Fattigdom med smil

Alkoholfremstilling paa afrikansk.

Som sagt har vi et utroligt stramt program herude i bushen, det er derfor jeg er lidt bagud med blogging. For en uge siden havde temaet poverty, og som en del af undervisningen skulle paa tur i omraadet og se paa fattige mennesker. Det lyder ret usmageligt, men egentlig var det deres erhverv, vi skulle se. Vi var ude og se en familie der laver kul, som for det foerste er ulovligt i Kenya, og selvfoelgelig ogsaa meget miljoeskadeligt, men som de sagde, goer de det for deres egen overlevelse. Naar man er helt derude er de fleste nok villige til at bryde loven, isaer naar de bor langt ude paa landet, hvor politiet maaske er paa visit et par gange om aaret. Desuden er politiet jo staerkt forbundet med korruption i store dele af Afrika, saa du kan med lethed betale dig ud af faengselsdomme og straffe, hvis du ellers har raad. De fortalte at man reelt kan faa op til otte aar for at producere kul. Virkelig sygt naar man sammenligner med den danske straffelov.
Jeg havde dog travlt med alle de soede boern, hvoraf den ene med bedende oejne og strakte arme gerne ville baeres, og det blev hun. Da jeg havde staaet med hende i et kvarters tid, begyndte mine blegfede arme dog at syre til, og jeg maatte saette hende fra mig. Hun var altsaa nok omkring 4-5 aar skal det siges, saa ikke helt let!

Vi har ogsaa besoegt en mand, der fremstiller alkohol og saelger det lokalt. Igen er det selvfoelgelig ulovligt. Vi var ude paa en kaempe mark, hvor der blev dyrket alt muligt – mest boenner og majs. I den ene side var seks store beholdere gemt i et hul, hvor de ellers stod og blev til alkohol. Ja, spoerg ikke mig hvordan det sker, jeg fattede nada da vi fremstillede ethanol i kemi. Betryggende var det dog, at der var baade jord, planter og dyr nede i vaesken. Mmm. Videre gik vi, og den venlige mand koerte African Time, saa vi maatte vente tyve minutters tid, foer vi nede ved floden kunne se alkoholen blive faerdig (spoerg mig igen ikke hvordan, det var noget med dampe og sukker, hej blondie).
Pointen er, at vi fik lov at smage illegalt, afrikansk alkohol, der ifoelge den ikke helt aedru mand skulle smage som oel, men egentlig smagte af en blanding af vodka og Aalborg Akvavit. Faktisk ikke saa slemt, naar man nu er vant til et vodka-shot i ny og nae. Den soede, ikke-helt-aedru mand baellede resten af koppen, og saa fik vi lov til at komme op og se hans hjem. Det ville vaere synd at kalde det et hus, da det reelt var et traeskur. Mikroskopisk smaat, og alligevel var der plads til baade ildsted, seng, natbord og en ophaengt skaal med raadent koed og ogsaa en levende hoene, der skraemte livet af mig, da den pludselig gokkede op i moerket. Afslutningsvis ville manden og hans soen meget gerne have taget billeder med os. Sikke en fest han havde sig.
Afslutningsvis gik vi over og saa stenhuggere, som overvejende var unge fyre paa min alder, der brugte deres sommerferie paa at hugge store mursten ud af klippestykker, for efterfoelgende at baere dem over i en lastbil, som kunne fragte dem videre. Sindssygt haardt arbejde under den bagende sol! De var meget venlige, men jeg blev hevet til side af en af dem, der begyndte at fortaelle mig sin livshistorie – han var HIV positiv, hans kone doede af det i 2007, og nu var han medarbejder paa et saakaldt Family Planning Center. Utroligt tragisk, men jeg forstod nu aldrig helt hans intentioner. Om han var ude paa at faa nogle penge, eller om han bare foelte for at berette sin tragiske historie. Hmm.

Akvavitmanden og hans soen.

Efter frokost skulle vi ind og se paa Nanyukis ret store slumkvarter.  
Vi blev delt ind i grupper og fik en ung ”guide” hver, vores hed Virginia og laeste noget Food & Beverages paa en skole et stykke vaek. Det kan man aabenbart godt selvom man bor i slummen med sin soester og cirka 23 boern i et lille skur. Det var meget spaendende at gaa rundt derinde, godt nok foelte man sig for alvor som en forfaerdelig turist, der gik rundt og tog billeder af fattigdommen. Og selvfoelgelig paranoid nok til foerst at spoerge om man kunne tage kameraet frem. Selvfoelgelig. Dog virkede folk utroligt livsglade, mange hilste og alle de mindre boern raabte ”how are you, how are you”, da det er cirka det eneste engelsk de kan. Jeg tvivler paa halvdelen overhovedet ved hvad det betyder – men soede, det var de. Vi saa blandt andet en smedje, en moebelsnedker, frugt og groent markedet, og blev ogsaa inviteret inden for i nogle af de smaa hyggelige huse, hvor der var proppet med sofaer og laenestole paa ingen plads.
Vi saa ogsaa den lokale kirke der var proppet til randen med plasticstole, og gik forbi faengslet – de har virkelig nogle vilde straffe hernede. Stjael noget fra en butik, og du kan let faa 6 aars faengsel. Tankevaekkende. Det var vildt skoent at se hvor glade alle virkede, trods de bor i slummen.

Lille pige leger med gammelt cykeldaek i slummen.

 Onsdag skulle vi ud og besoege en lokal kvindegruppe, der har et faellesskab, hvor de hovedsageligt passer forskellige dyr, men de laver ogsaa de flotteste, farverige kurve. Det tager dem tre-fire dage at flette saadan en, som er lavet af snor og plastic. Og de saelger dem for omkring 60-80 kr. Rimelig skod dagsloen, hvis I spoerger mig, men det er ret fint hernede. Grunden til, at vi besoegte dem, var at vi skulle hjaelpe dem med idéer, markedsfoering etc.
Da vi kom tilbage skulle vi derfor deles op i tre grupper: logo, brochure og idéer til andre designs.
Min gruppe fik lavet et ganske fint logo, hvis jeg selv skal sige, dog minder det en smule om SOS Boernebyernes, men vores er meget mere farverigt. De andre grupper kom op med nogle rigtigt gode ting, og dagen efter skulle vi saa ud og praesentere det for dem.
De blev vist ret glade, dog synes de ikke det var nok at deres kurve var inkluderet i vores logo, da de blev ved med at snakke om, at der ogsaa skulle sidde en ged i hjoernet. Wtf?
Men virkelig fedt at se, at vi paa en times tid kunne komme op med tre holdbare idéer, som helt sikkert kan hjaelpe dem fremad, da de satser paa at projektet skal munde ud i en selvstyret butik i Nanyuki. De naeste tre voluntoerhold skal ogsaa hjaelpe dem videre i processen. Herefter blev der handlet til den store guldmedalje - jeg koebte dog ikke noget af dem, da jeg hellere vil vente til senere.

Kreative haender.

De fleste af kvinderne og et par kurve.

Solopgang paa det lille bjerg.

 Om aftenen stod vi i baelgmoerke og saa den smukkeste og mest overvaeldende stjernehimmel jeg har set i mit liv! Der er tusindvis af stjerner her i forhold til i lille Danmark, og det virker som om man kan se meget mere af himlen (det er igen her jeg erklaerer mig blank og ikke ved en skid om astronomi og himlen ifht. aekvator og alt det jazz). Desuden er maelkevejen virkelig tydelig!
Man faar sig nogle fantastiske naturoplevelser her, hvilket jeg ogsaa bevidnede morgenen efter klokken lidt i seks, hvor en stor del af pigerne vandrede op paa det lille bjerg bevaebnede med kaffe og te. Ved halv-syv tiden begyndte solen at titte op over et andet bjerg, og det var virkelig et fantastisk syn.
Saa fredfyldt. Samtidigt kunne man tydeligt se Mt. Kenya. Gaet hvem der gik fuldstaendig i selvsving med kameraet.
Vores mega nice hippie-laerer Tasja havde medbragt en lille overraskelse i form af nogle Tarot-kort, hendes mor havde givet hende med herned, og som hun laeser ét af om dagen.
Vi trak hver isaer et, og mit var noget med at kaerlighed overvinder alt, og at det raekker langt ud over det seksuelle. Godt saa... Vi fik alle nogle meget store ord at vide, men det passede nu ogsaa godt til stemningen.
Der var illustrationer paa kortene, og Maria trak et, hvorpaa der var et bjerg med en solopgang. Skaebneagtigt! Det eneste der manglede for at fuldende hippiestemningen, var fandme at vi alle satte os i en rundkreds i skraedderstilling og begyndte at meditere over alt mellem himmel og jord.

Mere idyllisk bliver det vist ikke.



Fredag blev vi kastet hovedkuls ud i en workshop, som ingen af os vidste hvad omhandlede. Det viste sig saa at vi i grupper skulle planlaegge en workshop til om eftermiddagen, hvor vi skulle ud paa en skole og undervise. Min gruppe valgte det hyggelige enme drug abuse, de andre valgte child abuse og human rights.
Vi var lettere nervoese da vi gik den lange vej over til skolen, som var fuldstaendigt som man ser i reklamerne for Boernefonden. Tre-fire klasselokaler uden vinduer eller noget, og med gamle pulte at sidde paa, og en meget nedslidt tavle.
De soede unge i alderen 15-25 moedte talstaerkt op (og gisp, der er skoleferie hernede, saa det var faktisk helt frivilligt!) og vi fik 11 elever hver at undervise.
Vi startede med den klassiske navn, alder, en ting om dig selv. En sagde ”my name is Anthony, I’m 22 years and I love Jesus!”Saa den typiske brainstorm paa et flipchart, altsaa: hvilke associationer faar du, naar du hoerer ordet misbrug. Men de snakkede og snakkede i stedet, saa det blev ikke til mange konkrete ord. Men hey, vi er nybegyndere.
Herefter delte vi dem op i grupper, og sad med 3-4 elever hver. Der snakkede vi om baade problemer og loesningsmuligheder, og den 18-aarige pige Fan i min gruppe snakkede en masse, mens de to drenge hviskede lidt af og til. De taler simpelthen saa lavt hernede. Det ved de fleste nok er et problem for mig, da jeg altid bliver bedt om at daempe stemmen, og i oevrigt foeler mig halvdoev af og til.
De stoerste problemer er khat, som er straa/blad man tygger og bliver hoej af, alkohol (isaer det hjemmebryggede) og bhang, som er hash. Desuden er limsnifning et stort problem blandt alle gadeboernene.
For noget tid siden da vi var i Nanyuki og fik en flok gadeboern paa nakken, var der et barn paa max 5 aar, der gik og sniffede fra en limflaske. Det er haardt at se saadan noget, det sidder stadig i mit baghoved.
Til slut snakkede vi i faellesskab, og de fortalte at regeringen blandt andet koerer kampagner mod misbrug, men at man til gengaeld ikke kan gaa noget sted hen og faa hjaelp – de foreslog kirken, familien eller vennerne, eller som Fan saa klogt sagde: man vaelger jo selv om man vil stoppe, i sidste ende er det ens vilje der er afgoerende.
De fik selvfoelgelig lov til at stille spoergsmal til os, og der var mange interessante i blandt. De synes det var ret vildt, at der ikke er gadeboern i DK, og at man kan blive reddet af staten, hvis man er kommet for langt ud med gratis afvaenning osv. Som Ingrid sagde efterfoelgende, er det lidt ubehageligt at snakke om Danmark og velfaerdsstaten over for dem, da det godt kan virke hoverende.
Paa den anden side VED de jo godt, at vi er meget rige i forhold til dem, og maaske saetter de bare pris paa at vi gider komme ud og fortaelle dem lidt om vores kultur. Det var under alle omstaendigheder en utroligt interessant oplevelse med meget engagerede unge mennesker.  

Det saetter nu ogsaa tingene i perspektiv, at danske studerende demonstrerer, blokerer klasselokaler osv., bare boegerne er fem aar gamle, pauserne for korte eller SU’en for lav. Ikke at vi bare skal ignorere problemer, men her er boegerne altsaa meget foraeldede, der er maaske en hel klasse om én bog, der er intet der hedder kopimaskiner, skolebibliotek, uanede maengder papir eller internetforbindelse i timerne. De laver gladeligt deres lektier med de midler de har, og moeder op saa tit de kan, hvis da ikke sygdom, fattigdom, arbejde eller andet kommer i vejen.
Nu lyder jeg nok pisse korrekt og meget moralsk.
Men vi faar altsaa penge for at tage en gratis uddannelse. Punktum.

Haaber I har det godt i DK.. Nu bliver det jo snart efteraar, hva'? Haehae.