sjaeldent syn at overhale tre biler eller busser i traek, ogsaa selvom det er op til en bakke eller et sving. Og vejene er fine ved Nairobi, men jo laengere man kommer ud, jo mere bumpy bliver det – vi taler buk hovedet eller bliv slaaet lettere bevidstloes mod taget! Forresten koerer de ogsaa officielt i venstre side af vejen, men det er aabenbart kun os mzungus der ved det – de er i hvert fald ret ligeglade selv. Paa trods af alt dette var jeg simpelthen saa traet efter under to timers soevn den nat, at det lykkedes mig at falde i soevn, og jeg vaagnede nok 10 minutter efter fordi hele min overkrop blev svinget ud i midtergangen. Det er ogsaa spoejst at se hvordan kenyanerne benytter landevejene som moedested. Godt nok er der nogle vejarbejdere af og til, der staar og falder i staver eller snakker hen over deres redskaber, men man ser lige saa mange, der virker som om de intet formaal har. Andet end at sidde lige i vejkanten og snakke/spise/spille spil/tisse/what-so-ever, forstaas.
Et anderledes toilet!
Soede boern!
Lidt ironisk med USA USA USA!
Ida med en lille pige/dreng (hun var altsaa selv i tvivl)
Efterhaanden som vi kom laengere ud paa landet, saa vi dog flere koeer, dromedarer, hyrder (det hedder alle dyrevogtere vel?) og et lidt sjovt skilt: This Spot – Not for Sale! Ude i ingenting, altsaa.
Endelig naaede vi Daraja Academy, som er en pigeskole ejet af et ungt californisk par, som simpelthen laegger al deres energi i at give disse piger fremtidsmuligheder. De tager rundt paa kenyanske skoler og haandplukker nogle af de piger med bedst resultater og karakterer, og de kommer saa herop og gaar paa kostskole naesten gratis. Et helt fantastisk initiativ!
Som James, amerikaneren sagde, er de jo vildt taknemmelige over at faa muligheden for at gaa i skole.
Et eksempel var, at i USA kan du blive efterfulgt af politiet, hvis du ikke moeder i skole uden en ordentlig grund – her i Kenya bliver du simpelthen forfulgt, hvis du ikke betaler for din skole. Sikken forskel. Desvaerre er de 77 piger paa ferie i oejeblikket, men de aeldste vender tilbage om et par uger.
Det er et meget smukt omraade vi bor i. Det er indhegnet med vagtmaend og hele lortet, og det er et kaempe omraade, hvor de holder hoens og koeer – allerede foerste dag blev vi advaret mod ”Crazy Karen” som er en psy-ko! (Fik du den, far) Ej, men hvad sker der for, at den eneste maade man kan skelne hende fra de andre koeer er, at hun da har beholdt sine fine horn som den eneste ko. Lad dog den farligste ko beholde sine horn, saa man kan kende den paa det. Klart.
Vi har virkelig luksusforhold paa Daraja. Traek-og-slip som naesten altid virker, bade med laekkert brunt vand fra den naerliggende flod, og ikke mindst gode koejesenge i rum naesten uden insekter.
Vi har ogsaa lokale vaskekoner som kommer hver onsdag, og opvasken efter maaltiderne foregaar ved et meget smart system bestaaende af en masse baljer med forskellige rengoeringsmidler i.
Om mandagen skulle vi saa ud og have vores foerste kulturchok. Besoege de lokale stammer! Der findes 43 stammer i Kenya som er delt op i tre hovedgrupper: Bantus, Nilotes og Cushites.
Saa snart vi bevaegede os uden for porten og gik i 5-10 minutter, naaede vi til den foerste stamme som bestod af to soelle mudderlignende hytter. Simpelthen saa autentisk. Der sad en gammel kvinde med et stort toerklaede viklet omkring sig, og vi sad i en rundkreds med vores Maasai-laerer James, som er vildt sjov og har to koner og otte boern. Her kunne vi saa stille spoergsmaal til kvinden, som virkede meget skamfuld og usikker – hendes mand havde forladt hende. Hun fortalte en masse interessante ting, men det var nok ret overvaeldende for hende, at vi bare sad og skoed loes med spoergsmaal. Men saa kom hendes datter og barnebarn, og datteren var helt fantastisk soed. Hun var 25 og havde tre boern, hvoraf den yngste laa og graed paa hendes skoed, fordi han var sulten.
Vi fik lov til at tage billeder af dem mod at vi fik dem fremkaldt og kom med dem – det havde andre voluntoerer nemlig lovet uden at goere noget ved det. Den naeste stamme vi kom til var lige over en bakketop, og her vrimlede det med boern i aflagt vestligt toej, de havde ingen sko paa og var moegbeskidte. De havde lidt flere hytter, hvor doerene ironisk nok var lavet af en form for blik, hvor der stod USA over alt. Denne stamme virkede lidt mere reserverede, men vi blev ogsaa lidt forstyrret af de mange boern, der var ret generte, men alligevel udfordrede hinanden til at roere os paa haaret osv. Da vi forlod stammen og Monika havde forsoegt at tage et billede af en aeldre mand, som paa en maade svarede ved at true hende med hans oekse, rendte alle boernene i haelene paa os. Nogle af dem begyndte pludselig at tage paa vores lommer, tigge om penge og blive lidt for anmasende – men man kan sgu ikke rigtigt blive sure paa dem, da de jo goer det af noed og helt sikkert er blevet fortalt af deres foraeldre, at mzungus = penge. At en af dem saa syntes, det var ret sjovt at prikke paa mine bryster, ved jeg ikke lige hvad jeg skal synes om, haha.
Pludselig kom en lille pige/dreng (det er serioest svaert at se forskel naar de er boern, det eneste clue er om de baerer nederdel eller bukser) hen og holdt mig i haanden. Noej hvor var det bare soedt. Og saa bliver de bare helt vilde hvis man tager billeder af dem og viser dem det, det er nok det bedste de ved. De virker meget livsglade trods deres miserable situation.
Sara, som maa vaere det mest godhjertede menneske jeg har moedt, koebte noget chokolade i en lille kiosk de lokale ejede (som laa gemt bag nogle siv og havde et udvalg bestaaende af chokolade, vand, cola og slikkepinde) og delte det ud til boernene, som gik og rakte tunge med chokoladen for at blaere sig over for de andre. Det var ret sjovt.
Det var helt vildt at opdage, at selvom man er saa langt ude paa landet som man kan komme, ligger der altsaa smaa hytter spredt over alt. Det var en vild og meget kulturel oplevelse, som jeg sent vil glemme.
Hernede bliver det i oevrigt altid moerkt ved halv syv-tiden, da vi praktisk talt bor lige paa aekvator. Det er totalt forvirrende, og jeg har allerede mistet tidsfornemmelsen. Om aftenen sidder vi i vores lille hyggelige gaard og har de sjoveste samtaler. Det er virkelig et dejligt hold jeg er afsted med.
Well, jeg er allerede bagud med blogging, men jeg proever at skrive endnu et indlaeg og laegger det op om et par dage, da jeg har saa meget at fortaelle!
Jeg haaber selvfoelgelig alle har det for fedt i Danmark, og jeg savner jer meget!
Ps. Min mobil er: 1. gaaet i stykker (surprise!) og 2. jeg har faaet et afrikansk nr, som jeg selvfoegelig ikke har paa mig her. Men jeg har koebt en afrikansk kvalitets-Nokia til den prangende sum af 120 kr.
Endelig naaede vi Daraja Academy, som er en pigeskole ejet af et ungt californisk par, som simpelthen laegger al deres energi i at give disse piger fremtidsmuligheder. De tager rundt paa kenyanske skoler og haandplukker nogle af de piger med bedst resultater og karakterer, og de kommer saa herop og gaar paa kostskole naesten gratis. Et helt fantastisk initiativ!
Som James, amerikaneren sagde, er de jo vildt taknemmelige over at faa muligheden for at gaa i skole.
Et eksempel var, at i USA kan du blive efterfulgt af politiet, hvis du ikke moeder i skole uden en ordentlig grund – her i Kenya bliver du simpelthen forfulgt, hvis du ikke betaler for din skole. Sikken forskel. Desvaerre er de 77 piger paa ferie i oejeblikket, men de aeldste vender tilbage om et par uger.
Det er et meget smukt omraade vi bor i. Det er indhegnet med vagtmaend og hele lortet, og det er et kaempe omraade, hvor de holder hoens og koeer – allerede foerste dag blev vi advaret mod ”Crazy Karen” som er en psy-ko! (Fik du den, far) Ej, men hvad sker der for, at den eneste maade man kan skelne hende fra de andre koeer er, at hun da har beholdt sine fine horn som den eneste ko. Lad dog den farligste ko beholde sine horn, saa man kan kende den paa det. Klart.
Vi har virkelig luksusforhold paa Daraja. Traek-og-slip som naesten altid virker, bade med laekkert brunt vand fra den naerliggende flod, og ikke mindst gode koejesenge i rum naesten uden insekter.
Vi har ogsaa lokale vaskekoner som kommer hver onsdag, og opvasken efter maaltiderne foregaar ved et meget smart system bestaaende af en masse baljer med forskellige rengoeringsmidler i.
Om mandagen skulle vi saa ud og have vores foerste kulturchok. Besoege de lokale stammer! Der findes 43 stammer i Kenya som er delt op i tre hovedgrupper: Bantus, Nilotes og Cushites.
Saa snart vi bevaegede os uden for porten og gik i 5-10 minutter, naaede vi til den foerste stamme som bestod af to soelle mudderlignende hytter. Simpelthen saa autentisk. Der sad en gammel kvinde med et stort toerklaede viklet omkring sig, og vi sad i en rundkreds med vores Maasai-laerer James, som er vildt sjov og har to koner og otte boern. Her kunne vi saa stille spoergsmaal til kvinden, som virkede meget skamfuld og usikker – hendes mand havde forladt hende. Hun fortalte en masse interessante ting, men det var nok ret overvaeldende for hende, at vi bare sad og skoed loes med spoergsmaal. Men saa kom hendes datter og barnebarn, og datteren var helt fantastisk soed. Hun var 25 og havde tre boern, hvoraf den yngste laa og graed paa hendes skoed, fordi han var sulten.
Vi fik lov til at tage billeder af dem mod at vi fik dem fremkaldt og kom med dem – det havde andre voluntoerer nemlig lovet uden at goere noget ved det. Den naeste stamme vi kom til var lige over en bakketop, og her vrimlede det med boern i aflagt vestligt toej, de havde ingen sko paa og var moegbeskidte. De havde lidt flere hytter, hvor doerene ironisk nok var lavet af en form for blik, hvor der stod USA over alt. Denne stamme virkede lidt mere reserverede, men vi blev ogsaa lidt forstyrret af de mange boern, der var ret generte, men alligevel udfordrede hinanden til at roere os paa haaret osv. Da vi forlod stammen og Monika havde forsoegt at tage et billede af en aeldre mand, som paa en maade svarede ved at true hende med hans oekse, rendte alle boernene i haelene paa os. Nogle af dem begyndte pludselig at tage paa vores lommer, tigge om penge og blive lidt for anmasende – men man kan sgu ikke rigtigt blive sure paa dem, da de jo goer det af noed og helt sikkert er blevet fortalt af deres foraeldre, at mzungus = penge. At en af dem saa syntes, det var ret sjovt at prikke paa mine bryster, ved jeg ikke lige hvad jeg skal synes om, haha.
Pludselig kom en lille pige/dreng (det er serioest svaert at se forskel naar de er boern, det eneste clue er om de baerer nederdel eller bukser) hen og holdt mig i haanden. Noej hvor var det bare soedt. Og saa bliver de bare helt vilde hvis man tager billeder af dem og viser dem det, det er nok det bedste de ved. De virker meget livsglade trods deres miserable situation.
Sara, som maa vaere det mest godhjertede menneske jeg har moedt, koebte noget chokolade i en lille kiosk de lokale ejede (som laa gemt bag nogle siv og havde et udvalg bestaaende af chokolade, vand, cola og slikkepinde) og delte det ud til boernene, som gik og rakte tunge med chokoladen for at blaere sig over for de andre. Det var ret sjovt.
Det var helt vildt at opdage, at selvom man er saa langt ude paa landet som man kan komme, ligger der altsaa smaa hytter spredt over alt. Det var en vild og meget kulturel oplevelse, som jeg sent vil glemme.
Hernede bliver det i oevrigt altid moerkt ved halv syv-tiden, da vi praktisk talt bor lige paa aekvator. Det er totalt forvirrende, og jeg har allerede mistet tidsfornemmelsen. Om aftenen sidder vi i vores lille hyggelige gaard og har de sjoveste samtaler. Det er virkelig et dejligt hold jeg er afsted med.
Well, jeg er allerede bagud med blogging, men jeg proever at skrive endnu et indlaeg og laegger det op om et par dage, da jeg har saa meget at fortaelle!
Jeg haaber selvfoelgelig alle har det for fedt i Danmark, og jeg savner jer meget!
Ps. Min mobil er: 1. gaaet i stykker (surprise!) og 2. jeg har faaet et afrikansk nr, som jeg selvfoegelig ikke har paa mig her. Men jeg har koebt en afrikansk kvalitets-Nokia til den prangende sum af 120 kr.
En af luksushytterne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar